Amorim slår rekord med ny sejr
Manchester United har nu vundet den tredje kamp på stribe med Rúben Amorim som cheftræner for første gang.
Sejrsrækken startede, da Manchester United slog Sunderland før landsholdspausen tidligere i oktober.
I sidste weekend blev det så fulgt op med en sejr mod Liverpool, og lørdag aften kom den tredje sejr på stribe så i hus.
På hjemmebane mod Brighton fik Rúben Amorims mandskab en fremragende start på kampen, da Matheus Cunha scorede på et flot langskud.
Casemiro øgede føringen med et afrettet skud før pausen, og i anden halvleg gjorde Bryan Mbeumo det til 3-0.
Danny Welbeck reducerede på et fremragende frispark til 3-1 mod sin tidligere klub, men Brighton kunne ikke tage point med fra Manchester trods endnu en reducering i overtiden, for Bryan Mbeumo slog til i sidste minut til 4-2.
Det er nu første gang som cheftræner for Manchester United, at Rúben Amorim har vundet tre kampe i træk.
De Røde Djævle er nu oppe på fjerdepladsen i Premier League med 16 point efter ni kampe.
Danske Patrick Dorgu blev skiftet ind i anden halvleg, men han leverede ikke noget godt indhop og ragede også et gult kort til sig.
Skidt nyt for Patrick Dorgu
Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu er havnet i en svær periode hos Manchester United, hvor han er røget på bænken.
For tredje kamp på stribe er venstrebacken således sat på bænken hos den engelske storklub.
I stedet har Rúben Amorim valgt at gøre brug af den højrebenede Diogo Dalot som venstre wingback, mens Amad Diallo spiller i højre side.
Problemet for Patrick Dorgu er også, at det er gået godt for Manchester United, mens danskeren har siddet på bænken.
Det er blevet til sejre mod både Sunderland og Liverpool, hvor Patrick Dorgu i begge opgør dog er blevet sendt på banen undervejs.
I sin første lange periode hos den engelske storklub var han ellers selvskrevet som venstre wingback i startopstillingen.
Det er der nu altså blevet lavet om på, og det er bekymrende for danskeren, som ikke får chancen for at vise sig frem i europæiske kampe eller i Carabao Cuppen.
Først i begyndelsen af januar, når FA Cuppen begynder, spiller Manchester United således med i to turneringer.
















