Top 10: Her er FC Midtjyllands største salgsemner
FC Midtjyllands sommer kan ende med at skrive sig ind i klubbens historiebøger.
Med stærke perioder i både liga, pokal og Europa er flere profiler brandvarme på transfermarkedet – og samlet kan salgene snige sig op omkring en halv milliard kroner.
Det kommer dog helt an på, hvem der i givet fald bliver solgt fra klubben med base i Herning og Ikast.
Herunder finder du de 10 største salgsemner – med estimerede priser:
FC Midtjyllands mest eftertragtede spillere
1. Dario Osorio – 100-180 mio. kr.
Den chilenske kantspiller, der blev hentet ind som erstatning for Gustav Isaksen, er det største aktiv i skrivende stund. Hans fart, teknik og slutprodukt har tiltrukket massiv interesse fra især Premier League.
FCM står stærkt med en lang kontrakt og kan presse prisen op i en potentiel budkrig.
2. Aral Şimşir – 80-100 mio. kr.
Har haft sit definitive gennembrud i denne sæson. Kreativ, direkte og målfarlig – og med konkret interesse fra Tyrkiet. Et salg denne sommer virker meget sandsynligt, da han også er udtaget til Tyrkiets landshold.
En mindre skade har dog tvunget teknikeren til at melde afbud i denne omgang.
3. Franculino Djú – 150-250 mio. kr.
Topangriber med enormt potentiale, der fører Superligaens topscorerliste. Den nuværende skade skaber en smule usikkerhed, men tidligere vurderet som et stensikkert rekordsalg for klubben.
Spørgsmålet er timing: skal han sælges til sommer eller venter den sportslige ledelse med at skyde spilleren fra Guinea-Bissau af til topform er intakt?
Læs en længere nyhedsanalyse af den Benfica-uddannede frontløber her.
4. Denil Castillo – 50-80 mio. kr.
Midtbanemotor med international interesse – blandt andet fra Portugal. En moderne 6’er med fysik og teknik, der passer perfekt til de større ligaer. Kostede i omegnen af 30 millioner kroner, da ecuadorianeren blev hentet til Heden, hvorfor en fordobling i salgsværdi kunne blive en realitet.
5. Viktor Bak – 25-50 mio. kr.
Ny landsholdsspiller under Brian Riemer, hvilket booster værdien markant. En moderne backtype, der er efterspurgt i Europa. Arbejdsindsatsen er aldrig til at tage fejl af for den FC Midtjylland-uddannede rugbrødsspiller.
6. Valdemar Byskov – 40-75 mio. kr.
Egenudviklet offensivspiller med teknik og spilforståelse. Rygtet til udlandet og en klassisk FCM-transfercase, der kan give godt med penge på kistebunden til klubben fra industribyen.
7. Elias Olafsson – 30-60 mio. kr.
Har sat sig solidt på målmandsposten. Stærke præstationer i Europa gør ham attraktiv – især i markeder, der søger stabile keepere. Har store kvaliteter i luftspillet og på refleksfronten, mens spillet med fødderne fortsat halter til tider.
8. Junior Brumado – 25-45 mio. kr.
Fysisk stærk angriber, der har ramt et totalt overraskende niveau i denne sæson. Hvis målene fortsætter, kan interessen hurtigt materialisere sig. I øjeblikket skulle en potentiel kontraktfornyelse være i spil.
9. Mikel Gogorza – 20-50 mio. kr.
Stortalent med eksplosivitet og teknik. Et salg er ikke nødvendigvis nært forestående, men interessen vokser, mens prisen kan stige hurtigt. Kantspilleren med de basiske rødder er udset til at afløse Simsir, der ligner en eksportvare til sommer.
10. Ousmane Diao 20-50 mio. kr.
Stopperen har allerede skabt opmærksomhed i flere europæiske ligaer, herunder den belgiske række. Den tekniskstærke senegaleser kan derfor være på vej væk til sommer, hvis det rette bud lander på bordet. Også Han-beom Lee kunne rykke videre til en pris i samme størrelsesorden.
Mike Tullberg kommer øjensynligt kun til at sælge én af forsvarsspillerne, mens Mads Bech Sørensen og Martin Erlic er førsteklarinetterne i den defensive linje.
Paulinho og Kevin Mbabu har desuden kontraktudløb i slutningen af juni.
Konklusion
Alt peger på et travlt transfervindue i Herning. Særligt Osorio, Şimşir og Franculino ligner de mest oplagte salg, mens flere andre kan ryge ved de rette bud.
Spørgsmålet for FCM er ikke, om de sælger – men hvor mange og hvor dyrt.
Nu er det kommet frem, at en Premier League-træner kan være på vej til at afløse Kasper Hjulmand i Leverkusen. Læs mere.
















