En farvet ung fyr, opvokset i dyb fattigdom i Haiti, finder styrke i voodoo religionen og bliver matchvinder i VM-historiens største sensation.

Det er da en fed historie. Men den er et falsum, frit opfundet af en smart filmskaber. Til gengæld er den ægte historie endnu bedre. Vi prøver i stedet med de ”rigtige” rubrikker: Ung, hvid fyr i en langt overvejende sort befolkning optræder ulovligt ved VM, bliver matchvinder i VM-historiens største sensation, bliver fejret som en konge og myrdet af sin præsident. Det er den autentiske beretning om Joe Gaetjens.

Joseph Edouard Gaetjens voksede op i en privilegeret hvid familie af tysk afstamning i en af verdens fattigste hovedstæder, Port-au-Prince i Haiti. 

I 1800-tallet var der talrige slaveoprør på de franske øer i Vestindien og Caribien. De blev alle knust med hård hånd, undtagen i Haiti. Nationen, der udgør cirka halvdelen af øen Hispaniola, blev etableret i 1804 efter års kamphandlinger, hvor den franske kolonimagt ikke havde ressourcer til at fastholde magten. Desværre grupperede de frigjorte slaver sig hurtigt i en smal overklasse, hovedsageligt bestående af frihedskampens officerer, og så den store masse af arbejdere og fodsoldater der kom til at udgøre en ludfattig underklasse. 

Gaetjens’ slægt tilhørte Haitis ret lille gruppe etniske hvide. Familien udsprang fra en tysk diplomat og forretningsmand, der havde skabt en formue i Port-au-Prince i tiden efter revolutionen. Joes helt store passion var fodbold, og allerede i en alder af 14 år fik han debut for Etoile Haïtienne, dengang en af landets største klubber. Han var stor og solid, teknisk god og især begunstiget med et fremragende hovedspil. Det vides ikke hvor mange mål, Joe scorede for Etoile i årene 1938-47, men det har ikke været få. Han vandt to mesterskaber med sin klub og spillede to landskampe for Haiti, der imidlertid havde et ekstremt svagt landshold.

Spillede ulovligt for USA

I 1947 rejste Gaetjens til USA og fik en professionel kontrakt med Brookhattan i New York. Siden 1930’erne havde man i de forenede stater forsøgt sig med en professionel ”soccer-liga”, ALS. Amerikanerne havde været med ved det første FIFA-verdensmesterskab i Uruguay i 1930 og opnået en delt tredjeplads. 

Den europæiske udgave af fodboldspillet havde dog ikke de mest lukrative vilkår i konkurrencen med de mere traditionelle sportsgrene som baseball og football, men i efterkrigstiden var der stor appetit på atter at vise Stars and Stripes frem ved et verdensmesterskab, og forbundet sigtede på slutrunden i Brasilien i 1950. Det gjaldt om at stille et så slagkraftigt hold som muligt, og man rettede blikket mod Gaetjens, der hurtigt blev en kæmpe succes i Brookhattan, med 42 mål i 64 kampe. Der var imidlertid et problem. Joe var ikke amerikansk statsborger og som sådan ikke spilleberettiget. 

Da Joe blev født, var Haiti underlagt amerikansk militær okkupation (den blev først ophævet i 1934), men det legitimerede ikke hans optræden på USA’s landshold. Forbundet bryggede så en historie om, at Gaetjens var ved at søge om statsborgerskab, hvilket var komplet løgn, og så blev han indrulleret i den amerikanske VM-trup. 

Forhåndsforventningerne var ikke høje. Men USA slap pænt fra det første puljeopgør i Coritiba, hvor Spanien vandt med 3-1 på blandt andet et mål af legenden Telmo Zarra. Men amerikanerne kæmpede forbilledligt og havde ført opgøret indtil 10 minutter før tid. Alligevel regnede alle med, at opkomlingene ville blive kørt totalt over i den næste kamp mod favoritterne England.

