Han var centimeter fra DM-guld - men blev snydt på målstregen
Han er et klassisk eksempel på en rigtig dygtig midtbanekantspiller, der lige mangler det sidste i at nå den absolutte topklasse, for så at blive omskolet til back – og opnå stor succes. Det har vi haft en del eksempler på i dansk fodbold, med Kaj Johansen fra OB og Vejles Johnny Hansen som nogle af de mest fremtrædende.
Stærke Frem’ere
Mortensen blev født i Kalundborg og kom via Slagelse til Boldklubben Frem i 1965. Her fik han et stærkt gennembrud som en dygtig højre wing, hvilket indbragte 5 U-landskampe, blandt andet en 4-1-sejr over Norge, hvor de to klubkammerater fra Frem, Leif ”Osten” Nielsen og Dennis Nielsen scorede de danske mål (3 til ”Osten”). Der var også en 4-0-sejr over Finland, hvor Keld Bak (2), Niels Hüttel og Rene Møller stod for scoringerne.
Allerede i 1966 blev Mortensen udtaget til A-landsholdet, men dog uden at opnå spilletid.
1968 blev et stort år for Mortensen. Han kom endelig med på A-landsholdet og spillede tre gange for Danmark, med debut imod Tjekkoslovakiet i Idrætsparken (0-3). Det danske landshold var noget decimeret efter en stor udvandring til især den nordamerikanske liga. Danskerne tabte da også alle Flemming Mortensens tre landskampe (de to efter debuten endte begge 1-0 til henholdsvis Skotland og Tjekkoslovakiet).
Frem var med i kampen om mesterskabet til det sidste i 1968. I en tæt fight i Odense slog Frem’erne B.1909 med 3-2, men KB tog guldet med en sen scoring i Aalborg, og Esbjerg vandt sølv med en marginalt bedre målkvotient end Frem.
Siden blev Mortensen omskolet til en endnu bedre back. Der var imidlertid hård kamp om pladsen som højre back på landsholdet. Især AB’s Jan Larsen var en stærk konkurrent, for ikke at tale om Johnny Hansen fra Bayern München (da landsholdet blev åbnet for de professionelle i 1971). Så der gik hele 6 år før Flemming Mortensen atter kom ind i landsholdsvarmen.
Et mulehår fra mesterskabet
I 1974 fik Mortensen, let genkendelig med sit store fuldskæg, comeback i rød-hvidt under Rudi Strittichs ledelse. I 1974 og 75 lykkedes det dog kun for landsholdet at vinde to ud af de ni landskampe som Flemming Mortensen tog del i (9-0 over Indonesien og 2-0 over Finland).
I 1976 var Frem endnu en gang meget tæt på DM. Mortensen udgjorde et stærkt forsvar sammen med bl.a. Flemming Ahlberg, Lars Larsen og ankermanden Per Wind. Det blev igen en forrygende tæt afslutning på mesterskabskampen mellem B.1903, Frem og KB. Frem havde guldet i hænde indtil sidste spilledag, hvor københavnerne gæstede Næstved, der allerede var rykket ned.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I et brag af en kamp holdt sjællænderne 0-0, selv om bolden hoppede og dansede på streg og overligger. Næstveds målmand, Erik Jensen, spillede et brag af en kamp. Så i den sidste ende sluttede 03’erne øverst på medaljeskamlen, og Frem måtte nøjes med sølvet. Faktisk medbragte Frems formand, Vilhelm Skousen (der også var formand for DBU) mesterskabspokalen til Næstved. Det kunne jo næsten ikke glippe. Men det gjorde det. Dermed delte Flemming Mortensen skæbne med Boldklubben Frem, der ikke har vundet DM siden 1944. Trods flere stærke tilløb til guldet, kom titlen ikke i hus.
Retur til det sjællandske
Året efter skiftede Flemming Mortensen til Slagelse, som han hjalp til en oprykning til 1. division. Det blev også til yderligere tre landskampe, bl.a. i de to VM-kvalifikationskampe mod Polen og Portugal, som Danmark desværre tabte (med henholdsvis 1-4 og 2-4). Dermed kom Mortensen op på i alt 16 landskampe. Backen indskrev sig i Slagelse Boldklub&Idrætsforenings historie som en af klubbens blot fire A-landsholdsspillere gennem tiderne (de andre er Heino Hansen, Allan Hansen og Peter Johansson).
Da professionalismen holdt sit indtog i Danmark, kom Flemming på kontrakt i storsatsende HIK, sammen med en række andre garvede profiler. Karrieren blev afrundet i Holbæk, hvor han spillede 33 kampe i 1979.
I tilværelsen udenfor grønsværen arbejdede Flemming Mortensen som dekoratør. Han var en populær personlighed i de klubber som han spillede for. Han var kendt for sit gode humør og var altid klar med en frisk bemærkning.
