To fatale fejl og én åbenmundet keeper: Skandalen, der splittede Leeds
Gary Sprake var en imposant og (efter datidens normer) meget høj keeper, der blev spottet af Ledds Uniteds scout-netværk i starten af 1960’erne, og han kom til at tilbringe næsten hele sin karriere på Elland Road.
Han debuterede i 1962 som kun 17-årig, og opnåede 381 ligakampe for Leeds. Dertil kom 37 A-landskampe for Wales.
Ankermand i ”Dirty Leeds”
Sprake var fast mand i buret i de år hvor Leeds fik sit store gennembrud, og han medvirkede til klubbens mesterskab i 1969, Liga Cup triumfen (over Arsenal i finalen) i 1968 samt to UEFA Cup trofæer i 1968 og 71. Med andre ord var den høje, lyshårede waliser ankermand for The Peacocks i den fase, hvor Leeds United udviklede sig fra sløj mellemvare i 2. division til et nationalt og europæisk tophold og magtfaktor. Manden bag var Leeds’ store ”Godfather”, Don Revie.
Under den tidligere landsholdscenterforwards kyndige og strikse ledelse fra managersædet, skabtes en helt særlig ”ånd” i klubben. Revie lavede om på stort og småt, talentudviklede på livet løs, håndplukkede billige spillere fra småklubber, og formede et team der var villige til at fighte så blodet sprang. Det helt specielle ”broderskab” lagde fundamentet for en kolossal sportslig fremgang. Leeds var ikke populære (udenfor Yorkshire), og tilnavnet ”Dirty Leeds” hang ved som en manifestation af holdets fysiske tilgang til spillet. Den kom nok til at overskygge det faktum, at der var masser af god fodbold i Revies drenge.
Om søndagen var det en fast tradition, at mandskabet med koner og kærester mødte ind i privaten hos The Don, og så var der biksemad og carpetbowls. Ikke noget med at møde op med tømmermænd, og ingen fuldskab. Den alkoholkultur, der ellers var meget udbredt i fodboldmiljøet på den tid, havde ingen gang på jord i Revies mikrokosmos. Normerne blev udstukket af chefen og udøvet i praksis af hans nærmeste betroede, Billy Bremner og Johnny Giles.
Desværre bliver Gary Sprake (ganske uretfærdigt) måske primært husket for et par fæle drop. Det ene var i en ligakamp på Anfield i 1967, hvor han uheldigvis kom til at kaste bolden i eget net. Det afstedkom tilnavnet “Careless Hands” når Leeds var på udebane.
Det andet var et kluddermål på et ufarligt skud i FA Cup finalen i 1970, der sendte verdens ældste pokaltrofæ til Chelsea FC efter to stenhårde finalekampe med tonstunge tacklinger og et væld af svinestreger.
Stor skandale: Brød Sprake ”Omerta”?
Gary blev afløst af David Harvey som Leeds’ faste målmand i 1972, og waliseren var meget plaget af skader i den sidste del af karrieren, der endte i Birmingham City.
Efterfølgende vakte det stor opsigt, at Sprake udtalte sig om urent trav i Leeds i forhold til bestikkelser af modstandere i nøgleopgør. Beskyldningerne blev aldrig bevist, men mistanken klæbede til især daværende manager Don Revie. Helt konkret blev det påstået, at Billy Bremner var blevet sendt i Wolverhamptons omklædningsrum med en brun papirspose med kontanter, i forbindelse med en vigtig ligakamp. Det blev også antydet, at den omtalte sag kun var ”toppen af isbjerget”. Bestikkelser var angiveligt ikke usædvanlige i engelsk topfodbold.
Medierne mæskede sig naturligvis i skandalen. Tilbage i slutningen af 1960’erne havde man oplevet noget lignende, da adskillige topspillere, heriblandt de tre Sheffield Wednesday stjerner; Tony Kay, David Layne og Peter Swan blev idømt fængselsstraffe og livsvarige karantæner for matchfixing.
For Don Revie blev rygterne meget belastende. På det tidspunkt var han (en i forvejen presset) landsholdsmanager for England, og han fik nok og skred fra sin kontrakt med fodboldforbundet, for at tage til De Arabiske Emirater og tjene en stor pose (olie)penge. Mange opfattede denne ”faneflugt” som en slags indrømmelse af skyld, men det er vigtigt at understrege, at postulaterne aldrig blev bevisført.
Sprakes åbenmundethed, eller hans rolle som falsk rygtesmed, om man vil, gjorde ham til persona non grata på Elland Road. Han brød med det tætte fællesskab i inderkredsen på Leeds’ gyldne hold. Nogle vil mene, at han også satte sig op imod en ”omerta” – en uskreven tavshedslov i fodboldens verden. Selv om waliseren siden forsøgte at trække nogle af beskyldningerne i land, kunne han ikke vise sig på sin gamle hjemmebane, og vel knapt nok i byen.
Gareth Sprake gik bort i 2016.
