Han overtalte Kevin Keegan - og ændrede Southampton
En af engelsk fodbolds fineste repræsentanter, Lawrie McMenemy, fylder 90 år i dag.
McMenemy skabte sig et stort navn som manager i Sportslørdag-epoken, på trods af at han aldrig nåede at spille en divisionskamp som aktiv.
Han havde en militær baggrund fra det meget velrenommerede Coldstream Guards regiment, og præcision, grundig metodik og disciplin blev nøglebegreber for McMenemy, da han etablerede sig som coach og manager i 1960’erne.
Arbejdede sig op nedefra
Uden at kunne profitere af at have et “navn” i fodboldens verden, måtte McMenemy arbejde sig op fra bunden. Hans første klub var amatørklubben Bishop Auckland, der i mange år havde et af Englands bedste amatørhold. Samarbejdet blev en succes, eftersom Bishop Auckland vandt Northern League i 1965. Derefter fik Lawrie job som coach i Sheffield Wednesday og afventede en mulighed for at blive ”selvstændig” manager i en professionel klub. Den kom, da Doncaster Rovers tilbød ham chefstolen i 1968. Året efter vandt han 4. division med ”Donny”, en præstation han gentog tre år senere med Grimsby Town.
I 1973 kom chancen for at stå i spidsen for en klub på en lidt højere hylde. McMenemy blev manager i Southampton. En position han bestred i 12 år. I den periode oplevede The Saints deres største æra i historien. I 1976 slog Southampton sensationelt Manchester United i FA Cup finalen, og to år senere rykkede sydkystbyen op i 1. division.
McMenemy opbyggede en stamme af rutinerede spillere, og skrev kontrakter med folk som Alan Ball, Charlie George, Mick Mills, Dave Watson og Frank Worthington.
I 1980 chokerede han alle eksperter, pressen og fodboldfolket i al almindelighed, ved at lokke selveste Kevin Keegan til The Dell. Med the Mighty Mouse som frontfigur mønstrede Southampton et mandskab der måtte tages seriøst i toppen. Det lykkedes ikke at komme hele vejen, men klubben på sydkysten var definitivt transformeret fra ”underdogs” til potentiel titelkandidat.
Keegan stoppede i 1982 og tog til Newcastle, men Lawrie McMenemy støbte et vinderhold med bl.a. Mark Wright, Steve Williams, Peter Shilton og Steve Moran, og Southampton fik sølvmedaljer i 1984, blot tre points efter mestrene Liverpool.
Året efter afsluttede den dygtige manager sin gyldne epoke i Southampton med en flot femteplads. Derefter stod McMenemy i spidsen for Sunderland i et par sæsoner, men uden succes.
U-landstræner og udskældt assistent
Det engelske fodboldforbund gav McMenemy ansvaret for U-21 landsholdet og i en periode var han assistent for A-landsholdet. Han får en hård medfart af Jonathan Wilson i bogen ”The Anatomy of England”, hvor han kaldes “yes man” og beskyldes for passivt at se til, mens Graham Taylor gravede en stadig dybere grav for sig selv som landsholdsmanager.
Det er altid en vurderingssag hvor meget modspil assistenttrænere skal levere i forhold til deres chefer. McMenemy var af den gamle skole, hvor man sjældent gav sig af med diskussioner med ”the Gaffer”, men i stedet koncentrerede sig om at give konkrete input til spillerne. Der er ingen tvivl om, at Taylors periode som landstræner for England var en trist nedtur. Nærmest som at bevidne en trafikulykke i real time.
Efter den forfejlede kvalifikation til VM i 1994 i USA, trådte McMenemy tilbage, og koncentrerede sig om en position som direktør i Southampton.
I 1998 havde han et kort comeback som manager for det nordirske landshold, men uden at opnå særlig fremgang. Siden har Lawrie McMenemy virket som medieekspert og haft en position som direktør uden portefølje i Southampton FC.
Han blev adlet med en MBE i 2006.
Første gang i 12 år: Danske klubber skuffer i Europa



















