Født på denne dag i 1925.

I 1939 skrev Bolton Wanderers kontrakt med klubbens største profil gennem tiderne. Det var den dengang kun 14-årige Nat Lofthouse.

Kort efter kontraktunderskrivelsen brød 2. Verdenskrig ud og ligaen blev suspenderet. Nat (kort for Nathaniel) debuterede derfor i en uofficiel kamp i den såkaldte ”War Time League” mod lokalrivalerne fra Bury, der måbende måtte se knægten score to gange.

Drengens talent var fuldkommen enestående, men krigen tog 6 gode udviklings-år fra Nats karriere.

Fra udskældt Bevin Boy til engelsk VM-helt

I modsætning til bl.a. Boltons anfører Harry Goslin, der blev dræbt ved fronten i Italien i 1943, kom Lofthouse aldrig i militærtjeneste.

Den britiske regering besluttede i 1943 at optrappe produktionen i de – for krigsførelsen så vitale – kulminer, og tusindvis af unge mænd blev indkaldt til indsats i gruberne. Arbejderne blev kaldt ”Bevin Boys” efter den britiske (Labour) minister Ernest Bevin, der havde organiseret initiativet.

Det var både hårdt fysisk og ikke mindst psykisk, for the Bevin Boys blev af mange i offentligheden identificeret som nægtere og kujoner og lagt for had, selv om realiteten var, at mange hellere ønskede at kæmpe end at grave kul.

Først i 1946 kunne Lofthouse genoptage fodboldkarrieren. I hans officielle debut scorede han atter to gange for Bolton (mod Chelsea) og det engelske fodboldpublikum fik hurtigt øjnene op for det høje, stærke og dødsensfarlige power house af en centerforward, der producerede mål på samlebånd. I Bolton fik han straks ikonisk status.

Trods mængder af mål skulle der dog gå hele 5 sæsoner, inden FA og landsholdets udtagelseskomité fandt nåde for Lofthouse. Det var alt for nølende, for Nat var i stand til at levere varen, også internationalt.

I sin debut for Three Lions i 1950 mod Jugoslavien på Highbury, nettede Nat to gange (naturligvis, fristes man til at sige), og to år senere udødeliggjorde Lofthouse sig selv med tilnavnet ”The Lion of Vienna”, da han, med to scoringer, grundlagde en meriterende engelsk sejr på 3-2 over stærke Østrig i Wien.

Særligt det ene mål var legendarisk og karakteristisk, for østrigerne brugte alle midler for at stoppe Lofthouse i et herkulisk gennembrud, hvor han som en 1-mands hær fightede sig igennem slag, spark og en spiller der hang på ryggen, inden han bragede sammen med modstander-keeperen og bankede kuglen i nettet.

Nat blev topscorer i ligaen med 33 mål i 1953 og stod for tre kasser ved VM-slutrunden året efter, hvor England nåede kvartfinalen. Det var en præstation der revancherede det engelske sammenbrud ved VM fire år forinden mod USA og Spanien. Uruguay slog Nat og co. i en kontroversiel kvartfinale, der blev præget af brutalt spil og usikre dommerkendelser.

I 1955 medvirkede Lofthouse til at slå Skotland med hele 7-2 på Wembley, og det blev også til en 5-1-sejr i Københavns Idrætspark mod Danmark. I begge de nævnte opgør scorede han to gange, og så var det Nat med danskerne…

Samlet set præsterede Lofthouse 30 mål i 33 landskampe, og dermed slog han Vivian Woodwards landsholdsrekord fra 1911. I Bolton manglede han til gengæld et trofæ.

Den mest upopulære FA Cup vinder

Chancen kom i 1958 for den da 33-årige Nat Lofthouse.

Bolton havde kvalificeret sig til FA Cup finalen, men hele England (minus Bolton selvfølgelig) heppede inderligt på finalemodstanderen. Manchester United havde nemlig, nogle måneder forinden, mistet 10 spillere (8 dræbte og 2 kvæstede) i forbindelse med den tragiske flyulykke i München lufthavn. En hårdt såret manager, Matt Busby, ledte sit decimerede team ind på Wembley på krykker, og hele nationen håbede på at United ville vinde.

Det gik hverken værre eller bedre end at Bolton tog sølvtøjet med hjem til Lancashire med en 2-0-sejr. Nat Lofthouse scorede det altafgørende mål, men måden var ikke just populær.

Manchesters nordirske målmand Harry Gregg, der i München blev den store helt ved at sætte sit liv på spil for at redde adskillige medpassagerer, greb en bold i en luftduel, hvorefter Lofthouse gav et skub der sendte keeperen ind i nettet med bolden i armene. Målet udløste et ramaskrig, og Nat var stor nok til bagefter at indrømme, at der nok burde have været dømt frispark. Scoringen satte Boltons triumf i et lidt ufortjent, trist, mørkt og meget upopulært relief.

Nat opnåede i alt 255 mål i 452 ligakampe for Bolton. Et fuldstændig formidabelt vidnesbyrd om en unik centerforward og ”one club man”. Siden blev han coach, manager og endda præsident i hjerteklubben.

Da han gik bort i 2011, blev han fulgt til graven af tusindvis af taknemmelige fans. De sidste år var vanskelige. Som mange andre tidligere fodboldspillere led Nat svært af demens. Han blev 85. Nats statue pryder i dag stadion i Bolton.

Nu sker der noget: Xabi Alonso afslører planen for Enzo Fernández