Boldklubben Frem fylder 140 år den 17. juli, og det er vel kun rimeligt, at en af klubbens allerstørste lederskikkelser – og en af de største i dansk fodbold i det hele taget – trækkes frem fra den alt for fyldige glemmebog. 

Louis Harald Østrup var med i Frem næsten fra begyndelsen. Han blev medlem som 14-årig i 1890, kun to år efter at klubbens fodboldafdeling var startet op. Han spillede både cricket og fodbold, og påtog sig den tunge pligt at være kasserer i 1894. Han var da blot 17 år. 

Reddede Boldklubben Frem fra undergang

Det var et kritisk tidspunkt for klubben. Der var medlemstilbagegang og man måtte trække sig helt fra turneringsfodbold. Boldklubben Frem truedes med opløsning. Men med Louis og den utrættelige formand Julius Andersen som primus motorer, blev klubben genrejst og reddet. I 1898 opnåede man den ultimative blåstempling, da førsteholdet slog ”kongeklubben” KB. I 1902 og 1904 vandt Frem endda det officielle danske mesterskab, på det tidspunkt dog forbeholdt de københavnske klubber. De to flittige ildsjæle sørgede også for, at Frem blev ”banejende klub”, da man fik hjemmebane på Vesterbro/Enghavevej. Det konsoliderede klubbens position i dansk fodbolds øverste elite. Frem kom også med i Stævnesamarbejdet, hvor man arrangerede de lukrative venskabskampe mod især britiske klubber.

Internt i Frem tegnede Julius Andersen foreningen som formand (i tilsammen 37 år!), men Østrup profilerede Frem i de store linjer. Han sad i KBU’s bestyrelse som kasserer fra unionens stiftelse i 1903 til 1911. Og i DBU’s bestyrelse som næstformand fra 1911 til 1918 og derefter bestred han hvervet som formand for DBU fra 1918 og helt frem til 1935. 

Oprøret i 1911

1911 blev et skelsættende år for københavnsk elitefodbold. De mindre foreninger foranstaltede et oprør mod de baneejende klubber for at få en mere solidarisk fordelingsnøgle af tilskuerindtægter mm. Det medførte, at ”de 4 store”, KB, B.93, AB og Frem meldte sig ud af KBU og efterfølgende iværksatte deres egen, alternative turnering. Altså en slags ”piratliga”, 76 år før Helge Sander og Harald Nielsens banebrydende initiativ. 

Det var naturligvis en uholdbar situation for dansk fodbold. KBU’s pokalturnering afholdt finalekamp mellem Boldklubben Velo og Viktoria. Det var ikke just et tilløbsstykke. Og hvad med landsholdet? Der blev skyndsomt taget initiativ til en kompromisløsning. ”De store” bevarede magten i dansk fodbold. 

Louis Østrup måtte træde ud af KBU’s bestyrelse pga. konflikten, men blev i stedet næstformand i DBU, hvor han i nogle år udgjorde en dynamisk lederduo i samarbejde med KB’s legendariske Ludvig Sylow. 

Østrup havde mange kompetencer. Danmarks store fodboldhistoriker, Johannes Gandil, gav ham dette skudsmål: ”Østrup var en meget flittig formand [for DBU, red.] og gik op i sit hverv med stor pligtfølelse. Hans idealistiske indstilling overfor alle foreliggende problemer og hans usvigelige neutralitet i sagernes behandling måtte skaffe ham respekt blandt hans mange medarbejdere gennem årene”. Gandil hæfter nøglebegreber som ”indsigt, retlinethed og arbejdslyst” på Østrups virke. 

Konsulen kom til tops i FIFA

Rundt omkring gik han under kælenavnet ”Konsulen”. Baggrunden var, at han i mange år var konsul i København for Costa Rica. Det er næsten utroligt, at den energiske klubmand havde tid til en ”civil” karriere, men han var i mange år direktør for en stor international grossistvirksomhed. 

I 1921 trådte ”Konsulen” ind i FIFA’s bestyrelse som næstformand. Dermed sad han i en af de mest magtfulde positioner i fodboldverdenen, og på en af de mest betydningsfulde poster en dansk fodboldleder nogensinde har haft.

FIFA var i en rivende udvikling i tiden efter 1. Verdenskrig, og der blev lagt op til at man skulle arrangere den første slutrunde om verdensmesterskabet. Østrups fokus var dog rettet mod noget lidt anderledes. Han havde en vision om, at international landsholdsfodbold skulle være for de bedste amatører, ligesom man kendte det fra OL. Han gjorde en stor indsats i FIFA’s eksekutivkomité for at vinde anerkendelse for en bred definition på amatørbegrebet, og lykkedes med at vinde gehør for sine udkast. Men i 1927 trådte han ud af verdensorganisationens ledelse, og i 1932 vragede FIFA Louis’ amatørbestemmelser. Fremover blev det op til hvert enkelt forbund selv at sætte grænserne for skillelinjerne mellem amatørisme og professionalisme. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Blev væltet af sine egne

Som formand for DBU gennem 27 år arbejdede Østrup utrætteligt på at understøtte fodboldens udvikling i provinsen. Han var stærk fortaler for at man gennemførte den strukturændring i 1929, der skabte en landsdækkende 1. division. Det var en brydningstid i dansk fodbold, hvor de gamle, stærke københavnske klubber havde en mere konservativ indstilling, og så med skepsis på det idealistiske projekt med at løfte standarden i provinsen. 

Østrup endte med at komme i modsætningsforhold til sin egen ”base”, da han i 1934 stillede forslag om, at provinsens unioner skulle tilgodeses med flere mandater i DBU’s bestyrelse og det magtfulde forretningsudvalg. Boldklubben Frem var blandt de klubber der var stærkest imod oplægget, og Østrup valgte at trække sig som formand i forbindelse med generalforsamlingen i 1935. Han blev afløst af KB’s Kristian Middelboe. Østrup må, formentlig i udpræget grad, have følt sig dolket af baglandet. 

Han døde i 1951, 75 år gammel.