Han blev europæisk mester - men fik kun fire landskampe for Danmark
Carsten Kjeldsen Nielsen spillede ungdom i B.1903 og debuterede for sin klub i 1974, som en meget bevægelig central midtbanespiller med et godt offensivt drive.
Allerede året efter landsholdsdebuterede han på A-landsholdet som kun 20-årig på et nærmest absurd afbudsramt dansk mandskab i 1975 mod Spanien.
Baggrunden var at mange simpelthen ikke ønskede at tage til det fascistisk styrede Spanien i en periode med uroligheder og henrettelser af politiske modstandere. Så der blev plads til en række reserver, og Danmark leverede faktisk en særdeles god kamp mod hjemmefavoritterne på Espanyols Sarria (men tabte dog med 0-2). Carsten blev indskiftet i pausen i stedet for KB’eren Niels Sørensen, og gjorde en god figur. Ret beset ”tilhørte” han dog stadig stammen omkring U-21 landsholdet.
Tommy Troelsen var på den tid ved at sammensætte en årgang med virkelig stort potentiale. I 1977 var Nielsen med til at spille Danmark frem til EM-kvartfinalen via bl.a. en fantastisk 6-2-sejr over Polen i Slagelse. Målene blev sat ind af Preben Elkjær (3), Jørgen Lorentzen, Ulrich Thychosen og Carsten selv. I kvartfinalerne havde Tommy Troelsen desværre ikke Nielsen til rådighed, og danskerne tabte efter en skandaløs udekamp i Sofia med 4-4 og udebanemål.
I 1972-74 havde Carsten understreget talentet ved at opnå hele 15 U-19 landskampe. Han var med ved hele to EM-slutrunder for Ynglingelandshold (som man sagde dengang) i Italien og Sverige.
Spændende talent – men meget nervøs
I Fodbold-Jul 1974 bragtes et ganske kort miniportræt af både Carsten Nielsen og Frank Arnesen der blev betegnet som to spillere man ville gøre klogt i at holde godt øje med. Men det fremgik også, at Nielsen var en beskeden og lidt præstationsangst natur: ”Han har lampefeber. Ledere på ynglingelandsholdet har brugt timer på at tale Carsten Nielsens “lampefeber” væk før kampene. De har fortalt, at alt var afhængigt af ham uden at gøre det til et pres for ham. Men i praksis var det nok så væsentligt, hvordan den følsomme spiller ramte den første bold. Også i B1903 kan Carsten Nielsen betegnes som fodboldmæssig maniodepressiv. En splittet person, en spændende person, måske den mest spændende i dansk fodbold i dag.”
Der blev bidt mærke i 1903’erens opportunisme og energi, ikke mindst da klubben fra Lyngbyvej havde en fremragende sæson i 1976. Nielsen blev købt af Borussia Mönchengladbach halvvejs inde i 03’ernes mesterskabssæson og etablerede sig, efter et læreår, som fast inventar på Bökelberg som hængende angriber eller offensiv midtbanespiller.
I 1977-78 scorede Carsten Nielsen 8 gange for Gladbach og i 1979 var han med til at vinde UEFA Cup turneringen med sin tyske klub. Pressen skrev, at Gladbach havde en kompetent afløser for Allan Simonsen, da denne søgte til FC Barcelona, og midtbanemanden lignede en fast landsholdsaktør i mange år frem. Sådan gik det desværre ikke.
Alt for få landskampe
På landsholdet blev det nemlig – udover debuten i Barcelona – kun til 3 optrædener i 1978 og 79. Desværre med tre nederlag til følge. Nielsens landskamp nummer 2 var 3-4-braget i Idrætsparken mod England. Dengang kunne klubberne forhindre de landsholdsudtagne spillere i at repræsentere nationen, og i Gladbach havde man ikke meget til overs for tanken om, at deres kontraktansatte skulle bruge ressourcer i det danske landsholds tjeneste.
Alligevel så boks-til-boks midtbanespilleren ud til at gå en særdeles lys fremtid i møde. Men landskampen i Bulgarien i oktober 1979 (0-3) blev hans 4. og sidste.
Borussia Mönchengladbach gennemgik desværre en større deroute efter de gyldne år med Simonsen, Henning Jensen, Vogts, Heynckess, Wimmer, Netzer osv. Den tabte UEFA Cup finale mod Frankfurt i 1980 blev det endelige vendepunkt. Den i Danmark så populære klub kunne ikke længere være med i toppen af Bundesligaen, og sådan har det stort set været lige siden.
Med mere end 100 Bundesligakampe (og 29 mål) under bæltet, søgte Carsten Nielsen nye græsgange i sommeren 1981. Han spillede 4 sæsoner for Racing Strasbourg i fransk fodbold, hvor han opnåede omkring 100 førsteholdskampe, trods en del skader. Derefter blev det til 4 sæsoner i Schweiz hos Neuchatel Wamax (bl.a. sammen med den tidligere Gladbachspiller Uli Stieleke) og 1 år på leje i Chenois. Han blev schweizisk mester med Xamax i 1988. Men atter var skader en stærkt forstyrrende faktor.
Karrieren blev afrundet i 1989 og 90 i KB.
