Arsenal slår vild rekord
Arsenal er videre i FA Cuppen efter en hårdt tilkæmpet sejr mod Mansfield, men kampen bød også på historieskrivning fra to 16-årige.
Mikel Arteta havde skiftet ni spillere i forhold til den seneste kamp mod Brighton, og han gav en startplads til både Marli Salmon og Max Dowman – begge 16 år gamle.
For Salmon var det den første startplads for The Gunners, mens Dowman blev den yngste spiller til at starte for klubben i FA Cuppen i en alder af 16 år og 66 dage.
Ifølge BBC er det samtidig første gang, at en Premier League-klub har stillet op med to 16-årige i startopstillingen i enhver turnering.
Arteta roser unge talenter
Dermed har Marli Salmon og Max Dowman været med til at skrive historie.
– Jeg er meget stolt af ham (Dowman, red.), og jeg er også meget stolt af Marli. To 16-årige, der starter i FA Cuppen. Det siger meget om dem, deres personlighed og deres kvalitet. Jeg synes, at Max var fænomenal, sagde Mikel Arteta efter kampen.
Samtidig er Arsenal den klub i Europa, der har vundet flest kampe i denne sæson. Klubben er oppe på 35 sejre, og det er samtidig også ny rekord i en sæson under Mikel Arteta.



















