Fansene raser: Thomas Frank reagerer på kæmpe brøler
Thomas Frank har fået Tottenham-fansene på nakken, og det skyldes nu ikke længere blot skuffende resultater og præstationer på banen.
For onsdag aften dukkede der således et billede af op af den danske cheftræner i forbindelse med kampen på udebane mod Bournemouth, som har skabt røre i andedammen.
Det var i første omgang mediet London Evening Standard, der noterede sig noget helt særligt på den kop, som Thomas Frank drak af inden opgøret, mens han smilede stort.
Når man kiggede godt efter, kunne man se, at der var et logo på denne kop – og det logo var hverken Tottenhams eller Bournemouths for den sags skyld.
Det var derimod Arsenals logo, og den slags er aldeles ikke populært, når man er cheftræner for Arsenals bitre rivaler fra Tottenham.
Fansene raser – Thomas Frank reagerer
På de sociale medier væltede det ind med reaktioner fra rasende fans, der ville have Thomas Frank fyret på stedet – og ja, det skal man ikke altid lægge så meget i.
Men ikke desto mindre blev han også spurgt ind til dette billede efter kampen, hvor han måtte forklare sig over for pressen.
– Jeg lagde bestemt ikke mærke til det. Det ville være totalt dumt af mig at tage den kop, hvis jeg vidste det.
– Det er lidt trist, at jeg i fodbold bliver spurgt om det. Jeg ville aldrig gøre noget så dumt, sagde Thomas Frank ifølge Tottenham-korrespondenten Alasdair Gold.
Hvordan har han så overhovedet fået fingrene i en Arsenal-kop? Forklaringen findes sikkert i, at The Gunners i runden forinden mødte Bournemouth, som var Tottenhams modstander onsdag aften.



















