Han kostede Liverpool millioner og blev Englands VM-helt - men uheldene fulgte ham
Klassiske britiske centerhalfs var en uundværlig del af spillet i de glade Sportslørdag-dage. De arketypiske britiske centerforsvarere. Med bind om hovedet efter et sprængt øjenbryn, eller uden fortænder. Altid i stenhårde dueller med fjendens centerforward, aldrig noget jammer eller klynkeri over at få et par på lampen.
Et par eksempler: Peter Simpson, Arsenal. Dave Watson, Man City og Southampton. David Webb, Chelsea og Derby.
Og så dagens fødselar (fylder 63): Mark Wright fra Southampton, Derby og Liverpool. Tårnhøj og fysisk stærk. Frygtløs og enerådende i luftspillet. Og ikke mindst med et meget veludviklet overblik.
Egentlig skulle Mark Wright fra Oxfordshire have været lærer. Men fodbolden blev hans skæbne (for nu at bruge en gammel W.C. Fields reference). Efter en kort periode hos lokale Oxford United kom Wright til Southampton og spillede en væsentlig rolle på det hold som Lawrie McMenemy, og siden Chris Nicholl, byggede op til at blive seriøse titelkandidater. I 1986 brækkede han benet i et uheldigt sammenstød med Saints’ keeper, Peter Shilton, men Wright kom stærkt tilbage.
Året efter skiftede han til Derby County, der netop da lancerede et storstilet forsøg på at vende tilbage til engelsk fodbolds absolutte top. Det blev til bl.a. en femteplads i 1988. Men The Rams oparbejdede en massiv gæld og måtte sælge den suveræne centerhalf til Liverpool i 1991.
Kom uheldigt fra start
Graeme Souness lagde en rekordsum for en forsvarer med 2,2 millioner pund for at få Wright til Anfield. I dag får man jo dårligt en tredjerangsspiller for de penge, men dengang var det lidt af en sensation. Alle Marks kvaliteter til trods, var der alligevel en hel del skepsis omkring hans transfer. Liverpool FC var jo en klub med de fineste traditioner for spilintelligente og elegante forsvarere. Tænk bare på folk som Mark Lawrenson og Alan Hansen. Wrights rolle var at erstatte netop sidstnævnte som krumtap og dirigent i den centrale defensiv. Meget kunne man sige om den lange Wright, men elegantier var han ikke. Til gengæld var han effektiv.
Graeme Souness’ periode som manager på Anfield huskes ikke som særlig vellykket. Men nogle gange er det tilfældigheder og småting der gør forskellen på succes og fiasko. Mark Wright debuterede mod Oldham med en 2-1-sejr, men blev skadet og sad ude i 3 måneder. Forsvaret haltede uden den nye anfører, og Liverpool fik aldrig rigtig fundet et varigt momentum. En 6. plads i ligaen var et meget skuffende resultat, men det var opmuntrende, at holdet formåede at vinde FA Cuppen med finalesejr over Sunderland.
Året efter hentede Souness danske Torben Piechnik ind som makker i forsvaret, men det kom aldrig til at fungere.
3 af 5 slutrunder ødelagt af skader
Mark opnåede 45 landskampe for England, og det borger jo for høj kvalitet. Men det kunne faktisk være blevet til langt flere.
Han gik glip af VM-slutrunden i 1986 på grund af sit brækkede ben (omtalt ovenfor), og efter den sløje indsats ved EM i 1988 røg han ud i kulden hos landstræner Bobby Robson i nogen tid. I 1990 blev han imidlertid hentet ind som brandslukker ved VM i Italien, hvor Robson pludselig skiftede forsvarstaktik og benyttede Mark som sweeper i en 3-5-2 opstilling. Det blev en vældig succes og Wright bidrog i høj grad til en vellykket slutrunde og den fine 4. plads til England. Men ellers var han som forfulgt af uheld på landsholdet.
I 1992 blev han skadet kort før EM, og i 1996 forhindrede et dårligt knæ Wright i at spille en hovedrolle i den engelske defensiv. Det var tredje gang ud af fem mulige slutrunder, hvor skader kom til at ødelægge hans deltagelse på højeste internationale niveau. Det var trist.
I 1998 stoppede Wright den aktive karriere efter 210 kampe for Liverpool, og over 500 i alt på topplan. Siden blev han manager i bl.a. Chester City og sportsdirektør i Southend. Han har gjort et meget stort stykke arbejde for udsatte børn gennem organisationen Foster Care Associates, og han har også arbejdet med talentudvikling i Kina.
