Alt peger mod det: FCK har truffet stor Neestrup-beslutning
Der er krisestemning i Parken. FC København er nede som nummer fire i Superligaen, og weekendens 0-2-nederlag til bundproppen Vejle har sendt chokbølger gennem hovedstadsklubben.
Selv om både sportsdirektør Sune Smith Nielsen og anfører Victor Claesson på direkte tv valgte at bakke op om cheftræner Jacob Neestrup, skal man ikke lægge for meget i de udmeldinger, mener B.T.’s sportsredaktør Lasse Vøge.
– Det er ikke nogen sikkerhedsgaranti, at en sportsdirektør og en anfører går på tv og siger, at der er fuld tillid til en cheftræner, siger Vøge til Viaplay Sport News.
– Nogle steder har det været et decideret dødskys til en træner, at man offentligt får fuld opbakning.
“Der er ikke noget, der kan overraske mig i Superligaen”
Vøge peger på, at fodboldverdenen ofte er uforudsigelig – og at selv succesfulde trænere pludselig kan miste jobbet.
– Havde du spurgt mig inden sæsonen, om jeg kunne se Thomas Thomasberg blive fyret, efter han havde kvallet FC Midtjylland til europæisk gruppespil og været ubesejret i 18 kampe, så havde jeg sagt: ‘Ingen chance’. Men her står vi så.
Neestrup har stadig lidt på kontoen
Ifølge Lasse Vøge er det dog for tidligt at afskrive Neestrup. Økonomisk har sæsonen allerede været en succes.
– Jeg tror stadig, at Jacob Neestrup har noget i banken. Klubben har sikret overskud ved at komme i Champions League, og det betyder meget for bestyrelsen.
-Men det kan ændre sig hurtigt, især hvis resultaterne mod Brøndby og AGF går galt, siger han.
To kampe kan afgøre Neestrups skæbne
De kommende opgør kan blive skæbnesvangre for cheftræneren.
– Hvis FCK ikke får point mod Brøndby og AGF, så er de mere eller mindre ude af mesterskabskampen, inden slutspillet overhovedet begynder.
– Det ville være en katastrofe for FCK og for Sune Smith, som også må vise handlekraft som sportsdirektør, vurderer Vøge.
– Jeg vil faktisk blive overrasket, hvis ikke man handler, hvis de taber igen. Så er Neestrup fyringstruet – og FCK risikerer en sæson uden Champions League.
Det er desuden kommet frem, at Jon Dahl trækker overskrifter. Læs mere her.
















