Overskriften betyder præcis det, du tror. Den er ikke et spørgsmål, om du vil have sukker i teen… Ud over dens frivole opfordring er den også titlen på en meget ærlig og humoristisk selvbiografi – og i det hele taget ret karakteristisk for manden bag. En af de helt store Mavericks og playboys i engelsk fodbold. 

Denne artikelserie er dedikeret til spillere, der valgte at udleve deres fodboldtilværelse og effektuere talentet på et anderledes og divergerende værdi- og normsæt. 

Angriber i topklassen

Frank Worthington blev født i Halifax i det vestlige Yorkshire i 1948. Byen er kendt for fremstillingen af chokolade og karameller og det velkendte slikbrand Quality Street. Men det var ikke søde sager og lutter lagkage i efterkrigstidens fattige Yorkshire. Frank voksede op i yderst ydmyge kår i en familie, der var komplet fodboldgal. Både moren og faren havde spillet fodbold, og Franks to brødre blev begge professionelle på et lavt divisionsniveau. For Frank var der imidlertid større ting i vente. Han fik et markant gennembrud som 18-årig i Huddersfield Town. ”Worthy” var en stilfuld og hurtig centerforward med næse for målscoringens fine kunst. Han var rimeligt god i hovedspillet, havde en generelt fin teknik og var først og fremmest udstyret med et klapperslangegiftigt venstreben. 

Han tiltrak sig fra en ganske ung alder en bemærkelsesværdig grad af opmærksomhed fra det modsatte køn. Frank var dedikeret Elvisfan og næsten lige så ombejlet hos damerne som idolet. Han var da også en flot fyr med lækkert, moderigtigt mørkt hår, klassisk engelsk moustache, en rank holdning og et lunt glimt i øjet. Han lignede en ægte gentleman, men han var nu alligevel langt fra enhver svigermors drøm. Dertil var han simpelthen alt, alt for promiskuøs. Pengene fra den første professionelle kontrakt blev brugt på en Ford Mustang. I den cruisede Worthington rundt i det midtengelske natteliv. Han dansede og festede på natklubberne og diskotekerne og – som en slags fast ritual – tog han præcis fem gange om ugen en smuk kvinde med hjem i seng. Søndag var alting lukket, og fredag slappede han af før kampdagen. Men de øvrige aftener gik han på damejagt. Charmøren havde et princip om, at det helst skulle være en forskellig kvinde, han tog med hjem de ”faste fem ugedage”, og det overholdt han, efter eget udsagn, sådan ret stringent.

Franks bedste ven var ingen anden end George Best, og de to turede rundt sammen og holdt blandt andet ferier på Mallorca. Bests karriere smuldrede som bekendt efterhånden, mens Worthington på en eller anden måde var i stand til at overkomme både fodbolden og alt det andet sjov. Den afgørende forskel på de to var nok, at Frank var bedre til at håndtere og balancere det medfølgende alkoholforbrug.

Artiklen fortsætter efter billedet.

 

Gik glip af Liverpool-kontrakt

I 1972 var Worthingtons udsvævende livsstil alligevel nær endt galt. Efter en stærk sæson for Huddersfield blev playboy-centerforwarden udtaget til det engelske U-23 landshold, der skulle en tur til Østeuropa. Flere topklubber havde ytret interesse for den talentfulde målscorer, og da Frank kom hjem fra kampe mod Polen og Sovjet, stod selveste Bill Shankly klar med en kontrakt og en transfer til Liverpool FC. Alt blev forhandlet på plads og var klappet og klart til den officielle præsentation, lige indtil den obligatoriske helbredsundersøgelse. Til alles store chok viste denne imidlertid, at Worthington havde et forhøjet blodtryk, der var helt ude af kontrol. Året før havde Frank mistet sin far, og tabet var meget svært for ham at håndtere. En i forvejen hurtig livsstil i overhalingsbanen var blevet endnu hårdere og vildere. Men nu sagde fysikken altså fra. Liverpool trak sit transfertilbud af bordet, den planlagte sommerferie på Mallorca blev aflyst, og Frank røg på hospitalet i en uges tid for at blive tjekket igennem fra top til tå. Det var et wakeupcall, der ville noget! 

Kort tid efter dukkede endnu en transfermulighed dog op. Det var Leicester Citys dygtige og sympatiske manager Jimmy Bloomfield, der meldte sig på banen, og han endte med at hente Worthington til Filbert Street for 80.000 pund. Hos the Foxes voksede Worthingtons karriere til nye højder. Leicester havde et ganske stærkt hold med profiler som Keith Weller, Jon Sammels, Alan Birchenall og Steve Whitworth, og Jimmy Bloomfields tilgang til spillet var frisk, seværdig og offensiv fodbold. Fra 1972 til 1977 spillede Worthington 210 kampe og scorede 72 mål for Leicester. Mere end respektabelt. I 1974 kulminerede succesen med en udtagelse til det engelske landshold. 

Joe Mercer, der varetog Three Lions som caretaker det år, havde en stærk tro på et tremandsangreb bestående af Worthington fremme i front, flankeret af Southamptons Mick Channon og Liverpools Kevin Keegan. Det gik egentlig ganske godt. I de seks landskampe, som Mercer nåede at varetage, spillede Worthington dem alle. England tabte kun en af dem og spillede blandt andet 2-2 mod Argentina i et brag af en venskabskamp. For sydamerikanerne scorede Mario Kempes begge mål. Ham kom man siden til at se mere til. Frank Worthington scorede det ene af de engelske mål, og han nettede igen i den næste kamp mod Bulgarien (1-0 til englænderne). 

Den da 26-årige forwards privatliv var på det tidspunkt inde i en mere stabil periode. Worthy var i efteråret 1972 (da blodtrykket var faldet lidt ned) blevet gift med den svenske model Birgitta Egermalm. De fik to børn sammen. Frank fortalte siden, at den smukke svenske kvinde var totalt og aldeles uvidende om fodbold på det tidspunkt, hvor de to lærte hinanden at kende. Hun anede ikke, at han var en af landets kendteste idrætsmænd. ”Hun vidste ikke engang, hvem George Best var,” sagde han i et interview med Daily Mirror i 1978. Det har formentlig været befordrende for kærligheden, at Birgitta kun forholdt sig til Frank som mand og person, og ikke feteret stjerne. Helt tam blev han nu langtfra. Talrige sidespring sled kraftigt på forholdet, men da Don Revie blev udnævnt til landsholdsmanager i efteråret 1974, var Worthingtons dage på nationalmandskabet talte. Revie kunne ikke tolerere den form for offentlig opmærksomhed, som den flamboyante Leicesterangriber konstant tiltrak sig. Saftige tabloidhistorier stemte ikke overens med Revies jordnære værdier, og i november 1974 spillede Frank Worthington sin ottende og sidste landskamp for England, da han blev indskiftet for Allan Clarke i en 0-0-kamp mod Portugal. 

I 1977 valgte den vellidte Leicestermanager Jimmy Bloomfield at trække sig, og det satte en stopper for en stærk æra for the Foxes. Den tidligere Arsenalspiller fik kræft og døde, tragisk og alt for tidligt, som 49-årig i 1983. Leicester City ansatte i stedet en anden forhenværende Arsenallegende, Frank McLintock, og denne så sig hurtigt gal på sin centerforward. Worthington lå da i en langtrukken og smertelig skilsmisseproces med Birgitta, og det forstyrrede tilsyneladende hans sportslige fokus (i langt højere grad end hans notorisk mange udskejelser gennem årene). McLintock besluttede ret hurtigt, at han ikke kunne bruge sin topscorer. Skotten anså Worthington for at være færdig og solgte ham til 2. divisionsklubben Bolton Wanderers. I stedet blev angriberen Roger Davies købt i Club Brugge i Belgien. Både Davies og McLintock floppede imidlertid totalt. Omvendt blomstrede Frank Worthington op i Bolton. Her spillede han sammen med blandt andre de to senere topmanagere, Peter Reid og Sam Allardyce. 

Indian summer i Bolton

Worthy beskrev sit skifte som en usigelig lettelse og befrielse. Han fik atter lyst og overskud til fodbold. Den gamle playboy – kasseret i Leicester – blev mod forventning en mægtig succes. Bolton rykkede op, og Frank scorede det udslagsgivende mål i den sidste kamp mod Blackburn. 

Året efter spillede Leicester i 2. division og Bolton i første. Og minsandten om ikke Worthington i en sen alder opnåede sin bedste sæson nogensinde! Med 24 mål blev han såmænd ligatopscorer, og der var endda snak om et muligt landsholdscomeback. En af scoringerne var et ualmindeligt spektakulært ét af slagsen mod Ipswich Town, hvor Frank ekvilibristisk vippede bolden over hovedet på sig selv og forsvaret, hvorefter han flugtede bolden i rusen med et klinisk venstrebenshug fra kanten af feltet. 

Der gror som bekendt ikke mos på en rullesten, og Worthington valgte at skifte til Birmingham City, hvor han atter holdt et flot scoringssnit med 29 kasser i 75 kampe på to sæsoner. I 1983/84 opnåede han en ligasølvmedalje med Southampton, hvor han var én blandt flere ældre klassespillere under Lawrie McMenemys ledelse. Derefter stævnede den gamle måljæger ud som journeyman og globetrotter og spillede frem til 1992 i mere end 15 klubber i blandt andet Sverige, USA, Sydafrika og Irland. Som 44-årig rundede Frank Worthington så en lang karriere af, meget passende, i hjembyen Halifax. 

Efter flere år med Alzheimers døde Frank Worthington desværre i 2021, men det aftryk, han satte på engelsk topfodbold i Sportslørdag-perioden, går ikke i glemmebogen.