Patrick Dorgu bliver slagtet efter sejr
Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu startede for tredje kamp på stribe ude for Manchester United tidligere i dag.
Endnu engang blev han dog skiftet ind i anden halvleg, men det var dog næppe præstationen mod Brighton, der overbeviste Rúben Amorim om, at danskeren skal starte næste gang.
For han havde ikke været på banen særlig længe, inden han var meget tæt på at modtage et direkte rødt kort for en klodset aktion.
Det blev dog vurderet, at han ikke fratog Yankuba Minteh en oplagt scoringsmulighed som sidste mand efter et VAR-tjek.
I stedet slap han med et gult kort – du kan se situationen i videoen øverst i artiklen.
Patrick Dorgu får kritik
Foruden den situation stod han bag flere dårlige afleveringer, og han havde også sine udfordringer i defensiven.
På sociale medier er det væltet ind med kritik af forsvarsspilleren, og blandt flere medier har han også fået en lav karakter for sin præstation. Manchester Evening News giver ham blandt andet den laveste karakter blandt Manchester United-spillerne.
Til gengæld kan Patrick Dorgu glæde sig over, at Manchester United vandt 4-2 mod Brighton og i skrivende stund indtager en fjerdeplads i Premier League.
Amorim slår rekord med ny sejr
Manchester United har nu vundet den tredje kamp på stribe med Rúben Amorim som cheftræner for første gang.
Sejrsrækken startede, da Manchester United slog Sunderland før landsholdspausen tidligere i oktober.
I sidste weekend blev det så fulgt op med en sejr mod Liverpool, og lørdag aften kom den tredje sejr på stribe så i hus.
På hjemmebane mod Brighton fik Rúben Amorims mandskab en fremragende start på kampen, da Matheus Cunha scorede på et flot langskud.
Casemiro øgede føringen med et afrettet skud før pausen, og i anden halvleg gjorde Bryan Mbeumo det til 3-0.
Danny Welbeck reducerede på et fremragende frispark til 3-1 mod sin tidligere klub, men Brighton kunne ikke tage point med fra Manchester trods endnu en reducering i overtiden, for Bryan Mbeumo slog til i sidste minut til 4-2.
Det er nu første gang som cheftræner for Manchester United, at Rúben Amorim har vundet tre kampe i træk.
De Røde Djævle er nu oppe på fjerdepladsen i Premier League med 16 point efter ni kampe.
Danske Patrick Dorgu blev skiftet ind i anden halvleg, men han leverede ikke noget godt indhop og ragede også et gult kort til sig.
















