Da Sepp Piontek døde den 18. februar, strømmede det ind med smukke og fortjente nekrologer.

I dag ville Sepp være fyldt 86 år.

Frem for at gentage hyldesten fra for et par uger siden, har jeg, i dette skriv, forsøgt at forholde mig som historiker til den tidligere landstræners betydning for dansk fodbold. Jeg har fokuseret på tre nedslag:

Mandskabsbehandling

Det taktiske

Det kulturelle aftryk

Artiklen fortsætter efter videoen.

Den disciplinære diktator

Lad det være slået fast med det samme: Pionteks forgænger Kurt Nielsen (gen)skabte spillelysten/glæden ved at optræde på det danske landshold. Men Kurts projekt flugtede ikke ret godt med at opretholde en fornuftig grad af disciplin. Selv om hovedparten af spillerne var professionelle, var adfærden og tilgangen hyggeamatøristisk.

Det gjorde træningssamlingerne festlige, men der manglede i udpræget grad seriøsitet, hvilket fik den unge, talentsprudlende generation på landsholdet, personificeret i Preben Elkjær, Frank Arnesen og Søren Lerby til at stejle. De var vant til et kompetitivt og ret barsk professionelt fodboldmiljø i hverdagen, og de fandt det vanskeligt at respektere den gemytlige ”Nikkelaj”. Så kom Sepp.

Der blev ændret på mangt og meget på landsholdet, da Piontek tog over i efteråret 1979. Rent strukturelt blev DBU’s procedurer omkring udtagelsesproces og taktisk ansvar omdannet. Sepp blev ”diktator”, dvs. at han kunne agere uden indblanding fra en udtagelseskomité. Det bidrog utvivlsomt til at underbygge den nye træners autoritet fra begyndelsen.

I sommeren 1980 kaldte landstræneren og DBU til træningslejr for landsholdsemnerne i Nysted. Spillerne poserede for hoffotografen Per Kjærbye i nye trøjer med Carlsbergs logo. Bryggerigiganten indgik i et tæt samarbejde med DBU, og lagde økonomiske midler til bl.a. træningssamlinger og løn til landstræneren.

Desværre valgte landsholdets førstemålmand, Birger Jensen, at udeblive med en historie om at han skulle forhandle løn i Brugge. Men Sepp fulgte fortællingen til dørs og kunne konstatere, at det var løgn. Allerede inden samlingen havde Birger udtalt i alt om Sport, at han ikke gad at bruge sin ferie på at træne med landsholdet. Det medvirkede formentlig til at bringe Sepp ”på sporet”.

I øvrigt var Nysted en succes. Piontek fik lejlighed til både at praktisere træning på højt niveau, og formåede samtidig at skabe en hyggelig social atmosfære. Ud på aftenen kunne de overraskede spillere opleve en lun tysker slå stemningen an med guitar og pibe.

Udelukkelsen af Birger Jensen blev et signal om, at der var nye tider på landsholdet, hvor man ikke bare kunne melde afbud efter forgodtbefindende. Det statuerede et eksempel, der utvivlsomt havde indflydelse på spillernes mind set.

Efter de første, skuffende, resultater i 1980, dekreterede Sepp landsholdet væk fra Vedbæk og ud i beton-Brøndby. Det var ikke noget der faldt i spillernes smag. Det kan diskuteres om det havde en reel afsmitning på truppens tilgang.

Jeg hælder til, at dét materiale som Danmark på det tidspunkt rådede over, var så talentfuldt og intelligent, at spillerne godt selv kunne regne ud, at landsholdet stod med unikke muligheder for et stort internationalt gennembrud. Sepp tolkede de dårlige kampe i starten af VM-kvalifikationen som udtryk for slap dansk mentalitet og uprofessionel tilgang. Jeg er ikke overbevist. Men signalværdien var til at tage og føle på. Sepp bestemte retningen.

3-5-2 med et twist

I 1983 sadlede Piontek om taktisk. Det skete efter fodboldfaglige samtaler med Anderlecht-kliken, især Morten Olsen, der gav Sepp input fra Belgien, hvor den meget innovative Tomislav Ivic havde været foregangsmand for 3-5-2 systemet.

Det indebar, at Morten Olsen som sweeper/libero fik to deciderede mandsopdækkere foran sig. I Søren Busk og Ivan Nielsen havde Danmark de to perfekte rolleindehavere. Systemets svaghed var, at modstanderne kunne diktere hvor de to stoppere skulle befinde sig på banen, og de potentielle defensive huller måtte kompenseres med wingbacks.

Men Piontek insisterede på, at der kun var plads til 1 af slagsen. Der måtte så vælges imellem højre og venstre. Midtbanespillerne måtte skiftes til at udfylde resten. Knud Lundberg kaldte opstillingen en ”skæv falanks”. Taktikken var fræk og fleksibel, og den stillede store krav til spillernes indbyrdes aftaler og løbemønstre. Men den var først og fremmest offensiv.

Den indebar, at danskerne i boldbesiddelse angreb med 7 spillere, og det gav indlysende en klar overtalssituation på banens midte. Denne ”3-5-2 med et twist” blev platform for landsholdets fremadrettede profilering.

I enkelte tilfælde måtte Piontek justere undervejs i kampene. Det lykkedes han fornemt med i den store Grundlovsdags-dyst med Sovjet i 1985, hvor landstræneren viste overblik ved at ofre Jesper Olsen i pausen til fordel for en mere defensivt påpasselig Per Frimann.

Det lykkedes desværre mindre godt i VM-ottendedelsfinalen året efter mod Spanien, hvor Sepp satsede for voldsomt, for tidligt og for offensivt, da Danmark kom bagud. Men ”Dynamitholdets” samlede aftryk var, ikke desto mindre, massivt.

Kulturambassadør

Tænk, at en tysker skulle blive den store formidler af dansk fodboldkultur! Dynamitholdet vandt verdens hjerter i 1984 og 86 med en æstetisk og seværdig spillestil.

Sepp var oprindeligt den klassiske forsvarsmøver der var ansat til at reformere en notorisk skrøbelig dansk defensiv, men i processen genopfandt han sig selv og ”slap hestene løs”. Og lod sit hold spille det mest kreative og fantasifulde, og det mest fejende flotte og flydende angrebsspil man havde bevidnet i mands minde.  

Det er en interessant metamorfose, for den fortæller historien om, at Sepp forandrede dansk fodbold, men Danmark ændrede også Sepp. Den bryske tyske diktator blev synonym med det glade, fremadrettede fodbold. Og danskerne lærte at elske den autoritære germanske piberyger.

Det er min påstand, at ingen i historien har haft så stor betydning for det gode dansk-tyske naboforhold. Hvis det er sandt, så er det jo et excellent eksempel på hvordan kærligheden til fodbolden transcenderer sociale, kulturelle og nationale skel.

Tak. Sepp!

Her kan du læse Michael Kjærbøls nekrolog om Sepp Piontek.