Sensationen i Belo Horizonte

Det var første gang, fodboldens moderland stillede op ved et verdensmesterskab. Indtil da havde England opretholdt en overlegen attitude ift. FIFA. Man mente ikke at der var mening i at stille op ved internationale mesterskaber, hvor modstanden var langt mere inferiør i forhold til den traditionelle Home Nations Cup. Men i tiden efter verdenskrigen blødte FA (det engelske fodboldforbund) op i sin isolationisme. Resultaterne i tiden op til VM havde været opmuntrende. Især en opvisningsmatch mellem Storbritannien og Europa på Hampden Park i 1949 nærede optimismen. Briterne overvandt kontinentets udvalgte, der havde danske Carl Aage Præst og Poul Petersen på holdet, legende let med 6-1. England slog da også planmæssigt Chile i den første gruppekamp (2-0). Optimismen var i top.

Der var kun 10000 tilskuere på Independencia i Belo Horizonte, men de fik et uventet og overrumplende drama. Walter Winterbottom sparede en halvskadet Stanley Matthews, men selv uden ”The Wizard” havde englænderne et fremragende hold med stjerner som Tom Finney, Wilf ”Golden Boy” Mannion, Stan Mortensen og Billy Wright. USA måtte være en formssag. 

Amerikanerne forsvarede sig imidlertid kløgtigt og fik lukket effektivt ned for de giftige engelske fløje. Så kom chokket. I det 38. minut tog halfbacken Walter Bahr chancen med et skud langt udefra. Wolverhampton-keeperen Bert Williams havde godt styr på fart og retning, men så kastede Gaetjens sig modigt ind i skuddet og drejede den med hovedet ind i kassen bag den overraskede Williams. USA – historiens mest undertippede mandskab – havde scoret og bragt sig foran mod VM’s storfavoritter. 

Resten af kampen formede sig som et krampagtigt pres mod amerikanernes mål. Englænderne forventede – eller håbede – at modstanderne ville løbe tør for kræfter i slutfasen, ligesom mod Spanien. Men det skete ikke. Til sidst kastede kæmpen alt ind i desperation, men den amerikanske målmand, Frank Borghi, der oprindeligt var baseballspiller, klarede ærterne. USA stod imod. Goliath faldt mod dværgen David, og publikum i Belo Horizonte troede knapt deres egne øjne. Joe Gaetjens’ navn var på alles læber. Til dato er Englands forsmædelige nederlag VM-historiens største sensation.

Undskyldningerne stod i kø. Varmen, banen, dommeren. Der var meget i vejen. Men i den sidste puljekamp tabte englænderne til Spanien, og så var den potte ude. 

USA leverede et heroisk comeback i deres sidste opgør, fra 0-2 til 2-2 mod Chile, men til sidst sejrede sydamerikanerne, med den store Newcastle United stjerne George Robledo i spidsen, med 5-2. 

Folkehelt brutalt myrdet

Joe Gaetjens skrev kontrakt med Racing Club Paris og opholdt sig i et par år i Frankrig, men valgte så at rejse hjem til Haiti i 1953. Her blev han modtaget og fejret som en konge. Han spillede igen for Etoile Haïtienne og gjorde et kort comeback på Haitis landshold i en VM-kvalifikationskamp, der understregede nationens svage standard. Mexico vandt med 4-0 i Port-au-Prince. Nogle måneder forinden var det faktisk gået haitianerne endnu værre. Da sejrede mexicanerne med hele 8-0 i Mexico City. 

Støvlerne røg på hylden i 1957, men Joe blev en succesrig træner, og etablerede desuden en kæde af vaskerier. Men i sommeren 1964 gik alt galt. 

Den brutale diktator Francois ”Papa Doc” Duvalier kom til magten, og Gaetjensfamilien, der havde politiske forbindelser til oppositionen, flygtede til nabolandet Dominikanske Republik. Joe var imidlertid overbevist om, at hans status som folkehelt ville være tilstrækkelig beskyttelse imod repressalier. Men han tog fejl. Papa Docs frygtede specialpoliti, ”Tontons Macoutes”, arresterede Gaetjens den 8. juli 1964. Fodboldstjernen blev indsat i torturfængslet Fort Dimanche og aldrig set igen. Han forsvandt simpelthen sporløst. 

En amerikansk spillefilm fra 2005 fremstillede et næsten absurd skævvredet portræt af Joe Gaetjens, der blev proppet ind i en fiktiv skabelon. Det var der ingen grund til. Virkeligheden var meget vildere.