Manden der opfandt 'Atomskuddet': Mød fænomenet, som selv Pelé frygtede
I brasiliansk fodboldhistorie er der en så righoldig overflod af ekstreme talenter, at nogle af dem med tiden drukner lidt i det overflødighedshorn af verdensklasse som Selecão kan fremvise.
En af de lidt oversete profiler er nok den fabelagtige Roberto Rivellino, manden med den gyldne venstrefod. Når Rivellinos navn er en smule glemt på vores breddegrader, så hænger det nok sammen med, at han aldrig spillede i Europa. Men i hjemlandet har han en gigantisk, evigt uudslukkelig stjerne.
Manden med den markante moustache er et produkt af italienske immigranter, der i mellemkrigstiden etablerede en tilværelse i São Paulo, hvor Roberto voksede op i 50’erne. Her sled han asfalten tynd med fodboldspil på gader og stræder fra morgen til aften, når han da ikke sad og kedede sig i skolen, og han benyttede futsal til at udvikle sit ekstraordinære tekniske talent.
Atomskytte
Rivellino var ikke flamboyant som Ronaldinho, han havde ikke den fortryllende legebarns-charme som Garrincha, og han var heller ikke strålende karismatisk som Pelé. Roberto var i bund og grund ydmyg og lidt introvert. Men hans venstrefod var ren magi. Afleveringerne lå millimeterpræcist, hans driblinger var finurlige og effektive, og så sparkede han som en hest. Alle frisparksmuligheder inden for 30 meter fra modstandernes mål var en scoringschance for Rivellino – manden med ”atomskuddet”. Og så kunne han få kuglen til at skrue og brække, ligesom forbilledet Didi fra 1958-verdensmesterholdet, bare langt hårdere.
SC Corinthians fik øje på den lille futsal-fyr, der straks erobrede publikums hjerter på hjemmebanen Parque São Jorge. De gav ham tilnavnet O Rei (kongen) do Parque.
Allerede som 19-årig debuterede Rivellino på Brasiliens landshold. I 1968 scorede han 5 gange på de kanariegules verdensturné, og han både nettede og var banens bedste spiller da brasserne på Maracaña samme år slog et udvalgt verdenshold med 2-1. Et opgør der regnes for en officiel landskamp af det brasilianske fodboldforbund. Brasilien var ved at sammenspille det fantastiske ”jogo bonito” mandskab, der i 1970 henrykkede kloden med eksorbitant teknisk kvalitet og sambasymfonisk synergi. Pelé var kongen af VM i Mexico. Jairzinho var topscoreren. Carlos Alberto var anføreren. Men Rivellino var den store åbenbaring. Han scorede både i kvartfinalen mod Peru og semifinalen mod Uruguay, og han begejstrede alle med sin udsøgte sparketeknik og fremragende overblik fra en position som hængende angriber i venstresiden.
Hængt ud som kryster og klovn
I årene efter VM-triumfen måtte man imidlertid sammensætte et næsten nyt landshold. Mange af stjernerne, med Pelé i spidsen, lagde op. Rivellino blev udset til at være den bærende kreative kraft som offensiv midtbanespiller, eller ”10’er” som vi siger i dag. Desværre swingede Selecão slet ikke ved VM-slutrunden i Vesttyskland. For andre nationer ville en 4. plads ved et verdensmesterskab være en fornem præstation, men for de forsvarende mestre var det et kæmpe flop. Rivellino var fortsat en trussel på dødbolde, men kæmpede tydeligt med de skuffende præstationer. Kritikken i hjemlandet var massiv.
På samme tid befandt Rivellino sig i en gigantisk krise hjemme i Corinthians. Stjerneteknikerens forbandelse var, at den populære klub fra Brasiliens største by var i en titeltørke der skulle vare i flere årtier. ”Campeão dos Campeões” – mestrenes mestre – kom hvert år til kort i de afgørende kampe om både delstats- og nationalmesterskabet. Men i 1974 lykkedes det at nå frem til delstatsfinalen. Til tilhængernes sorg og vrede tabte Corinthians imidlertid med 1-0 til Palmeiras.
Holdets store profil blev udstillet som syndebuk. Rivellino gik fra at være supporternes konge til kryster og klovn. Som man desværre ofte ser det i fodboldens verden, bliver de dygtigste aktører hængt ud som skyldnere og sabotører, når publikum skal afreagere skuffelsen over et dårligt resultat. Rivellino blev ramt i sjæl og hjerte, og skiftede til Fluminense. I hans debut for den nye klub blev ingen andre end Corinthians besejret med 4-1. Rivellino scorede 3 gange. Med Fluminense lykkedes det Roberto at vinde to Rio de Janeiro mesterskaber. Og den revitaliserede venstrebensmagiker blev atter landsholdets samlingspunkt ved VM i Argentina i 1978.
Selecão gennemgik på den tid et meget markant stilskifte. Legenderne Zagallo og Brandão blev erstattet i jobbet som landstræner af Claudio Coutinho. En striks og militaristisk coach der havde en kynisk og defensiv tilgang. Brasilien spillede minimalistisk og kedeligt, og Rivellino befandt sig ekstremt dårligt i det set up. Coutinho kunne dog bryste sig af, at Brasilien gik ubesejret igennem turneringen og slog Italien i kampen om bronze med 2-1. Rivellino kom ind som reserve og fik dermed sin anden VM-medalje som afslutning på en sublim landsholdskarriere med 92 optrædener på det nationale mandskab (samme antal som Pelé).
Roberto Rivellino, manden med atomsparket og den ikoniske venstrefod, takkede af med et par sæsoner i Saudi Arabien. Ifølge Frits Ahlstrøm portræt fra 1977 investerede han sine optjente penge i bl.a. benzinstationer og jordejendomme. En tid var han coach i japansk fodbold.
