Ikke mange danske spillere har haft så velfunderet en teknik som Valdemar Christian Laursen. Den var afgjort af Laudrup’ske dimensioner. Som mange af de største talenter igennem historien debuterede Valdemar Laursen da også meget tidligt på landsholdet. Han var kun lige fyldt 18 år og det var i forbindelse med prestigeopgøret mod Sverige på udebane i Göteborg i efteråret 1918, hvor Danmark vandt 2-1 efter en knaldhård og lige kamp. Bl.a. på et mål af debutanten Laursen, der dengang spillede i angrebet. Det skulle i øvrigt blive hans eneste scoring i landsholdskarrierens 44 kampe. En elegantier med et suverænt overblik og det perfekte tekniske forbillede for den danske fodboldungdom. 

Sammen med Fritz Tarp var han den bedste defensive tekniker i dansk fodbolds historie, måske sammen med 80’er-holdets anfører Morten Olsen. Det er unægtelig interessant at dansk fodbold, indenfor den samme periode, var i stand til at fostre så dygtige forsvarsspillere som Laursen og Fritz Tarp. De var næsten legemliggørelsen af den fine tekniske fodboldkultur, som topklubberne havde implementeret og udviklet siden århundredets start. ”De skotske principper”.  

Men som det også har været tilfældet med andre unikke spillere i dansk fodbold gennem tiderne, så var Valdemar Laursen en personlighed der skilte vandene.  

Ofte nedgjort i pressen

Måske er der noget om, at vi – ”fodboldfolket” – beundrer genierne, men holder mest af arbejdsbierne? Mange år senere var der en større diskussion om Michael Laudrups løbepensum på landsholdet og om der mon kunne være plads til både Michael og Brian Laudrup samtidig. Set i retrospektiv virker det næsten absurd at der blev stillet spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af spillere, der er så sjældne og samtidig så nødvendige at have på det danske landshold. Indvendingen var hovedsageligt at Laudrup’erne ikke kæmpede tilstrækkeligt, hvilket altså provokerede en stor del af publikum og pressen. Men dygtige fodboldspillere skal jo have mulighed for at bruge kræfterne på netop deres spidskompetencer. Hvis alle spillere agerer ens, så bliver spillet fattigt. 

Valdemar Laursen brugte i alt fald ikke unødigt energi i at forøge sit løbepensum. Det gav ham måske et dovent udtryk, og det faldt ikke i alles smag. Samtidig var 1910’ernes klart stærkeste klubhold, KB, ikke så stærke længere, og det frydede utvivlsomt mange. Laursen var i manges øjne en ”typisk” KB’er; det til tider overlegne, teknisk betonede spil med førstegangsafleveringer og ”lad bolden gøre arbejdet, og lad modstanderne løbe” indstillingen. En stor del af sportspressen var ikke sen til at nedgøre boldkunstneren når det ikke helt lykkedes, eller når man skulle bruge en syndebuk for ret skuffende resultat. 

Socialdemokraten skrev i 1926: ”Der er i dette forårs fodboldreferater ofret en mængde skældsord på Valdemar Laursen som fodboldspiller, men ikke eet mere end han har fortjent. ”Socialdemokratens Sportstidende” har, hvad læserne vil vide, heller ikke lagt skjul på, at hans luddovne spillemåde var en fornærmelse mod kammeraterne og mod publikum”. Reporteren må dog medgive at Laursen netop har spillet en fremragende kamp: ”Den mand, som her spillede venstre back på KB’s førstehold, han kan spillet som ikke ret mange andre, om overhovedet nogen her i landet”. Skribenten afholder sig da heller ikke fra en svulstig forklaring på diskrepansen mellem den hårde kritik og spillerens brillante præstation, og spillerens tilsyneladende metamorfose: ”den bundede i noget som kommer indefra, fra viljens og energiens centrer, dér er det nemlig de legemlige fortrin og færdigheder får den sjæl, den beånding, der kan få en fodboldko til at spille som et menneske og et fodboldmenneske til at spille som en engel”. Altså, underforstået, at hvis blot Laursen gad kæmpe og løbe noget mere så kunne den retfærdige kritik forstumme. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Halvandet års karantæne for hård tackling

Valdemar Laursen var faktisk selv sportsjournalist på bl.a. Idrætsbladet, men det virker ikke som om at det animerede hans kollegaer til at give ham en mere fair bedømmelse i pressen, snarere endda tværtimod. På det tidspunkt hvor Socialdemokraten revsede Laursen var han netop vendt tilbage efter en lang, ufrivillig pause. I en kamp mod B. 93 i foråret 1923 gik ”Valde” – ganske ukarakteristisk – ind i en hård tackling med angriberen Poul Nielsen (der grundet navnesammenfaldet kaldtes ”den falske Tist”) og mistimede sit indgreb. Nielsen brækkede ulykkeligvis benet og pressen kaldte straks episoden for ”et råt overfald”. Det afstedkom en voldsom sanktion fra KBU’s side. I dag ville det være totalt ude af proportioner, men unionen tilkendte Valdemar Laursen en karantæne fra al københavnsk fodbold i halvandet år! 

