Annonce
Annonce

Han førte Køge til et historisk mesterskab - og skrev sig ind i klubbens evighed

02.08.2026 Kl. 14:11

Den 16. november 1975 er en dato som ingen køgenser glemmer. Det er lige før, at skolebørnene i kommunen burde have fri. 7000 tilskuere var mødt op på stadion for at se, om det lokale fodboldmandskab var i stand til at hjembringe Køge Boldklubs andet danske mesterskab i historien. Det første lå 21 år tilbage i tiden.

Mesterskabsopløbet var ekstremt tæt. For første og eneste gang nogensinde var der tre sjællandske klubber på medaljepladserne. Næstved, nummer tre, var 1 point efter de to førende med 1 kamp tilbage. Så mesterskabet var primært et anliggende mellem Køge og Holbæk. Køge havde en fordel med en 9-måls bedre målscore. På sidste spilledag skulle holbækkerne møde B.1903, mens Køge tog imod allerede nedrykkede B.1909. Kunne det gå galt? Vildere ting er jo set i fodboldens lange saga, men et tidligt mål af John ”Milo” Christiansen gav publikum ro i sindet. Peter Poulsen fulgte op med 2-0-målet kort efter, og før pausen nettede ”Milo” igen. I 2. halvleg fuldendte angriberne sit (engelske) hattrick, inden Svend Poulsen cementerede sejren. Holbæks 6-0-ydmygelse af 03’erne var nytteløs. Champagnen sprang, og træner Edwin Hansen kunne fejre mesterskabet med sine spillere. 

Holdets angreb havde sprudlet i løbet af sæsonen. Da Claus Larsen blev professionel i Sparta Rotterdam i sommerpausen, kom John Milo ind som makker til topscoreren Charlie Petersen. Men det var især forsvaret, der var ”hemmeligheden” bag mesterskabssuccesen. Der røg nemlig blot 31 mål ind i de 30 kampe bag keeperen Henning Larsen. Backerne Michael Haagensen og Arne Rastad imponerede stort. Sidstnævnte er dagens fødselar (74 år i dag).  

Landsholdsdebut i vildt opgør

Arne var tidligt et talent der var på radaren i forhold til DBU’s ungdomslandshold. Fra 1969 til 74 spillede han ikke færre end 24 U-landskampe for Danmark. Dengang et meget højt antal. I 1972 var han anfører på U-21 landsholdet der slog Grækenland 2-0 i Vejle i EM-kvartfinalen. Det var en stærk årgang med bl.a. Allan Simonsen, Benny Nielsen og Iver Schriver. Kjeld Seneca og Peter Dahl scorede for Danmark. Desværre vandt grækerne returopgøret (uden Rastad) med 5-0. 

I 1973 fik Arne debut på A-landsholdet i en VM-kvalifikationskamp mod Tjekkoslovakiet. Danskerne leverede en god indsats, men kampen skæmmedes af en meget svag dommerpræstation af italieneren Lo Bello, der gouterede at tjekkerne flere gange gik over stregen og bl.a. slog målmanden Mogens Therkildsen i græsset i forbindelse med en scoring. Det ekstremt hårdt spillede opgør endte 1-1. Senere på året fik Rastad genvalg i en 1-0-sejr over Norge i Trondhjem. Desuden sad han 4 gange på bænken i det landskamp-år. 

De internationale kampe afstedkom interesse fra udlandet, og Arne fik kontrakt med 1860 München, hvor han blev klubkammerat med B.93’eren Jan Højland. Opholdet i Sydtyskland blev desværre ikke nogen succes, og forsvarsspilleren vendte hjem til Køge efter knapt halvandet år – lige i tide til at indtage en essentiel rolle i mesterskabssæsonen. 

Køges rekordmand

Året efter stod den på Europa Cup fodbold, og det blev til to uforglemmelige opgør mod selveste de senere turneringsvindere, Bayern München, der dog blev en for stor mundfuld for sjællænderne. Titelforsvaret fusede desværre ud. Meget symptomatisk kom angriberen Charlie Petersen slemt til skade med et brækket ben, og så måtte køgenserne forlade sig i endnu højere grad på defensiven, der da også var divisionens 5. bedste. 

Køge kom rigtig dårligt i gang med betalingsfodbold, da man ”gik over” til professionalisme i 1978. Den gamle købstad rykkede ned i 2. division, men allerede året efter genvandt de sort-hvid stribede deres 1. divisionsstatus, da man gav Lyngby og Fremad Amager og alle de andre baghjul i den næstbedste række. Samme år gik Køge hele vejen til finalen i landspokalturneringen, men B.1903 stod imidlertid i vejen for triumfen, idet københavnerne tilføjede Rastad og co. et 1-0-nederlag. Til dato har Køge aldrig vundet pokalen. 

Med 475 førsteholdskampe har ingen anden i Køges historie optrådt så mange gange for klubben. Arne Rastads rekord bliver næppe nogensinde overgået. I 1999 kårede Køgefans Arne til ”Århundredets forsvarsspiller” i klubben.

I det civile arbejdede Rastad som bankfuldmægtig. 

Køges mesterhold 1975.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce