Mirakel-manager førte klubben til dens største triumf: Så gik det hele i opløsning
Vil du tættere på fodboldens store øjeblikke, glemte legender og dramatiske historier? PLBOLDs historiker Michael Kjærbøl går bag om spillet og fortæller de historier, du ikke finder alle andre steder.
👉 Følg PLBOLD på Google, og få vores historiske fodboldfortællinger direkte i dit feed!
Som manager/træner skal man være visionær, have tro på sit projekt og holde fast i sin tilgang. Men det kan også være en fordel at tage kompromiser. Det duede Ron Saunders ikke til.
Som aktiv havde Ronald Saunders (født på denne dag i 1932) en karriere uden de store bemærkelsesværdige højdepunkter. Han var en hårdfør angriber i bl.a. Portsmouth, Watford og Charlton, og kendt som en viljestærk og determineret person, der lagde stor vægt på disciplin og fysisk fitness.
Han startede som manager på et relativt beskedent niveau i Yeovil og Oxford, men arbejdede sig myreflittigt opad i engelsk fodbolds hierarki. En periode i Norwich City 1969 til 73 blev en succes, for The Canaries rykkede op i 1. division og spillede sig frem til Liga Cup finalen i 1973 (som de dog tabte til Tottenham). Saunders var temmelig kompromisløs i sine krav til omgivelserne, og det gjaldt også hans forhold til klubbens bestyrelse. Trods gode resultater røg han på porten i november 1973, efter et skænderi med ledelsen om klubbens retning.
Mr. 110%
En sæson i Manchester City blev ikke nogen succes, men Ron havde skabt sig et godt navn i engelsk fodbold, som en mand der kunne danne et stærkt kollektiv og sætte sig i respekt. Han fik tilnavnet ”Mr. 110%”, og det var ikke uden grund.
I 1974 blev han chef i Aston Villa, og det var – i første omgang – et rigtig godt match.
I første hug førte Saunders Villa til oprykning til 1. division. Derefter påbegyndte han en møjsommelig opbygning af et hold uden de store stjerner, men med rutine og stærke ledertyper. Sejre i Liga Cup turneringen i 1975 og 77 understregede, at man ikke længere kunne undervurdere Aston Villa.
Trofæer til Villa
I 1980-81 gik alt op i en højere enhed, og Birminghamklubben høstede frugterne af års flid og umage. Ron havde held med et par gode dispositioner. Keeperen Jimmy Rimmer ønskede at forlade Villa Park, men Saunders insisterede på, at han fik en forbedret kontrakt. Rimmer blev en nøglefigur i dét der skulle blive Villas helt store sæson.
I 1979 havde Ron Saunders hentet wingen Tony Morley i Burnley, hvor han regnedes som et uforløst talent. Manageren ”parrede” Morley med den unge forward Gary Shaw, og det gav en fandenivoldsk friskhed i offensiven.
Til at supplere sine to nye blonde superstars valgte Ron Saunders en spøjs spiller. Peter Withe var lige knap 30 år på det tidspunkt, og det var ikke for ingenting, at man kaldte ham ”the Great Wanderer”. Han havde på ti år spillet i ti forskellige klubber, mange af dem ret obskure og med afstikkere til Sydafrika og USA. De fleste steder uden at opnå den helt store succes.
Saunders kaldte Withe for ”sin sidste brik i puslespillet”, og så i den skæggede, lidt akavede, høje centerforward en erfaren og værdifuld makker til Shaw/Morley-konstellationen. Sammen kom de tre til at udgøre en sprudlende offensiv. Faktisk havde Saunders i første omgang forsøgt at købe Coventrys targetman Mick Ferguson, men han viste sig at være for dyr. I stedet købte han så Withe i Nottingham. Læs mere her: Han rejste kloden rundt – så scorede han det største mål
Duel med Ipswich
Langt hen ad vejen så det dog ud til, at det skulle blive Bobby Robsons Ipswich Town, der skulle løbe med palmerne. Ipswich havde et enormt velfungerende kollektiv med masser af interessante topspillere, og mand for mand var The Tractor Boys klart stærkere end Aston Villa.
Robsons drenge var da også det mest scorende hold i ligaen det år med 77 mål i 42 kampe, et mål bedre end Southampton med Kevin Keegan. Og i UEFA Cup turneringen brillerede Portman Road-holdet ved at gå hele vejen og vinde trofæet og de to finaler over hollandske AZ Alkmaar. Ipswich var kommet fra start i ligaen med 15 kampe som ubesejret, men mod slutningen gik der gummiben i den.
Med fire kampe tilbage havde Ipswich en lille fordel frem for Villa, men det lykkedes dem kun at få et enkelt point, og så gik mesterskabet minsandten til Ron Saunders’ erfarne mandskab, trods et nederlag på Highbury i den sidste kamp. Anfører Dennis Mortimer, en af de bedste engelske midtbanespillere der aldrig fik en landskamp, kunne hæve mesterskabspokalen.
Det endte abrupt
Det kunne ligne indledningen til en glansepoke for den gamle hæderkronede klub. I sæsonen efter mesterskabstriumfen gik englænderne hele vejen i Europa Cup turneringen. Men det blev uden indpiskeren og strategen Ron Saunders.
En disput om løn og kontrakt med klubbestyrelsen udviklede sig til en større kontrovers. Magtkampen endte med, at Ron tog sit tøj og gik. Senere kom det frem, at bestyrelsesformanden havde travlt med lyssky økonomiske transaktioner. Uanset hvad, var det det mest overraskende managerskifte i epoken.
Saunders var på tale som manager i Manchester United, men det løb ud i sandet. Til gengæld var han ikke arbejdsløs længe, for rivalerne Birmingham City stod klar med en kontrakt.
Det gav nogle ret så turbulente år med ned- og oprykning, og pludselig smuttede Saunders, endnu en gang i utide, til fordel for naboklubben West Bromwich Albion i 1986. Det blev hans sidste managerengagement. Efter en fyring i 1987, kom han aldrig ind i gamet igen.
Set i bakspejlet forekom det drastisk, eftersom han kun var 55. Men dét ry, som han havde etableret, som en stærk og stædig chef, blev til sidst en hæmsko. Han var bedst til at samarbejde, når han fik sin vilje… De 110% var måske alligevel en tand for meget?
Men Ron er indiskutabelt gået over i engelsk fodbolds historie som en af Sportslørdag-æraens dygtigste managers.
Ron Saunders døde i 2019. 87 år gammel.
