Hvad er en helt? Definitionen er vel en rollemodel, et forbillede for andre. Nogen der er i stand til noget ekstraordinært og beundringsværdigt. I dag er fodboldens ”helte” i høj grad fremmedgjorte i forhold til deres fans. De er udviskede og uklare glansbilleder der kan følges tæt af millioner på tv-skærmene, men som sjældent stikker ud med værdier, holdninger, synspunkter eller personlig stillingtagen. De er ”images”, ”brands” og deres egne små (eller større) virksomheder, men det er ikke til at mærke dem som mennesker.

Sådan har det ikke altid været. 

For mig er ærlighed en vigtig moralsk faktor. Og jeg har dyb respekt for mennesker der er fejlbarlige og tør stå ved det. Denne fortælling tilhører en spiller, der blev den måske største historiske profil i begge de to konkurrerende Manchesterklubber. En ægte legende hvis saga næsten er for fantastisk til at være sand. Men det er den.

Billy fra de barske dale

Hovedpersonen William (Billy) Henry Meredith kom til verden (på denne dag) i 1874 i den nordwalisiske by Chirk, midt i et område der er som taget ud af Richard Llewellyns episke roman ”Grøn var min barndoms dal”. I de walisiske dalsænkninger ligger de lime-grønne bakker side om side med de kolossale sorte slaggerbunker der vidner om århundreders rovdrift på landskabet. Faretruende knejser kulmineaffaldet over de små landsbyer som et skrøbeligt Damoklessværd. Områdets garvede minearbejdere var notorisk opsætsige og ikke blege for en frisk strejke. Og grevskabets politistyrke bar pikkelspir på toppen af de traditionelle høje hjelme, sådan bare for at signalere, at forholdet til arbejderne var præget af en konstant konfliktsituation, der når som helst kunne eskalere ud i regulære gadeslag. I bedste fald var der tale om borgfred med gensidig latent mistro til modparten. Med andre ord: tilværelsen var rå, barsk og fattig.

Billys familie levede – som næsten alle andre på egnen – af mineindustrien, og knægten måtte selv ned i den bælgmørke jords indre fra en tidlig alder. Men han var gudbenådet med et helt usædvanligt fodboldtalent, hvilket kom til udtryk i den lokale klub, Chirk Amateur Athletic Association FC.

Chirks fodboldklub kaldtes i folkemunde Kulsvierne, hvilket jo var meget karakteristisk, og hos de rødklædte Colliers greb man spillet an lige så pragmatisk og kraftfuldt som når man svingede hakken i de mørke gruber. Med 16-årige Billy i angrebet fik holdet imidlertid noget meget iøjnefaldende flair. Unge Meredith var ikke lynhurtig, men han var et teknisk vidunderbarn med en fuldendt sparkeevne og fabelagtigt præcise afleveringer. Ligesom sine ligesindede holdkammerater var han energisk og hårdtarbejdende, og fra en meget ung alder var han et naturligt samlingspunkt på banen og udviste enorme lederegenskaber. Desuden tillagde han sig et unikt image: Han spillede altid med en tandstikker i munden. Selv forklarede han, at det hjalp ham til at holde balancen i driblinger og dueller.

Chirk FC vandt den walisiske pokalturnering i 1894 og eftersom Meredith var amatør, kunne han spille for andre klubber når lysten og energien rakte. Han søgte målrettet væk fra tilværelsen som kulminearbejder, og prøvede sig af i Wreham og engelske Northwich. Det blev springbræt til en professionel kontrakt i Ardwick FC i efteråret 1894. Denne klubs navn siger nok ikke folk så meget i dag, men den blev rekonstrueret og omdannet året efter til Manchester City.

Meredith lagde Chirk bag sig, men han glemte aldrig sine rødder og bar stoltheden over sit ophav med sig som en inspiration og navigations pejlemærke igennem livet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Skandale i Manchester

I Manchesters blå trøjer blev Billy hurtigt en fanfavorit. Han kombinerede den kompromisløse og hårdtarbejdende fighterindstilling med sublim teknik og overblik. I 1899 scorede han 29 mål i 2. division og var nøglen til Citys oprykning. Efter nogle turbulente sæsoner fik klubben etableret sig, og i 1904 vandt City FA Cup turneringen. Meredith var anfører og eneste målscorer i finalesejren over Bolton.

Året efter stormede The Citizens mod mesterskabstitlen, men tabte den sidste og afgørende match mod Aston Villa med 2-3. Opgøret skæmmedes af et voldsomt slagsmål mellem Merediths angrebsmakker Sandy Turnbull og Villa-kaptajnen Alex Leake. Bagefter stod Leake frem og anklagede Billy Meredith for at have tilbudt en bestikkelse på 10£ for at lade City vinde.

Billy var på toppen af sin karriere. Anfører for sit hold, forgudet af de lokale fans og tilbedt som en konge af fodbolden for sin toneangivende rolle som stjerne på Wales’ landshold. Det havde været oplagt for ham at benægte beskyldningerne. Men i stedet stod han – til almindelig bestyrtelse – frem og erkendte. 

