Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hvepsenes klubhelt

24.03.2026 Kl. 08:45

I Bille Augusts film ”Zappa” render hovedpersonen Bjørn rundt i Utterslev Mose med kammeraten Mulle i en flot Sort-gul stribet trøje og hvide shorts.

Det er jo Brønshøj Boldklubs dragt, og det er et meget karakteristisk tidsbillede, for Brønshøjs ”Hvepse” var på alles læber og næsten et modefænomen i den periode hvor filmen foregår omkring 1960.

Brønshøj rykkede op i 2. division i 1956 med offensivt og optimistisk angrebsfodbold. Det var naturligvis især den purunge centerforward, ”Mælkedrengen” Ove Andersen, der tiltog sig megen opmærksomhed.

Men der blev også bidt mærke i andre stærke profiler, som for eksempel den mægtige centerhalf Villy Krag, teknikeren Mogens Machon og klubmanden, den altid pålidelige halfback, Benny Lohse. Sidstnævnte blev født på denne dag i 1935.

Portrættet fortsætter efter videoen.

BB’er med krop og sjæl

Benny Lohse var BB’er helt ind i rygmarv og hjertekule. Ifølge Brønshøjekspert Flemming Antony spillede han ikke færre end 326 førsteholdskampe i årene 1953 til 69. En imponerende æra.

Selv om Benny ikke havde Mogens Machons overlegne afleveringsteknik, eller Ove Andersens opportunisme, så var han utvivlsomt en endnu vigtigere årsag til Brønshøjs opstigning i rækkerne, og dermed også den store folkelige popularitet der fulgte med.

Hvepsene stak voldsomt fra sig i 2. division i årene 1957 til 61. I 1957 scorede de næstflest mål i rækken, kun overgået af Jørgen Leschly Sørensen og OB. Året efter var man atter nummer 2 på listen over flest scoringer, denne gang efter Næstved med lille Jørgen Hansen og hærdebrede Bent Dideriksen.

Oprykningskampen dét år var vild og intens. Næstved førte ret klart til der manglede tre runder, men tabte alle de resterende kampe, og blev overhalet af B.1903 og B.93 med mulehår. Der var fire klubber på samme pointtal, 03’erne, 93, Næstved og Brønshøj (32 point), men de to førstnævnte fik oprykningen på bedste målkvotient. Hvis man havde afgjort pointlighed på samme måde som i dag (målscore frem for kvotient) havde Næstved og Brønshøj rykket op! Sjællænderne havde en 1-måls bedre målscore end B.1903 og Brønshøj, og Hvepsene havde scoret flere mål end 03’erne.

Således gik BB glip af 1. division, men til gengæld debuterede den driftssikre og konstruktive Lohse på landsholdet. Det var i forbindelse med landskampen i maj i Idrætsparken mod Curacao. Den lille caribiske ø-nation var, ifølge Frits Ahlstrøm, blevet lovet guld og grønne skove hvis de kunne vinde over Danmark, men et Henning Enoksen-mål kort før tid spolerede drømmen, og danskerne vandt med 3-2. Curacaospillerne græd efter sigende i omklædningsrummet bagefter.

Fine landskampresultater og oprykning med Brønshøj

Der var nu ikke meget at glæde sig over på den danske side. Spillet havde været ret ringe og man var bagud ved pausen. Så gik det bedre i de næste landskampe, hvor Finland blev besejret med 4-1, og især mod stærke Vesttyskland, hvor Danmark opnåede uafgjort 1-1. Benny Lohse spillede særdeles stærkt i en halfbackkæde med tårnhøje Hans Christian Nielsen og den debuterende Bent Hansen. Danskerne var overraskende bedst og kunne have vundet med lidt mere medgang fra dommerens side. Senere på året var Benny med i den meget berømte 4-4-landskamp mod Sverige på Råsunda.

Lohse var da også med i opløbet om en plads i Arne Sørensens OL-trup i 1960, men måtte nøjes med to kampe på B-landsholdet. Danskerne vandt den ene med 6-0 over Finland på bl.a. to mål af Bennys klubkammerat Erik Nielsen (Kents far).

Brønshøj fortsatte stormløbet mod 1. division, og var mest scorende hold i 1959 og 60, hvor det blev til fjerdepladser. I 1961 lykkedes det endelig. Drengene fra Utterslev Mose nettede hele 65 gange i 22 kampe, heraf 23 kasser af topscoreren Jørgen Petersen. Det var klart bedre end AB, der blev distanceret på andenpladsen med hele 6 point.

En meriterende 6. plads i oprykningssæsonen 1962 markerede Brønshøjs bedste placering gennem tiderne.

Benny Lohse kom igen ind omkring landsholdet da Poul Petersen blev landstræner, og spillede 2. halvleg i en fremragende 4-1-sejr over Holland i 1962, hvor Lohse afløste en skadet Bent Hansen i pausen. Han sad på bænken i 5 landskampe dét år og yderligere 3 i 1963, men blev stående på 6 A-landskampe for Danmark. Lohse er dermed placeret som (delt) nummer 4 på listen over Brønshøjspillere med flest optrædener i rød-hvidt, kun overgået af Per Røntved (21), Ove Andersen (12) og Finn Laudrup (10). Dertil kommer de omtalte 2 B-landskampe og desuden 3 U-landskampe (i 1957).

Benny opnåede også en række kampe for Alliancen, som var de lidt mindre københavnske klubbers modstykke til Stævnet.

Efter at støvlerne røg på hylden i 1969 sad Benny Lohse i en menneskealder i Brønshøjs ledelse, og han var træner i klubben i årevis. Han er, uhyre fortjent, i Brønshøjs ”Wall of Fame”. Han gik bort i 2004.

I dag er det en fest at gå til Brønshøjs hjemmekampe i 3. division i Tingbjerg Idrætspark. Et talstærkt og entusiastisk publikum bakker op om deres Hvepse og skaber en fantastisk og medrivende stemning. Det havde glædet den gamle kæmpe.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce