Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool vragede Amorim – én detalje blev afgørende

Af Emil Plovgaard
25.05.2025 Kl. 12:13

Liverpool valgte sidste år at sige nej til Rúben Amorim i jagten på en afløser for Jürgen Klopp. Ifølge Daily Mail skyldtes beslutningen blandt andet, at klubbens ledelse ikke var overbevist om portugiserens taktiske tilgang.

Amorim, der dengang stod i spidsen for Sporting CP, var eftertragtet og blev også kædet sammen med både West Ham og Manchester City, inden han i november skiftede til Manchester United. Skiftet skete trods Amorims egen tøven over at tiltræde midt i sæsonen.

Siden ankomsten til Old Trafford har resultaterne dog været skuffende. United står til at slutte med sin dårligste placering i Premier League nogensinde, efter nederlaget i Europa League-finalen onsdag aften.

En af hovedårsagerne til, at Liverpool valgte en anden retning, var ifølge avisen Amorims stædige fastholdelse af en 3-4-3-formation med offensive wingbacks og to 10’ere bag en frontangriber. 

Den spillestil stod i skarp kontrast til den, som Jürgen Klopp havde implementeret i sin tid som manager.

Reds-ledelsen valgte derfor at gå med Arne Slot, der i sin første sæson sensationelt førte klubben til Premier League-titlen.

I Manchester United har Amorim fortsat sin filosofi. Blandt andet blev danske Patrick Dorgu hentet ind i januar for at styrke bredden i wingback-positionerne. Men trods nyindkøb og fast taktisk struktur har spillet været ustabil.

Ifølge Daily Mail har det skabt intern debat i United, hvor teknisk direktør Jason Wilcox og akademichef Nick Cox har besluttet, at ungdomsholdene ikke skal spille med samme formation som førsteholdet. 

Amorim har selv været med til at træffe beslutningen, hvilket er usædvanligt i en klub, hvor man typisk tilstræber taktisk sammenhæng på tværs af årgange.

I februar rapporterede avisen også, at enkelte spillere internt har stillet spørgsmålstegn ved, om holdet burde skifte formation. Amorim holdt dog fast i sin spillestil og udtalte:

– Når en træner bliver skiftet ud i en klub som denne, er det fordi, man ikke vandt. Spillerne er købt til et bestemt system, men det fungerede ikke. Skal jeg så skifte til det system, jeg ikke tror på? Det giver ingen mening, lød det.

Derudover forlyder det, at Bruno Fernandes kan forlade Manchester United i kæmpe chokskifte.

Seneste nyt

Annonce
Annonce