
Han var Arsenals store stjernehåb: I dag ugleset og udskammet
Rix og Brady var det store sus
Graham Cyril Rix bliver 69 år i dag.
351 ligakampe for Arsenal og 17 optrædener på det engelske landshold. Tiljublet som engelsk fodbolds største talent og vinder af FA Cuppen. Alligevel i dag unævnelig blandt Gooners, og i realiteten en mand de fleste ønsker at glemme.
Graham Rix kom fra Doncaster, men kom ind i professionel fodbold igennem Arsenals udviklingssektor. I 1977 debuterede han som 19-årig og fortrængte snart klublegenden George Armstrong fra pladsen som venstre wing.
Rix var en hurtig og teknisk særdeles velfunderet kantspiller, og han fandt ind i et stærkt og slagkraftigt samarbejde med Arsenals blændende playmaker, Liam Brady. De to kreerede forarbejdet til det afgørende mål i FA Cup finalen mod Manchester United i 1979. Dén finale der fandt sin afgørelse på 5 hæsblæsende slutminutter, hvor United scorede to gange og så ud til at trække opgøret i forlænget spilletid. Hvorefter Alan Sunderland scorede i de døende sekunder på et indlæg fra Graham Rix.
Skæbnen ville, at både Rix og Brady brændte deres forsøg i den straffesparkskonkurrence, hvor The Gunners mistede trofæet i finalen i Europa Cup turneringen for pokalvindere mod Valencia året efter. Mesteren og lærlingen triumferede og led nederlag i fællesskab.

Bedre end Hoddle?
Da mentoren Brady rejste til Juventus, overtog Rix lederskabet på Arsenals midtbane. Den tidligere lærling debuterede for England i 1980, og var fast mand under VM i Spanien i 1982. Han var også med mod Danmark i EM-kvalifikationskampen i Idrætsparken samme år. Opgøret var Bobby Robsons debut som landsholdets manager. Jesper Olsen satte, som bekendt, fodbold-Danmark på verdenskortet med et solomål kort før tid. I 1983 blev Rix udpeget som anfører i Arsenal af manager Terry Neill.
Læs alt om Terry Neill her: Fantastisk spiller – sløj manager
Graham Rix opfattedes almindeligvis som Englands næste helt store midtbanestjerne, og når Arsenal og Tottenham tørnede sammen i det traditionsrige Nordlondon-derby, chantede Arsenals fans: ”Rix is better than Hoddle”. Men det passede nu ikke. Allerede i midtfirserne gik det ned ad bakke med formen.
En række skader, især problemer med akillessenen, gav en masse bøvl, og Graham røg ud af holdet – og i 1988 helt ud af klubben.
Efter nogle sæsoner i mindre klubber i Frankrig og Skotland lagde midtbanekreatøren støvlerne på hylden og blev coach i Chelsea. Trods en på mange måder fin karriere var det en nærliggende opfattelse, at han aldrig helt opnåede sit fulde potentiale.
Skandalerne
Og så begyndte skandalerne. I 1993 blev Rix idømt et års fængselsstraf for seksuel omgang med en mindreårig. Og siden florerede ubehagelige historier om racistisk og voldelig adfærd fra hans engagement på Stamford Bridge.
Den tidligere landsholdsstjerne havde efterfølgende gennem årene forskellige managerjobs, men formåede i reglen kun at holde på dem i meget korte intervaller. Uoverensstemmelser med bestyrelser og spillere blev et tilbagevendende tema. I 2013 stod han frem i de britiske medier og proklamerede: ”Ingen vil give mig et job”.
Den mildt sagt blakkede fortid har gjort, at han i dag – i udpræget grad – er persona non grata blandt Arsenals fans. Der er ganske enkelt meget få, der vil kendes ved ham. Rix er for eksempel ikke blandt de 50 spillerprofiler på klubbens hjemmeside, som for nogle år siden blev kåret til alle tiders bedste af fansene. Selv om der i den sammenhæng er blevet plads til mindre betydningsfulde spillere (efter min bedste opfattelse) som Sammy Nelson, Steve Williams og Sylvain Wiltord.
Om folkedomstolen har stigmatiseret Graham Rix, eller om han blot ligger som han selv har redt. Det må vi overlade til den enkelte at vurdere.
Jeg vil egentlig helst forholde mig til de rent fodboldrelaterede minder. Om en ung, krølhåret, opportunistisk venstre wing, der stod i lære hos en ren troldmand, og i glimt skabte sin egen magi.