Annonce
Annonce

Liverpool-legende havde en bitter fjende på holdet

28.08.2026 Kl. 07:24

Emlyn Walter Hughes blev født på denne dag i 1947. 

Han blev i 1967 hentet til Liverpool FC fra Blackpool, og blev en af Bill Shanklys mest værdifulde erhvervelser.

Hughes erobrede en plads på Liverpools defensive midtbane, og overtog siden positionen som venstre back efter Alec Lindsay. 

Indianer-raids og fjendskab med The Tank

Tilnavnet Crazy Horse kom af at Hughes kom buldrende frem i banen fra sine defensive udgangspunkter med en voldsom, galopperende løbestil. Han var ekstremt energisk, løbestærk, fysisk dominerende og meget dirigerende og verbal. Disse egenskaber gjorde, at Shankly udnævnte Hughes til holdkaptajn, hvilket sandsynligvis var kimen til en personlig fejde med Tommy ”The Tank” Smith, der følte sig tilsidesat.

Den meget krævende og altid opildnende rolle, som Hughes havde inden for kridtstregerne, stod i nogen grad i kontrast til hans lune og imødekommende attitude som privatperson. Jernmanden Tommy Smith afskyede Hughes’ facon, som han fandt slesk og fidel. Smith anklagede i sin selvbiografi Emlyn Hughes for at have initieret et bestikkelsesforsøg i forbindelse med en afgørende ligamatch mod Arsenal i 1972. Liverpool tabte kampen mod the Gunners – og det engelske mesterskab til Derby. Beskyldningerne om urent trav blev aldrig bakket op af andre blandt de involverede kombattanter.

I det hele taget lagde Smith ikke fingre imellem i forhold til vurderingerne af Hughes. Han udtalte endda, at han ”hadede” sin medspiller/konkurrent. 

Man kan se Emlyns positionering i toppen af holdets hierarki i første halvdel af 1970’erne, som en slags bro imellem den ældre Shankly-generation af spillere, og de mange nye som kom til at forstærke Liverpools dominans i engelsk fodbold (og internationalt) under Shanks efterfølger og arvtager, Bob Paisley. Hughes blev også gradvist kørt ind i holdets centerforsvar, hvor makkeren i de fleste tilfælde var fjenden Tommy Smith. De indbyrdes modsætninger til trods, fungerede partnerskabet på banen tilsyneladende problemfrit. Da Smith i den sene del af karrieren blev skubbet ud på højre back positionen, overtog Phil Thompson pladsen i den centrale defensiv, og indgik i et fremragende makkerskab med Hughes. 

Klubbens høvding medvirkede til 4 engelske mesterskaber, 1 FA Cup triumf og hele 4 europæiske titler. I 1977 blev han kåret til Årets Spiller af FWA (journalisternes pris). 

Manglende succes med England

På det engelske landshold blev det til 69 A-landskampe. Han var i en periode anfører for Three Lions. Men Hughes kunne ikke hindre at 70’erne blev en mager periode for Englands udvalgte. 

I bogen ”The Anatomy of England” kritiserede forfatteren Jonathan Wilson Emlyn for at spille hovedløst i den altafgørende VM-kvalifikationskamp på Wembley i 1973 mod Polen. Hughes kom, i vanlig stil, mosende op ad flanken, men Wilsons i analyse resulterede det i, at tempoet blev overforceret og angrebsspillet for hektisk og uorganiseret. Polen klarede som bekendt uafgjort, efter at England brændte et hav af chancer på Jan Tomaszewski, og dermed tog østeuropæerne billetten til slutrunden i Vesttyskland.

Hughes var to gange udtaget til en slutrunde, men i 1970 var han for ung og uerfaren til at indgå blandt Alf Ramseys foretrukne, og i 1980 (EM-slutrunden i Italien) var han for gammel til at være mere end Ron Greenwoods rutinerede backup. 

På det tidspunkt havde Bob Paisley solgt Crazy Horse til Wolverhampton Wanderers, hvor han fik et par særdeles stærke sæsoner som afrunding på karrieren. Med Wolves vandt Hughes Liga Cup turneringen i 1980, med en overraskende finalesejr over Nottingham Forest. Han blev fortjent udtaget til Englands EM-trup, men altså som nævnt ovenfor, uden at spille en afgørende rolle.

Efter karrieren blev Emlyn Hughes en respekteret fodboldekspert i forskellige medier, men i 2003 blev han ramt af en hjernetumor, der, trods indædt fight til det sidste, endte med at tage livet af den gamle skipper i 2004. 

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce