”Toldi, Toldi, Toldi”. De 34000 tilskuere på Nep Stadion i Budapest brøler ekstatisk ned mod deres elskede landsholdscenterforward. Ungarn er en fodboldnation i massiv sportslig fremgang i mellemkrigstiden, og Toldi er nationens dygtigste spiller. 

Geza Toldi er ikke bare høj, stærk og flot. Han er fuldkommen frygtløs og en evig kilde til uro i ethvert modstanderforsvar. Hans hovedspil er eminent og han har et sandt kanonskud i sit personlige arsenal af kompetencer. Når han moser rundt, er han umulig at tæmme. Han løber lettere foroverbøjet med hovedet først, som en stangende tyr i affekt. Publikum kalder ham derfor ”Tyren”. Modstandere og dommere gør klogt i ikke at tirre den vrede tyr unødigt. Toldi har et voldsomt og gnistrende temperament. Fodboldfolket elsker ham. Han giver altid alt hvad han har for Ungarn og for sin klub, Ferencvaros. For at fuldende billedet af den fightende forward, er han blevet udstyret med navnet ”Toldi”, der også er navnet på en ungarsk sagnhelt. Én af dem der i myterne smider med møllesten og knuser trolde med de bare næver. 

Geza ser sig stolt omkring. Så sænker han nakken og gør klar til endnu et tyreløb mod fjendens mål.

I virkeligheden hedder Geza Tunikold. Men familienavnet klingede lidt for tysk, og vibrationerne mellem magyarerne og deres tidligere Habsburgske herskere i mellemkrigstiden var ikke ret positive. Ferencvaros’ træner bestemte derfor at den unge Tunikold skulle bære navn efter den mytiske titan. Det passer perfekt.

Toldi voksede op i et pænt middelklassehjem i Budapest og uddannede sig indenfor det ungarske embedsværk. Men det var fodbolden der blev hans skæbne. Han debuterede for Ferencvaros som 19-årig i 1928 og kom allerede på landsholdet året efter. Den første optræden for Nemzeli Tizenegy – den nationale ellever – blev aldeles karakteristisk. De olympiske sølvvindere fra Schweiz med de legendariske Abegglen brødre blev besejret i et seværdigt og opslidende bråvallaslag i Bern. Magyarerne vandt med 5-4, og det afgørende mål blev sat ind af Toldi på et kanonskud kort før tid. I samme øjeblik han havde sendt kuglen i kassen, styrtede han i græsset med krampe i begge ben efter en sand bersærkerpræstation. Der er ikke noget at sige til, at det ungarske folk tog ham til deres hjerter.

Med Ferencvaros vandt Toldi 4 mesterskaber og 4 pokalturneringer, og kronen på værket blev triumfen i Mitropa Cuppen, en forløber for de europæiske cupturneringer, i 1938, hvor Toldi spillede sit livs kamp i semifinalen mod italienske Bologna og scorede tre afgørende mål for de grøn-hvide. 

På landsholdet blev det til 46 kampe og 25 mål. Toldi spillede i Ungarns angreb både ved verdensmesterskabet i 1934 og 1938, men han blev skammeligt droppet til VM-finalen i Paris i det sidstnævnte år, hvor Ungarn tabte til Italien. Bænkepladsen blev et forvarsel om, at karrieren lakkede mod enden efter et tiår som landets førende fodboldstjerne. I begyndelsen af 1940’erne etablerede Toldi sig som spillende træner. Temperamentet kunne fortsat komme i kog, men med alderen blev han mere kølig og i stand til at profitere af sit sublime overblik. 

Da det forbryderiske fascistiske Pilekors parti fik magten i Ungarn og tvang landet i krig på Tysklands side, blev fodboldhelten indkaldt til hæren og udstyret med rang af løjtnant. Han tog del i de desperate kampe mod den Røde Armé i og omkring Budapest og blev såret. Den efterfølgende kommunistiske magtovertagelse og russiske besættelse huede ikke den borgerlige Toldi, og da han i 1949 fik muligheden for at komme til Finland som træner, pakkede han hustruen Lilly (der var en berømt sangerindecelebritet) og datteren Susi, og så sig ikke tilbage. Trænerengagementet i finske Vaasa blev en overvældende succes, og Toldifamilien besluttede sig for ikke at vende tilbage til øst for jerntæppet, og fik dermed officiel status af flygtninge.

