I dag skal det handle om VM i USA i 1994.

Det var imødeset med spænding – og en hel del skepsis – da historiens 15. verdensmesterskabsslutrunde skulle afholdes i USA.

Amerikanerne har en historik med adskillige fallerede, om end stort anlagte, liga-eventyr, og vi skal tilbage til 1950 for at finde et USA-landshold der har spillet en rolle i VM’s historie (da Joe Gaetjens sensationelt sendte England ud af VM i Brasilien).

MLS-ligaen startede imidlertid i 1993, og amerikanerne kunne præsentere en række stadions med fine faciliteter og stor publikumsinteresse.

Danmark klarede ikke kvalifikationen til at deltage i ”Guds eget land”.

Trods status som europamestre smed Richard Møller Nielsens udvalgte muligheden på gulvet med svage præstationer i Baltikum, og i den sidste ende skubbede José Maria Bakero ustraffet til Peter Schmeichel i forbindelse med et hjørnespark i den afgørende match i Sevilla, hvor Spanien – med 10 mand i 80 minutter – sejrede med 1-0 og slog de danske drømme itu.

Helt uden dansk deltagelse blev slutrunden dog ikke, idet dommer Peter Mikkelsen repræsenterede nationen i to kampe.

Nogle af slutrundeopgørene blev afviklet i over 40 graders varme med ca. 40 % luftfugtighed, men det var ikke den største skandale. Den fandt sted uden for grønsværen og end ikke på amerikansk territorium.

Myrdet efter selvmål

Fodbold og fanatisme er desværre tæt forbundne begreber. Hooliganisme, vold og hærværk har gennem tiderne sat sit præg på spillet og kulturen omkring de store turneringer. Men VM i 1994 bragte alligevel en hidtil uset grad af råhed og kynisme i sit kølvand.

Baggrunden var Colombias forsøg på at gå videre fra den indledende pulje A, der blev afviklet i Michigan og Californien. Gruppen var tæt og jævnbyrdig, men et colombiansk 2-1-nederlag til værtsnationen USA blev afgørende.

Den sydamerikanske forsvarsspiller, Andres Escobar, blev kampens uheldige figur, da han kom til at lave selvmål. Selve miséren var ret klassisk.

Hjemmeholdets wingback, John Harkes, sendte et giftigt indlæg ind i den colombianske boks, hvor Escobar, der spillede sin landskamp nummer 50, i et forsøg på at cleare, kom til at sende kuglen i eget net bag keeperen Cordoba.

Colombia måtte rejse hjem, men få dage efter hjemkomsten blev den ulykkesfuglen Escobar skudt ned på en parkeringsplads bag en natklub i Medellin. Skytten satte seks kugler i forsvarsspilleren og råbte ”Gol!”, altså ”Mål” efter hvert skud.

Senere blev en mand med tæt tilknytning til narkokartellet dømt for det overlagte mord. Motivet var – vist nok – hævn for at have tabt en større sum penge på Colombias nederlag.

Der blev spekuleret i, at drabet var blevet beordret af en af narkobosserne, men det blev aldrig påvist. Morderen blev idømt 46 års fængsel, men lukket ud efter 10, og siden dræbt af skud i 2026.

Andres Escobar blev fulgt til graven af 150000 mennesker og skænket tilnavnet ”El Caballero del Futbol”, fodboldens ridder.

Doping standser Diego

Mordet på Escobar var bizart og grotesk, men VM’s andet store skandaleforløb var også næsten absurd.

Megastjernen Diego Maradona var udset til at føre Argentina til den tredje VM-finale i træk, men El Diego havde længe levet et liv i overhalingsbanen med kokain og andre usunde vaner.

Han tabte sig hurtigt og voldsomt op til slutrunden og så ud til at have ramt form og fitness i argentinernes første puljekamp mod Grækenland. ”Den Gyldne Dreng” scorede og løb ud til kameraerne ved sidelinjen for at råbe i triumf.

Billederne af den jublende Maradona sad endnu på nethinden, da skandalen rullede nogle dage senere. Dopingkontrollen afslørede at verdens bedste fodboldspiller havde tyet til efedrin for at booste formen, og så klappede fælden.

Matchen mod Nigeria, hvor Maradona lagde op til Claudio Caniggias sejrsmål, blev El Diegos 91. og sidste. Han måtte grædende forlade slutrunden i skam og fornedrelse, selv om han rasende bedyrede sin uskyld.

Nogen sammensværgelse var der nu næppe tale om. Men uden Maradona var Argentina ikke meget bevendt. Rumænien slog sydamerikanerne ud i 1/8 finalen.

Var det danske landshold ikke til stede i USA, så var Norden stærkt repræsenteret af Norge og Sverige. Det primitive spil med lange bolde og fysisk styrke, gjorde nordmændene til en ubehagelig og vanskelig modstander. Uafgjort i den sidste gruppekamp mod Irland var dog ikke tilstrækkeligt til videre avancement.

Til gengæld havde Sverige et både mere velspillende og succesrigt mandskab. Med angribere som Tomas Brolin, Kenneth Andersson og Martin Dahlin imponerede de blå-gule og nåede helt frem til semifinalen, hvor et Romario-mål 10 minutter før tid dog sendte Brasilien i finalen (hvor de slog Italien på straffekonkurrence).

Svenskerne vandt bronzemedaljerne med en overbevisende 4-0-sejr over en anden VM-overraskelse, Bulgarien.