Han kunne have fået en stor landsholdskarriere - men valgte sin egen vej
Der er ikke mange danske topspillere der har så mange myter og sjove beretninger knyttet til sit navn som Hans Vilhelm Aabech. ”Baronen”, som han kaldtes, opnåede en helt særegen popularitet. Det hang selvfølgelig sammen med hans kompetencer som målskytte, men måske især fordi han var ”en mand af folket”. Det sidste er selvfølgelig lidt af en kliché, men er der ikke noget om at fodboldelskere holder særligt meget af de spillere der mest tydeligt afspejler mennesket på godt og ondt? Hans Aabech var lige så ægte og kompromisløs på fodboldbanen, som han var ligetil og uprætentiøs udenfor.
Som angriber var Aabech begunstiget med målnæse og et forrygende stærkt hovedspil. Han kom fra Skovshoved til Hvidovre i 1973 og blev straks en gigantisk succes. Med hele 28 mål blev han helt central og afgørende for Hvidovres danske mesterskab dét år. Det kometagtige gennembrud gav debut på landsholdet i en 2-2-kamp mod Ungarn i Idrætsparken, hvor Aabech spillede centerforward i et tremandsangreb sammen med Henning Jensen og klubkammeraten Ole Skouboe.
Gik på værtshus efter formiddagstræningen
I DBU såvel som i pressen gav det imidlertid rynkede bryn, da det viste sig at Aabech, sammen med målmanden Birger Jensen, havde vanskeligt ved at overholde aftaler om sengetider og sober stil når man var i landsholdslejren. Det var sandsynligvis årsagen til, at det kun blev til 3 landskampe for Baronen.
Skæbnen ville at Aabech og svirekammeraten Birger Jensen begge kom til belgisk fodbold, hvor de skrev kontrakter med storklubben FC Brugge. Derfra findes beretninger om værtshusbesøg efter formiddagstræningen mm. Man må jo dog konstatere at Birger Jensen viste sig langtidsholdbar, men Hans Aabechs indstilling og livsførelse harmonerede ikke med kravene i en ambitiøs international sammenhæng.
Brugge sendte ret hurtigt Aabech videre til hollandsk fodbold, hvor han floppede i Twente, men til gengæld fik stor succes i den mindre klub De Graafschap. Efter et kort ophold i belgiske Oostende, tog Hans Aabech hjem til Hvidovre, men skiftede snart efter til KB.
Artiklen fortsætter efter billedet.
”Pas på Aabech!”
Danmarks ældste klub var på det tidspunkt en særegen blanding af fine, ophøjede traditioner/idealer og en ret jordbunden og afslappet atmosfære. Klubben var i bund og grund ikke specielt gearet til professionalismen, og der var nærmest en stemning af hyggefodbold blandt elitespillerne. Det gav imidlertid et afkast i form af glad, positiv og kreativ fodbold. Truppen osede af talent og klasse.
Men det var symptomatisk at det blev hårdtarbejdende Esbjerg, der løb med mesterskabet i 1979, selv om KB momentvis spillede fremragende. Bestyrelsen skiftede populære Mario Astorri ud med den mere kompromisløse John Kramer på trænerposten. Nu skulle der fokus på kondition og disciplin. Hans Aabech røg således lige ind i spændingsfeltet mellem ”den gamle KB-stil” og Kramers krav. Umiddelbart skulle man tro at Baronen ville komme til kort, men i stedet spillede han en af sine bedste sæsoner i karrieren. Det er vist ikke for meget sagt, at han var direkte udslagsgivende for KB’s mesterskab i 1980. Det siges, at man stadig, på stille mørke aftener på Næstved Stadion, kan høre spøgelsesekkoet af Torben Storms stemme: ”Pas på Aabech!”…
Topscoreren benyttede succesen til et sidste – og kort – udlandsophold i en belgisk 3. divisionsklub, og derefter blev en omskiftelig karriere afrundet i Lyngby, HIK og Skovshoved. Med førstnævnte klub oplevede Hans Aabech i 1983 at blive dansk mester for tredje gang.
Efter den aktive karriere arbejdede Aabech som varmemester mm. Han sparede ikke på sig selv og levede et selvvalgt liv uden for normernes restriktioner. Medierne skrev ind imellem om en tilværelse med visse problemer, bl.a. i forholdet til sønnen, den teknisk begavede Kim Aabech.
Baronen døde i 2018, 69 år gammel. Han huskes med varme og glade minder af mange af de mennesker han omgav sig med, og forhenværende medspillere.
