Annonce
Annonce

Den Skaldede Ørn: Englands supermanager vandt aldrig et trofæ

17.10.2026 Kl. 12:29
Jim Smith, "The Baldheaded Eagle”, var en af engelsk fodbolds mest langtidsholdbare managers.

Jim var en ægte kvalitetsmanager

Født på denne dag i 1940.

Jim Smith var aktiv som manager igennem næsten 40 år, i mere end et dusin forskellige klubber, og leverede stort set altid varen i form af bedre resultater end det faktuelle spillermateriale egentlig berettigede. Det er, i min optik, et massivt kvalitetsstempel.

Man kunne godt unde ham at have haft muligheden for at stå i spidsen for en af de største klubber. Nogle gange har man indtryk af, at det ikke nødvendigvis er evner alene der afgør hvem der vinder titlerne, men måske i lige så høj grad et spørgsmål om image, promovering og held.

Den aktive karriere i bl.a. Halifax og Boston United var ikke prangende. Jim blev (spillende) manager i sidstnævnte klub i 1969 og skabte hurtigt respekt om sit navn.

Fik en skidt behandling i Birmingham

I Colchester sikrede han en oprykning til 3. division i 1974, hvorefter han var chef i Blacburn Rovers i tre sæsoner. I 1978 blev Den Skaldede Ørn manager i Birmingham City, hvor han – for en gangs skyld – måtte notere en nedrykning. Baggrunden var, at Birmingham var kørt helt fast i det under den tidligere verdensmestertræner, sir Alf Ramsey. Spillertruppen var i opløsning, og Smith kunne ikke redde The Blues. I stedet skiftede han det meste af holdet ud og solgte stjernen Trevor Francis for et rekordbeløb. Et forynget og revitaliseret mandskab avancerede straks tilbage til 1. division i 1979-80, hvorefter Birmingham fik en fin midterplacering i comeback-sæsonen. Alligevel blev Smith fyret i februar 1982.

Ron Saunders blev uvenner med Aston Villas bestyrelse og sagde sit job op, blot få måneder efter at han havde ført Villa til det engelske mesterskab. Birmingham Citys bestyrelse skyndte sig over hals og hoved med en kontrakt til Saunders. Konsekvensen blev, at Jim Smith blev smidt på porten. Han var dog ingenlunde færdig i gamet. Han kickstartede managerkarrieren i en mere ydmyg ramme. I universitetsbyen Oxford.

Konge i ”de kloges klub”

I starten af 1980’erne så det til at Oxford United gik sin død i møde. Økonomien var katastrofal og fallitten truede, men den kendte selfmade man, Robert Maxwell, reddede Oxford United fra ruin. Han gik så straks i gang med at planlægge en anden model for en fatal ende på The Yellows, idet han forhandlede med Reading om en fusion mellem de to klubber. Sammenlægningen skulle kaldes Thames Valley Royals.

Jim Smith.

Fans af de to moderklubber protesterede imidlertid så indædt, at planen gik i vasken. Maxwell var rasende og truede med at lukke Oxford United. Men med kniven på struben begyndte de positive resultater at strømme ind. Jim Smith blev ansat i managersædet, og Oxford rykkede op to år i træk, i 1984 og 85, fra tredje division til første. I Oxford sammensatte Smith dygtigt et stærkt kollektiv med en traditionel spillestil. Stjernerne var de senere Liverpool-profiler John Aldridge og Ray Houghton. The Baldheaded Eagle blev konge i ”de kloges klub”.

Efter oprykningen til den bedste række i 1985, valgte Smith imidlertid at skifte til QPR, mens den tidligere scout, Maurice Evans, overtog managersædet i Oxford.

Hentede Pingel og Bjørnen

Skæbnen ville, at netop Evans og Smith kom til at stå overfor hinanden i årets Liga Cup finale. Her besejrede Oxford Queens Park Rangers med 3-0. Det var det nærmeste, Jim Smith kom på at vinde en større trofæ.

I 1988 overtog Smith et kriseramt Newcastle United. Han hentede de to danskere, Frank Pingel og Bjørn Kristensen ind fra AGF, men kunne ikke forhindre at The Magpies rykkede ned.

I 1991til 94 havde han en pænt succesrig periode i Portsmouth, hvor Bjørn Kristensen spillede en vigtig rolle på den defensive midtbane. Endelig gjorde Jim Derby County til oprykkere til den bedste række i 1996. Det lignede en værdig afslutning på en lang karriere for Smith, der på det tidspunkt også var formand for de engelske managers’ brancheforening.

Alt om Bjørn Kristensen her: Bjørnen begik sit livs brøler: Meldte fra til EM

Men i 2006 blev han kaldt tilbage til Oxford, der året før var røget helt ud af det professionelle ligasystem. Oprykningen fra National League glippede lige præcis, men Jim var derefter, i rollen som direktør, kraftigt medvirkende til at få klubben på ret køl igen. The Yellows kom atter ind i det gode selskab i 2011.

James Michael Smith døde i relativ ubemærkethed, efter et langt liv i fodboldens tjeneste, i 2019. Han blev 79 år.

Annonce