Efter to år i Finland kom Geza Toldi så for første gang til Danmark, der skulle blive hans andet fædreland.

Det blev OB’s lod at rette henvendelse. Ved en fejl fik odenseanerne oplyst navnet Foldi, og da de spurgte en herboende ungarsk kontakt om det var ”en man kendte til i Ungarn” svarede manden heldigvis, at hvis det var Toldi og ikke Foldi der var tale om, så skulle OB skynde sig at få ham på kontrakt. 

Som træner var Geza Toldi en blanding af jovialitet og autoritet. Han tillod sine spillere at sige ”du” og ”Geza”, men på træningsbanen var der ikke skygge af tvivl om hvem der bestemte. Bag den imødekommende og åbenhjertige facade gemte sig en stolt, ærekær og stædig personlighed. Han var altid omklædt til træning og gik forrest. Man løb ikke om hjørner med Toldi. Men de danske amatørspillere fandt hurtigt ud af, at hvis man ville opnå trænerens respekt, så måtte man bestille noget. 

OB lå håbløst nummer sidst, da Toldi tog tøjlerne i 1951. De glade dage med det offensive spil med Jørgen Leschly Sørensen og Svend Jørgen Hansen var omme. Begge var blevet professionelle i Italien. I stedet skulle der løbes, fightes og organiseres. Toldi kreerede en defensiv taktik med et tungt bolværk foran keeperen Børge Hylle. Og spillerne kom i uhørt god kondition. Der er ingen som helst tvivl om, at det var en metamorfisk forvandling af det før så glade og levende angrebsspil som OB havde stået for i årevis, men det var nødvendigt. Og det blev en bragende succes. OB var ikke til at nedbryde og ”de striwede” rykkede støt op igennem rækken og sluttede på en fornem sølvplads. Trods negativ målscore.

DBU anerkendte Toldis enorme kompetencer og ansatte ham til at træne med provinsens bedste spillere op til OL i Helsinki. Ligesom Carl Skomar’ Hansen, der coachede københavnerklubbernes elite, måtte ungareren erfare, at unionen ikke ville have ham med til den finske hovedstad. Ligesom Carl Sko var Toldi jo tidligere professionel… Gad vidst om Danmark kunne have vundet en olympisk medalje med en af de to – eller begge i samarbejde – ved roret? I stedet blev idrætsforskeren Aksel Bjerregaard sat i spidsen for landsholdet. Selv om han ikke havde en pind forstand på taktik.

Efter yderligere to gode sæsoner i OB, og en smuk tredjeplads i 1. division i 1953, skrev Toldi kontrakt med den klub, som hans navn for altid vil være forlenet med her i Danmark: AGF.

I Aarhus kom Toldi til at råde over et rutineret, men sultent mandskab. AGF havde aldrig vundet det danske mesterskab, og tørstede efter at bringe trofæet til Jylland. Den defensive base var gennemsolid. Det var med spillere som Henry From, Per Knudsen, Hans Christian Nielsen, John Amdisen og Jørgen Olesen. Senere kom bl.a. Bjarke Gundlev med. I angrebet huserede dygtige spillere som Gunnar Kjeldberg, Peder Kjær og brødrene John og Erik Jensen. Og til at organisere hele baduljen blev kaptajnen Aage Rou Jensen Geza Toldis forlængede arm på banen. 

Alt gik op i en højere enhed, og AGF vandt the Double – både mesterskab og pokalturneringen i Toldis første sæson, 1955. Året efter var AGF nærmest uovervindelige og gentog mesterskabstriumfen. Så tog tingene en trist udvikling. 

