Graham Taylor blev født på denne dag i 1944.

Taylor havde ikke nogen bemærkelsesværdig aktiv karriere. Han var back i de mindre klubber, Lincoln City og Grimsby, og startede som manager i Lincoln, efter at han stoppede som aktiv i 1972.

Men det blev Watford, der blev lykken for Graham. Han blev nærmest synonym med The Hornets’ forbløffende opstigning i det engelske divisionssystem, da han sad i managersædet på Vicarage Road i et tiår, 1977-87.

Dynamisk duo med Elton John

I et tæt samarbejde og synergi med klubformanden Elton John, bragte Taylor Watford fra 4. til 1. division, med en sølvmedalje i 1983 som bedste ligaresultat, og en FA Cup finale året efter. I dag er det ikke så usædvanligt, at kendisser fra medie- eller underholdningsbranchen køber sig ind i engelske fodboldklubber. Men det var virkelig et særsyn i 1970’erne. Elton John var ikke ligefrem billedet på en machomand, men han elskede fodbold, og kom da også ind imellem og trænede med profferne. Det var sjov og spas, når ”The Rocketman” troppede op med sine kulørte signaturbriller og tog del i skudtræningen mm.

Graham Taylor tog sig af den mere alvorlige del af forretningen. Han sammensatte et stærkt mandskab med de to sorte stjerner, John Barnes og Luther Blissett, i spidsen, og kreerede en kvik, omstillingsbaseret spillestil med højt tempo og masser af power. Taylors seriøsitet stod i en vis kontrast til flamboyante Elton. Manageren havde en akademisk uddannelse bag sig og var gift med sin ungdomskæreste. I fodboldmæssig forstand var han dog ingen grå mus.

Forbilledligt arbejde i Aston Villa

I 1987 skiftede han managersædet på Vicarage Road ud med Villa Park.

Også i Aston Villa gjorde Graham Taylor et suverænt stykke arbejde. The Villains rykkede op i den bedste række i 1989 og blev en sensationel nr. 2 i ligaen året derpå. Det banede vejen for jobbet som engelsk landsholdsmanager.

Taylor havde sine styrker i opbygningen af et stærkt team. Han var tydelig i sine krav og i rollefordelingen på sine hold, og han var dygtig til at skabe stabilitet og tro på egne evner blandt sine spillere.

Taktisk set havde han sine begrænsninger. Watford og Villa spillede direkte og uden mange dikkedarer. Det var effektivt, men også simpelt. I landsholdsregi blev det for primitivt og unuanceret.

Blev hånet og latterliggjort

Taylor havde ofte en uheldig hånd ift. de folk som blev udtaget og som han pålagde stort ansvar. Resultaterne var skuffende og pressen gav manageren en “rough deal” og udstillede ham i karikaturtegninger som en roe: “Taylor the Turnip”.

EM-slutrunden i 1992 husker vi jo fra dansk side som et sensationelt triumftog, men Taylors Three Lions var til gengæld meget tamme. Efter nederlaget til Sverige udkom boulevardpressens flagskib, The Sun, med overskriften: ”Swedes 2 Turnip 1”.

Kvalifikationen til VM i 1994 udviklede sig til en katastrofe. Et tv-dokumentarhold fulgte på tæt hold hans sørgelige personlige sammenbrud og opløsning. For åbent tæppe gik han op og ned ad sidelinjen og bandede og skældte ud på en linjevogter i den afgørende match mod Holland. ”Du har lige kostet mig mit job”, stammede han igen og igen. Det var sørgeligt og samtidig sært fascinerende at sidde og se på.

Døde meget pludseligt

Forfatteren Jonathan Wilson bebrejdede i sin bog ”The Anatomy of England” assistenten Lawrie McMenemy for at være for passiv og ikke beskytte sin chef. Det er altid vanskeligt at vurdere, hvor meget staben bag chefen bærer medansvar for en sportslig nedtur. Men det er altid bossen der betaler prisen.

Læs mere om McMenemy her: Han overtalte Kevin Keegan – og ændrede Southampton

Den logiske fyring, som Taylor selv havde forudsagt, kom han i forkøbet ved selv at sige op i november 1993.

Siden var Graham forbi Wolverhampton og atter Watford og Aston Villa. Watford FC opkaldte en tribune efter ham i 2014.

Han døde meget pludseligt i 2017, angiveligt af et hjerteanfald. Han blev kun 72 år gammel.

Hans statue i bronze sidder foran Vicarage Road i dag, og smiler venligt til de forbipasserende.