United-fans raser over vanvittige priser
Manchester United har med én enkelt beslutning gjort sig upopulær hos klubbens fans på bagkant af en historisk dårlig sæson.
Ikke siden 1973/74-sæsonen, hvor klubben rykkede ned fra den bedste række, har De Røde Djævle præsteret så ringe som i den seneste sæson.
Det blev blot til en 15. plads i Premier League, mens Europa League-finalen også blev tabt mod Tottenham.
Nu har klubben så annonceret billetpriserne for den kommende sæson, og her er der gevaldige prisstigninger i vente.
Til den kommende sæson kan en billet på Old Trafford komme til at koste op mod 846 kroner. Det er væsentligt mere i den seneste sæson, hvor den dyreste billet kostede 576 kroner. Det gælder kampe mod blandt andre Liverpool, Arsenal, Manchester City og Chelsea.
Beslutningen er også noget, der har fået Manchester United Supporters Trust til at harcelere mod klubben.
– På baggrund af hvordan sidste sæson gik, havde vi håbet, at klubben ville genoverveje planerne for billetmodellen, som vil se skyhøje prisstigninger for fans, som køber billetter fra kamp til kamp.
– Det er virkelig et friskt slag i hovedet for Manchester United-fans, lyder det fra fansammenslutningen.
Den engelske storklub har delt billetterne op i fire kategorier, hvor den billigste kategori er reserveret for nogle enkelte pokalkampe.
Den billigste billet for en Premier League-kamp er 323 kroner, men det er kun gældende mod Sunderland og Wolverhampton.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.