
Bukayo Saka blev noteret for to mål og et oplæg i søndagens 4-1-sejr over Crystal Palace.
4-1-sejren betyder, at The Gunners nu har otte point ned til Manchester City på andenpladsen. The Cityzens har dog en kamp i hånden.
Saka har været en af nøglespillerne for Arsenal i indeværende sæson, og han er en af topkandidaterne til at vinde årets spiller og årets unge spiller i Premier League.
LÆS OGSÅ: Gabriel Jesus forklarer: Derfor ligger Arsenal nummer 1 i Premier League
I bookmakernes øjne er Erling Haaland favorit som følge af de 28 mål, han har scoret i 26 Premier League-kampe. Martin Ødegaard, Kevin de Bruyne og Marcus Rashford er også med i kapløbet, men ifølge den tidligere engelske landsholdsangriber Gary Lineker og nuværende BBC-ekspert, er der kun én vinder.
- To mål og et oplæg af den ukontrollerbare Bukayo Saka, idet Arsenal marcherer videre.
- Sikke en spiller. En spiller, som, hvis vi skulle stemme i morgen, ville få min stemme som årets spiller (ja, jeg er medlem af Football Writers' Association, og jeg kan stemme), tweeter Lineker.
21-årige Saka har scoret 12 mål og lagt op til yderligere 10 i 28 Premier League-kampe denne sæson.
Saka vil med al sandsynlighed være tilbage i aktion, når Arsenal 1. april møder Leeds på hjemmebane i en kamp, hvor man skal forsøge at drible sig videre mod det første mesterskab siden 2004.
LÆS OGSÅ: Arsenal-spiller imponerer igen: Slår 67 år gammel rekord