Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Han blev europamester med Danmark - men fik kun 10 landskampe

03.06.2026 Kl. 08:09

Peter Nielsen fylder 58 år i dag. Han fik en flot karriere med europamesterskab og King Fahd Cup.

Den teknisk velfunderede og skudstærke midtbanespiller startede som ungdomsspiller i Fremad Amager og kom på Richard Møller Nielsens U-21 landshold i 1988, i testkampe mod Østrig, Belgien og England samt en EM-kvalifikationskamp mod Grækenland, der af sikkerhedshensyn blev afviklet i Italien. Nielsen viste sig godt frem med en bred vifte af kompetencer. Han var arbejdsom og god i nærkampene, men han var først og fremmest en dygtig tekniker med et godt overblik. Det blev til 8 U-21 landskampe for Danmark. 

Han medvirkede til en pæn midterplacering i 2. division med et talentfuldt Fremad Amager mandskab i 1989, og der var efterhånden en del snak om, hvorvidt det vel var på tide med en større adresse. 

Mester og pokaltriumfator

Det blev Hans Bjerg-Pedersen og storsatsende Lyngby Boldklub der fik Peters underskrift på en kontrakt. Nielsen spillede en fremtrædende rolle i Lyngbys pokaltriumf i 1990. Der måtte to kampe til for at besejre AGF, men i opgør nummer to var der ingen tvivl om hvor sølvtøjet skulle hen. De kongeblå passerede Troels Rasmussen hele seks gange, og Peter Nielsen stod for en af træfferne i 6-1-sejren. 

Han oplevede samtidig den personlige triumf at blive kåret til Årets Spiller 1991. Året derpå blev et særdeles stærkt Lyngby-mandskab danske mestre. I foråret 1992 debuterede han på A-landsholdet mod Tyrkiet, og en indskiftning i en testkamp mod Norge i Aarhus, i forbindelse med en dansk 1-0-sejr (Lars Elstrup scorede), var tilstrækkeligt til at overbevise Richard Møller Nielsen om, at Nielsen skulle med i den danske EM-trup. I slutrundekampene fik han dog ikke spilletid, og måtte altså overvære den uforglemmelige Europamesterskabssucces fra bænken.

Krumtap på Bökelberg

Derefter var der rift om Nielsens underskrift i udlandet, og det blev Borussia Mönchengladbach, der fik hans signatur i 1992. Der var nok mange der var skeptiske i forhold til om Nielsen kunne begå sig, eller om han ville blive tromlet i Bundesligaen. Men han gjorde tvivlerne til skamme og spillede en række udmærkede sæsoner i Gladbach, hvor han styrede midtbanen sammen med Stefan Effenberg.

I 1995 var Peter Nielsen med til at spille sin tyske klub frem til pokalfinalen, men han sad desværre på bænken da Gladbach slog Wolfsburg med 3-0 i slutopgøret. Samme år fik han to landskampe, og han scorede et meget vigtigt mål i 1-0-sejren over Makedonien i EM-kvalifikationsopgøret i Parken.

I 1997 skrev midtbaneregissøren kontrakt med F.C. København, som han anførte i et par vanskelige sæsoner. Derefter tog han atter til Bökelberg, og hjalp Gladbach til en oprykning i 2001. Så blev det igen retur til FCK, som han hjalp til det danske mesterskab i 2003. 

Samlet optrådte Nielsen 131 gange for Løverne. Han var enormt populær blandt fansene i Parken for sine lederegenskaber og evne til at gå forrest. 

To triumfer med landsholdet

På landsholdet opnåede Peter Nielsen i alt 10 optrædener. Sidste gang var i 2002 mod Saudi Arabien i King Fahd Cup. Således havde han altså en aktie i begge Ricardos to internationale titler. 

Set i bakspejlet var Peter Nielsens 10 landskampe ikke ret mange, sat i forhold til spillerens talent og kompetencer. En del skader spillede imidlertid forstyrrende ind. I kun to af hans ti landskampe blev det til fuld spilletid, og han sad ubenyttet på bænken hele 14 gange. 

Siden karrierestoppet i 2003 har Peter Nielsen været træner og assistent i forskellige klubber, bl.a. F.C. København og Fremad Amager. 

Han var assistenttræner for Ståle Solbakken i FCK indtil han, af personlige årsager, fratrådte stillingen i 2008.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce