Mere vold end fodbold? Da Eddie og Chelseas tæskehold rystede Real Madrid
1970’erne og 80’erne var en epoke med underholdende og seværdigt fodboldspil, driblestærke wings og stribevis af målfarlige klasseforwards. Men det var også en tid med masser af kompromisløse midtbaneslagsmål, kyniske matchspoilere og tacklinger som i dag ville blive benævnt og takseret som ren vold. Dengang var det en uomgængelig del af spillet. Og hvert hold havde sine ”hårde typer”, de såkaldte ”hatchet men”. Deres rolle var at slå modstandernes spil itu og udmarkere de dygtigste modspiller-profiler. Ikke sjældent blev alle midler taget i brug.
Benhårde Eddie
Edward Graham McCreadie var en benhård og kompromisløs venstre back, der blev født i Glasgow (på denne dag) i 1940. Via East Stirlingshire kom Eddie til Chelsea i 1962, og fandt ind i et sandt tæskehold af en defensiv, der også talte folk som kynikeren Ron ”Chopper” Harris og barske Marvin Hinton.
Man skal dog ikke tage fejl af McCreadies fodboldmæssige kompetencer. Han var hurtig og konstruktiv, og han var i besiddelse af en glimrende sparketeknik. I Liga Cup finalen i 1965 mod Leicester City scorede Eddie Chelseas sejrsmål til 3-2 på et solomål, hvor han spurtede 80 meter op gennem banen og bankede bolden ind bag Gordon Banks.
Legendariske Tommy Docherty formede et stærkt og slagkraftigt Chelseamandskab, der talte spillere som landsholdsmålmanden Peter Bonetti, midtbaneregissøren Alan Hudson, den sprælske venstre wing Peter Houseman (der døde tragisk i en bilulykke sammen med sin hustru i 1977) og ikke mindst den tårnhøje centerforward Peter ”Ossie” Osgood.
Da Docherty blev skotsk landsholdsmanager overtog Dave Sexton på kompetent vis i managersædet.
Recepten var simpel og effektiv. Fløjspillet med teknikerne Charlie Cooke (eller Keith Weller) og Peter Houseman skulle kreere en masse indlæg, som primært Osgood skulle omsætte til chancer og mål.
Historisk kynisk finale
The Blues vandt FA Cuppen i 1969-70 med en finalesejr på 2-1 over Don Revies Leeds United. Det blev et episk slag over to ”forbudt for børn” kampe, der er gået over i historiebøgerne blandt de hårdeste og tætteste pokalfinaleopgør nogensinde. I omkampen på Old Trafford havde Eddie McCreadie nær halshugget Billy Bremner med et vanvittigt, flyvende kung fu spark til nakken. Dommeren mente imidlertid, at der var bold imellem, og lod spillet gå videre… Det var fuldkommen utilsløret vildskab, men der var ingen der brokkede sig eller filmede. Man koncentrerede sig i stedet om at give råt for usødet.
Året efter gik Chelsea hele vejen i Europa Cup turneringen for pokalvindere og besejrede Real Madrid over to spændingsmættede opgør i Piræus. Chelsea var i vælten i den mondæne del af London og kendisserne strømmede til Stamford Bridge. Også spillerne hoppede med på den hippe bølge. Peter Osgood hyggede sig med skuespillerstjernen Raquel Welch, og flere af profilerne blev del af et jetset i overhalingsbanen.
For McCreadies vedkommende var tilværelsen knapt så glamourøs. Han fokuserede på at levere en helstøbt arbejdsindsats for klubben, og var da også højt værdsat på ”Broen” for sin aldrig svigtende fightervilje. Også det skotske landshold havde gavn og glæde af energiske Eddie. Han opnåede 23 landskampe, bl.a. i Skotlands berømte 3-2-sejr på Wembley i 1967 over de daværende engelske verdensmestre.
Manglede i den afgørende VM-kamp
Desværre missede skotterne kvalifikationen til VM i Mexico i 1970. Den altafgørende kamp mod stærke Vesttyskland blev tabt med 3-2 efter et brag af et opgør på Volkspark i Hamburg. Det skotske mandskab talte ellers internationale profiler som Billy Bremner, Denis Law, Jimmy Johnstone og Colin Stein. McCreadie havde været med i det første indbyrdes opgør, hvor Skotland fik 1-1 i Glasgow. Men den skotske landstræner Bobby Brown foretrak Celtics Tommy Gemmell i returkampen. Dennes direkte modstander, tyskernes højre wing, Reinhard Libuda, scorede det afgørende mål, der beseglede Skotlands skæbne.
Efter 410 kampe for Chelsea stoppede McCreadie i 1973 med en ondartet akillesseneskade. Han blev indrulleret i trænerstaben på Stamford Bridge og fik managerjobbet i 1975. På det tidspunkt var de glade dage på The Bridge ovre. Interne problemer, disciplinære skærmydsler og økonomisk krise splittede det ellers så succesrige mandskab, og Chelsea rykkede ned i 2. division.
Den skotske fighter satte ind med en større udskiftning og fornyelse, og udnævnte den kun 18-årige Ray Wilkins til anfører. Således revitaliseret vendte klubben tilbage til the top flight allerede i første forsøg i 1977.
Desværre ragede McCreadie uklar med Chelseas formand, Brian Mears, og sagde sit job op i vrede. I stedet fik han job som coach i USA og bosatte sig i Tennessee.
Han gik bort i januar 2026, 85 år gammel.
