Vecchio Maestro
Denne artikel handler om en af fodboldverdenens mest betydningsfulde trænerpersonligheder gennem tiderne.
Italienske Vittorio Pozzo blev allerede mens han var i tyverne anerkendt i italiensk fodbold som en fremsynet og innovativ taktiker. I 1912 blev han sat i spidsen for det første italienske landshold i en stor international turnering. OL i Stockholm blev dog ikke nogen succes for Gli Azzurri, der tabte i første runde til upåagtede Finland. Efter den olympiske skuffelse vendte Pozzo tilbage til sit civile job på Pirelli-fabrikken i Milano. Sideløbende trænede han Torino. Her udviklede Pozzo en ny taktisk tilgang til det traditionelle 2-3-5 system, der var fremherskende på den tid.
Det blev en defensiv, kontrollerende variant, som man kan kalde WW-systemet, hvor der opereredes med at holdets to innerwings blev trukket tilbage på midtbanen.
Atter i 1921 og i 1924 blev Pozzo hyret som national coach. Landsholdet blev, som i alle andre nationer, udtaget af en komité, men Pozzo nød så stor tillid, at han blev set som en samlingsfigur blandt de mange italienske fraktioner, og han havde relativt meget stor indflydelse på landsholdets sammensætning. Selv om OL i 1924 heller ikke bød på det helt store, afgørende gennembrud for italienerne, så gav pressen og fodboldfolket Pozzo tilnavnet ”Vecchio Maestro” – den gamle mester.
I 1930 vandt Italien, nu for fjerde gang med Pozzo i trænersædet, den Centraleuropæiske landsholdsturnering, og i både 1934 og igen i 1938 lykkedes Italien med at blive verdensmester. En blanding af den gamle mesters taktiske snuhed, nationalisering af flere uruguayanske klassespillere samt en kontroversiel politisk påvirkning af dommerpræstationer i afgørende opgør, dannede grundlag for en stribe store triumfer. Også OL i 1936 i Berlin blev vundet af Italien. Det er hævet over enhver tvivl, at det italienske landshold rummede en kolossalt høj kvalitet, men spillets udmøntning blev ofte kynisk og destruktivt. Pozzo har indiskutabelt haft en stor indflydelse på den tidlige udvikling af de grundlæggende defensive tilgange, der har sat sit præg på støvlelandets historiske taktiske kalibreringer.
Il Maestros tilknytning til fascismen har været genstand for megen debat og polemik. Det må imidlertid konkluderes at mestertræneren ikke var medlem af Mussolinis parti.
Lange John blev Mesterens banemand
Efter krigen stod Vittorio Pozzo i spidsen for rekonstruktionen af det italienske landshold, der umiddelbart fortsat fremstod som et af de stærkeste i verden. Men et nederlag på 0-4 til England i 1948 i det berømte ”Battle of Torino” satte ham under kraftigt pres. Den olympiske turnering i London samme år skulle give træneren og nationen oprejsning. Eftersom OL naturligvis var forbeholdt amatører, stillede Italien med en blanding af et B- og U-landshold.
Men det danske landshold kom i vejen for de forsvarende olympiske mestre. I den berømte kamp på Highbury den 5. august 1948 nettede Frems lange forward John Hansen 4 gange, og OL-kvartfinalen blev vundet af Danmark med 5-3. Selv om det italienske mandskab ikke havde topkvalitet, så blev nederlaget alligevel modtaget med stor skuffelse og frustration i støvlelandet. Detroniseringen kom til at medføre en større import af skandinaviske spillere til den italienske liga.
Af den danske startopstilling på Highbury kom hele 7 mand til italiensk fodbold indenfor de næste par år: Axel Pilmark, Dion Ørnvold, Ivan Jensen, Johannes Pløger, Carl Aage Præst, Karl Aage Hansen og målslugeren John Hansen. Og fra bænken yderligere tre: Jørgen Leschly Sørensen, Erling Sørensen og Hans Colberg.
Til gengæld blev kvartfinalen endestationen for Vittorio Pozzos lange æra som landstræner. Hans prestige og renommé overlevede ikke nederlaget. Il Vecchio Maestro fik i stedet arbejde som journalist.
Året efter, i 1949, var han blandt de vidner der måtte identificere resterne af de omkomne på Supergabjerget, da Torinos formidable mesterhold – ”Gran Torino” – så tragisk mødte sit endeligt i det forfærdelige flystyrt. Den rædselsvækkende begivenhed satte et dybt aftryk i den gamle mesters bevidsthed.
Han gik bort i 1968, 82 år gammel.
