Bobby Robson: Mestertræner og citatkongen
Robert William Robson voksede op i Durham i en kulminearbejder-familie og fik sin første professionelle kontrakt i Fulham i 1950. Siden fulgte knap 600 kampe for Fulham og West Bromwich Albion, samt 20 landskampe for England som innerwing.
Robson deltog ved VM i 1958 og 1962. Sidstnævnte turnering blev en personlig skuffelse, eftersom en skade forhindrede ham i at spille. Slutrunden blev en af de sædvanlige “lige ved og næsten” for Three Lions. Profilerne var spillere som Jimmy Greaves, Bobby Charlton, Johnny Haynes og Don Howe, men de senere mestre fra Brasilien stod i vejen i en underholdende og seværdig kvartfinale.
Evnerne som manager overgik den ellers udmærkede aktive karriere.
Dygtigt og metodisk opbyggede han gennem 1970’erne et særdeles slagkraftigt Ipswich Town-mandskab. Ipswich havde vundet det engelske mesterskab tilbage i 1962, men det var en døgnflue, et enkeltstående “fluke”. Ipswich var ikke en klub med stærke traditioner, prangende økonomi eller en særlig sexet spillertrup, da Bobby Robson overtog i 1968, men det ændrede sig. Med spillere som den lille målmand Paul Cooper, forsvarerne Kevin Beattie, Alan Hunter, George Burley og Mick Mills, midtbanefolkene John Wark og Brian Talbot, og med headespecialisten Paul Mariner i front, slog Ipswich igennem i 1978 og vandt FA Cuppen med en finalesejr på 1-0 over Arsenal. Siden introducerede Robson et af Europas stærkeste stopperpar, Terry Butcher og Russell Osman, og tilførte truppen de importerede hollændere Arnold Mühren og Frans Thijssen, samt forwards såsom Eric Gates og Alan Brazil.
I de tidlige startfirsere var Ipswich måske det mest seværdige engelske ligamandskab, og det blev til en triumf i UEFA Cup turneringen, men aldrig et mesterskab – selv om det var tæt på flere gange.
Da Bobby Robson blev udnævnt til engelsk landsholdstræner i 1982, gik det imidlertid tilbage for the Tractor Boys, der rykkede ud i 1986.
Robson debuterede som landsholdsmanager med 2-2-kampen mod Danmark i Idrætsparken. Det var dét opgør, hvor Jesper Olsen, i sidste minut, zigzaggede igennem det engelske forsvar med Robsons to ”egne” Ipswichstoppere, Terry Butcher og Russel Osman. Efter den afslutning var Bobby lettere rystet, og hans store respekt for det danske landshold kom tydeligt til udtryk i returopgøret på Wembley, hvor England spillede meget passivt og forsigtigt.
Senere beviste Robson sine taktiske evner ved at føre England til VM-semifinalen i 1990.
Det blev platform for en lang og succesrig trænerkarriere i Holland, Portugal og Spanien.
Lungekræft fik desværre bugt med ham i 2009.
Citaterne
Ikke mange toptrænere har været ophav til så mange morsomme citater som sir Bobby. På pressemøder havde han for vane at lukke noget frygteligt ævl ud, nogle gange med et glimt i øjet, andre gange presset af journalisternes spørgelyst.
Her kommer et lille udvalg.
”The first 90 minutes of the match are the most important”.
”We didn’t underestimate them. They were just a lot better than we thought”.
”I would have given my right arm to have been a pianist”.
”There will be a game where somebody scores more than Brazil and that might be the game that they lose”.
”I do want to play the short ball and I do want to play the long ball. I think long and short balls is what football is all about”.
”Don’t ask me what a typical Brazilian is because I don’t know what a typical Brazilian is. But Romario was a typical Brazilian”.


















