Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Thomas Frank på plads i Spurs: Følger tre Brentford-stjerner med?

Af Alexander Walther Petersen
15.06.2025 Kl. 10:50

Thomas Frank forlader Brentford og drager til Tottenham Hotspur, hvor danskeren bliver ny cheftræner.

Den danske succestræner erstatter dermed australske Ange Postecoglou, der blev fyret i sidste uge.

Thomas Frank har i syv år imponeret i Brentford med sin skarpe taktik og gennemtænkte transferstrategi, som har etableret London-klubben i Premier League trods begrænsede ressourcer.

Brentford modtager angiveligt omkring 88 millioner kroner for Frank, hvilket gør ham til en af Premier Leagues dyrestindkøbte trænere.

Nu begynder en ny æra i det nordlige London, hvor flere profiler fra The Bees kan følge med ifølge PlanetFootball.

Thomas Frank skal have vendt skuden i Spurs, som har booket en billet til Champions League efter sommerferien. Derfor skal der friske kræfter til – så hvorfor ikke tage de bedste spillere med fra Brentford?

Bryan Mbeumo

Tottenham Hotspur har tidligere udvist interesse i den brandvarme kantspiller, der er Manchester Uniteds drømmetransfer. De Røde Djævle har allerede budt på den 25-årige Brentford-stjerne, men ingen aftale er på plads endnu.

Bryan Mbeumo havde sin mest produktive sæson med 20 mål og otte assists i seneste Premier League-sæson, hvorfor Brentford-bossen Thomas Frank har erkendt, at klubben sandsynligvis må sælge profilen, hvis den rigtige pris kommer på bordet.

Eftersom Thomas Frank smutter til Spurs, så kan den tidligere Troyes-spiller potentielt komme med på den korte køretur fra Gtech Community Stadium i stedet for. Mbeumo koster angiveligt i underkanten af 600 millioner kroner ifølge flere engelske medier.

Yoane Wissa

The Lilywhites mangler offensive kort på hånden til næste sæson, da Richarlison efter sigende er på vej ud af døren. Samtidigt har Dominic Solanke været ramt af en del skader, hvorfor Yoane Wissa kunne være et godt supplement til Spurs.

Congoleseren har i særdeleshed fået sit gennembrud hos The Bees, hvor angriberen har været fast mand på toppen med et hav af scoringer til følge.

Nu kan den 28-årige frontløber måske blive allieret med Mbeumo i den hvide Spurs-trikot denne sommer.

Mikkel Damsgaard

Den 24-årige dansker har fundet sit vanlige niveau med stor hjælp fra Thomas Frank. Offensivspilleren har i sin tid hos London-klubben haft mange udsving, men i seneste sæson så vi igen, hvad midtbanekreatøren var i stand til.

Med 11 målgivende afleveringer og fire titler som månedens spiller i Brentford, så understregede den tidligere FC Nordsjælland-juvel, at han bestemt har fundet sine fødder igen.

Thomas Frank har spillet en vigtig rolle i denne sammenhæng, da succestræneren længe har haft stor tiltro til Mikkel Damsgaard.

Nu kan der så igen komme dansk islæt hos Spurs, der har vinket farvel til Pierre Emile Højbjerg, som er på plads i franske Marseille.

Der er fuld gang i transfervinduet hos Premier League-klubberne – du kan få hele overblikket herunder:

FØLG TRANSFER LIVE HER

Seneste nyt

Annonce
Annonce