Mens Laursen udsonede sin absurde straf, overvejede han et særdeles lukrativt tilbud fra Everton, der havde været i København og spille en venskabskamp mod KB og ved den lejlighed gav et tilbud på den brølstærke, bebrillede forsvarsspiller Steen Steensen Blicher og målmanden Poul Graae – kaldet ”Mester Graae”. Samtidig havde englænderne så hørt om Laursens hårde skæbne, og ham ville de så også gerne have med. Det kunne have givet en yderst interessant danskerkoloni i en engelsk topklub, men af forskellige grunde – først og fremmest hensyn til de civile karrierer – fik alle tre til at takke nej. Laursen var nok den der var tættest på at acceptere. At han fandt sin dom helt urimelig, har nok medvirket til at friste. Det vidner uomtvisteligt om ”Valdes” høje internationale klasse, at de stærke englændere var villige til at købe ham selv om han faktisk var inaktiv på det givne tidspunkt, altså reelt ubeset.  

Efter udstået karantæne kom boldkunstneren tilbage til KB og landsholdet. Forholdet til pressen var dog fortsat anstrengt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Pressen hånede den syge Valde

I 1929 blev Laursen alvorligt syg. Det viste sig at han led af tyktarmskatar, og det var bestemt ingen spøg dengang. Han tabte sig voldsomt og var afkræftet i et halvt år. Fodbold kunne der naturligvis ikke blive tale om, men i dele af pressen blev dette fordrejet til at den dovne og overlegne Laursen nu end ikke gad nedlade sig til at spille, og der var sikkert noget med økonomiske kompensationer, for han var jo tæt på at blive professionel for et par år siden, ikke sandt? Atter var Socialdemokraten ude med den perfide ”rive”. Under en tegning af Laursen, liggende på en sofa med benene i vejret og en fed cigar i munden, ironiserede ”Digterkongen” over gude-teknikerens fravær med et lille smædevers. Overskriften lød: ”Valdemar Laursen har så meget ekstraarbejde, at han ikke kan spille på KB’s hold om søndagen”. Derefter fulgte verset: ”Den tid hvor KB’s Valde – som er et sandt geni – kom når klubben kaldte – er nok for længst forbi. Forgæves bud man skikker – til kamp såvel som fest – han på sin sofa ligger – og slider som en hest. Før kunne Valde nøjes – med lønnen klubben gav – men nu skal den forhøjes – han stiller nye krav. Hvis man dem ej opfylder – han hviler vrist og hæl – han ved nok, hvad han skylder – ej KB, men sig selv”.  

Selv om ”Valde” sluttede sin lange og flotte landsholdskarriere i 1934 med et par fremragende kampe, forskånedes han ikke for et sidste spark på eftermælet. Den legendariske Johannes Gandil, der i 1920’erne sad i DBU’s bestyrelse og UK, og samtidig var redaktør på det store sportsmagasin Idræt. Gandil mente at Laursen til det sidste sløsede sit talent. Han var og blev en medgangsspiller: ”Man skal have råd til at bruge Laursen på et landshold, og det skal helst være et der vinder – så spiller han dejlig fodbold”.  KB’eren var dog langt fra ude af stand til at tage til genmæle, og ramte hovedet på sømmet (Socialdemokraten 10. august 1934): ”Jeg hører ikke til den slags spillere, der styrter frem og tilbage på banen og det er der altså nogen, der ikke kan lide eller benytter til angreb på mig. Men jeg spiller nu engang som det ligger bedst for mig, og man har da haft brug for mig 40 gange på landsholdet (44 red.). Men måske skal man have spillet højre wing ved århundredskiftet for at have forstand på halfbacktaktik i dag”?  

Personlig tragedie

Da støvlerne var lagt på hylden, forfulgte Valdemar Laursen en international dommerkarriere. Med enorm succes. I 1933 udgav han sammen med AB’eren Harry Bendixen og B. 93’s Poul ”Pølse” Jensen bogen ”Tre på landsholdet”. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ikke alt i elegantierens liv var dog lykkeligt. Valdemar Laursens datter blev gravid som 20-årig og valgte på tragisk vis at begå selvmord ved at gasse sig i 1942. På det tidspunkt var Laursens ægteskab med hustruen Julie allerede ophørt, og den drastiske modgang tærede tilsyneladende så meget på den stakkels kvinde, at hun også valgte at tage livet af sig – på samme måde som datteren – året efter dennes selvmord. 

Jeg rangerede Laursen som Danmarks næstbedste venstre back gennem tiderne i bogen ”Dansk fodbolds 110 bedste”. Desværre valgte DBU i næsten hele Laursens aktive epoke ikke at spille internationalt turneringsfodbold. Derfor er vurderingen af hans position på en alle tiders top-10 naturligvis en subjektiv kalkulering. Men det er utroligt at Valdemar Laursen til dato ikke er optaget i DBU’s Hall of Fame. 

Det glemte geni døde i 1989.