For Billy var sagen principiel. Han levede som en dedikeret og asketisk sportsmand. Afskyede alkohol og passede sin kirkegang. Men han var også en del af en idræt hvor der forekom systemisk svindel. Bestikkelser og penge under bordet var hverdagskost. Som holdkaptajn måtte Billy, til sin egen væmmelse, gå klubbens og managerens ærinde og tilbyde ussel mammon for dem som ville gå på kompromis med principperne. Han stod frem og fortalte om en bundrådden kultur, der fandt sin næring i et tåbeligt lønsystem, hvor alle kontraktspillere var ens lønnet, og hvor der var fastsat et lønloft på sølle 4£ om ugen, hvilket i stor stil foranledigede til skjulte bonusudbetalinger og matchfixing.

Meredith var en mand med en mission. Han ønskede at nedbryde de gældende regler og danne en stærk politisk platform for de professionelle spillere: En fagforening. I første omgang opnåede han imidlertid ikke andet end en karantæne på halvandet år. Manchester City måtte erkende ulovlige spillerbetalinger og sætte en række aktører på transferlisten. Det engelske fodboldforbund havde ekstremt svært ved at navigere i skandalen og valgte at hemmeligholde Billys straf for offentligheden. Så populær var den walisiske højre wing, at man lagde låg på sagen og fortiede den for pressen.

Billy var en færdig mand i City, men naboerne fra Manchester United plukkede fallitboet på Maine Road og tilbød 4 af spillerne derfra kontrakter, deriblandt Sandy Turnbull og den 32-årige Meredith. 

Hos United blev Billy lige så populær som han havde været i den ”blå del” af storbyen. I 1908 og 1911 blev United engelske mestre, og i 1909 vandt de FA Cuppen. Billy blev kaldt ”Den walisiske magiker” og ”Fodboldkongen” og regnedes for britisk fodbolds – og dermed verdens – bedste spiller, i konkurrence med legendariske Steve Bloomer og Vivian Woodward. 

Fagforeningsboss

Men Billy var ikke færdig med at bekæmpe fodboldens magtinstanser. Konceptet med en fagforening for de professionelle aktører – en spillerforening – fik stadig større tilslutning, og Billy blev valgt til foreningens første formand. Man var vel ikke vokset op med arbejderkampene i blodet hjemme fra dalene for ingenting… 

Arbejdsgiverne var bestyrtede over udviklingen og lockoutede foreningens medlemmer. Den konservative sportspresse fulgte trop med indignerede avisledere der hånede spillernes ”grådighed”, og Meredith blev karikeret i The Athletic som en konge med scepter og kåbe og to fede, grinende lakajer. Den uundværlige tandstikker identificerede ”majestæten” så ingen var i tvivl. Tegningens kongekrone var, meget symbolsk, ved at falde til jorden. Meredith reagerede med ophøjet ro og skrev et humoristisk læserbrev til avisen, hvor han opfordrede redaktøren til at masseproducere og sælge tegningen, og så donere overskuddet til spillerforeningen. Han vedkendte sig en slående lighed med karikaturen, men mente at den glorie der var anbragt over hans hoved, var en kunstnerisk fejl: ”Jeg er ikke ret ofte blevet kaldt helgen af mine modspillere, men derimod tit sammenlignet med en anden fyr. Han med treforken”. 

Mange foreningsmedlemmer faldt fra under presset, men en stærk kerne fortsatte kampen. De kaldte sig Outcasts FC og arrangerede træningskampe hvor ideologiske meningsfæller og fodboldfans i almindelighed strømmede til for at se ”girafferne”. FA og klubberne måtte æde et kompromis, og anerkendte spillerforeningen som faglig institution. Desuden blev bonusordninger lovliggjort. 

Helt i Manchester: både blandt de røde og de lyseblå

Meredith spillede over 300 ligakampe for Manchester United. I 1920 hjalp han Wales til en sejr på 2-1 over England på Highbury. Det var kun walisernes 3. sejr i 39 historiske opgør mod ”storebror”. Og den første siden 1882. En stolt og stortudende Billy Meredith kunne dermed modtage trofæet for den samlede førsteplads i den prestigefyldte British Home Nations turnering. Han var da 45 år og spillede sin 48. og sidste landskamp for De Røde Drager.

En af de engelske modstandere på dagen, legendariske Charlie Buchan udtalte om Meredith: ”For mig er han verdens 8. vidunder. Bygget som en greyhound, slank og kurvet, ikke med fantastisk hurtighed, men med en utrolig evne til at snøre modstanderne på meget lidt plads. Med vidunderlig boldkontrol når han stormede ned ad linjen, og – vigtigst af alt – en uhyggelig dygtighed og præcision i pasningerne ind til ”hans” centerforwards”.  

Året efter skiftede 46-årige Meredith tilbage til Manchester City, og han spillede sin allersidste kamp på topplan som 50-årig i 1924. Så blev støvlerne – og tandstikkeren – endeligt lagt op. Han og hustruen Ellen og deres to døtre blev boende i Manchester, hvor Billy var elsket både blandt røde og blå. Han drev en pub (selv om han var afholdsmand) og siden et hotel i byen og fulgte fodbolden, bl.a. det walisiske landshold, tæt til det sidste.

Billy Meredith gik bort i 1958.