AGF var blevet inviteret til Ungarn, hvor man gerne ville se den gamle nationale helts danske disciple. Toldi var i syv sind. På den ene side længtes han frygteligt efter at gense sit fødeland, men på den anden side var han nervøs for om de kommunistiske magthavere ville nægte ham udrejse. Enden på dilemmaet blev, at spillerne måtte rejse til Budapest uden Toldi, hvor de blev massakreret på det massivt udbyggede Nep Stadion, hvor 103000 tilskuere bevidnede at Toldis gamle klub, Ferencvaros (nu under navnet Kiniszi) tævede AGF med 10-0. Folket kaldte med det gamle kampråb ”Toldi, Toldi”, men Geza selv sad hjemme i Fredensvang, hvor hans temperament kogte over i forbindelse med en ophedet diskussion med AGF’s formand Søren Nielsen. Da spillertruppen returnerede fra Ungarn, var deres træner rejst.

Toldi fik en økonomisk lukrativ kontrakt med den egyptiske klub Zamalek, men den arabiske mentalitet harmonerede slet ikke med ungarerens. Efter halvandet år måtte han nærmest flygte ud af Egypten og give afkald på væsentlige løntilgodehavender. Toldi brugte selv betegnelsen ”Cirkus Toldi” om hans og familiens nordafrikanske genvordigheder. Ydmygelsen satte sig dog ikke i den ærgerrige træner, der ikke var mæt på eventyr. Det belgiske fodboldforbund blev Toldis næste arbejdsgiver. Det blev imidlertid ingen succes. Det belgiske landshold var sovset ind i konflikter mellem flamlændere og valloner, og forbundet blandede sig ideligt og forstyrrende i landstrænerens arbejde. Efter kun 1 år opsagde ungareren samarbejdet og trænede i stedet bundholdet Berchem i to sæsoner.

”Jeg følte mig aldrig rigtig hjemme og tilpas i Belgien” udtalte Toldi senere. Det var som om, at ringen måtte sluttes i Danmark. Minsandten om ikke lederne i AGF slugte et par kameler og tilbød deres tidligere kapacitet en ny kontrakt. Toldi vendte tilbage til boligen i Viby og førte et gennemrutineret AGF-hold til endnu en Double i 1960 og derefter pokaltriumf i 1961. Blandt AGF’s gamle garde er der ingen tvivl om, at det var Jørgen Olesen, der var Toldis yndlingsspiller. Halfbackens pålidelighed, fightervilje, nærkampstyrke og udholdenhed var efter trænerens hjerte. Og Olesen blomstrede op og fik comeback på landsholdet – som 38-årig.

I de to næste sæsoner måtte De Hvie’ gennemgå et større generationsskifte. De garvede veteraner blev byttet ud med folk som Bent Martin, Bent Wolmar og Jørn Bjerregaard, og kanonskytten Henning Enoksen kom til fra Vejle. 

Efter at have forestået denne proces på en vellykket facon, ragede Toldi desværre atter uklar med klubledelsen og sagde sin kontrakt op i 1964. Siden trænede den tidligere verdensstjerne mindre århusianske klubber som Viby og Skovbakken, og havde en kort periode i B.1909. Trænergerningen sluttede i Brædstrup i 1975.

Det var som om, at der manglede at blive sluttet endnu ”en ring” i Toldis liv. Manden der fik sit ansigt præget på ungarske pengesedler og opnåede en popularitet og legendestatus i sit land, der kun er overgået af Ferenc Puskas. Og som berigede dansk fodbold med sit suveræne taktiske overblik og stærke personlighed. Længslen efter pusztaen og paprikakyllingerne i restauranterne ved Donaus bred fortog sig aldrig. Der var imidlertid løbet så meget vand i åen, eller Balatonsøen, siden Toldis udrejse fra Ungarn i 1949, at den ungarske regering bad ham om at vende hjem, så han kunne tilbringe sit otium i Budapest. Folkets ”Tyr” vendte hjem. Og her døde Geza Tunikold ”Toldi” i 1985.