Han blev dømt for blød til topfodbold - så ændrede alt sig
Da den 24-årige, langhårede seminariestuderende Kim Sander Hansen fra Jerne, fik et kometagtigt gennembrud i AGF i 1980, var det intet mindre end en sejr for fodbolden.
Fra bohême til nøglespiller
Sander var egentlig afskrevet som topspiller. Man mente at hans indstilling var for blød, og at det virkede som om at han var bedst når man kun spillede for sjov. Han fremstod som doven og egenrådig og passede ikke ind i et professionelt miljø. Sander var da heller ikke just nogen fighter og bolderobrer. Men til gengæld havde han flair, teknik og spilforståelse som få i dansk fodbold.
Efter et klubskifte fra IHF til gymnastikforeningen i 1979 kom Kim Sander på rette hylde. Den tidligere back på AGF’s store guldalderhold fra 50’erne, Erik Christensen, så mulighederne i den lidt bohême-agtige boldspiller. Sander fik en offensiv hovedrolle på dét AGF-mandskab der blev tålmodigt og dygtigt opbygget i de år. Med spillere som Jens Harmsen, Kurt Ross, Kim Ziegler og Frank Olsen var den defensive stamme uhyre solid, og det gav plads til at Sander kunne boltre sig. Især sammen med ”den stille dræber” i angrebet, Lars Bastrup. De to harmonerede godt, ikke mindst i forhold til deres filosofiske og intellektuelle grundindstilling. Bastrup udtalte for eksempel i 1980: ”Det er et totalt asocialt liv at være professionel fodboldspiller. Man har intet fornuftigt forhold til samfundet, men bæres oppe af fattige livsværdier – penge, berømmelse, prestige. Og alt sammen vel at mærke kun i en begrænset periode”. Bastrup og Sander var enige om, at fodbold er sjovest når man spiller med hovedet. Den indvendige side.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Sander blomstrede voldsomt i AGF, ikke mindst da Poul Erik Bech kom til som træner. Han tillagde sig en mere aktiv og arbejdsom spillestil, uden at det gik ud over det kreative. Præstationerne blev noteret af den nye landstræner, Sepp Piontek. Han gav Kim Sander to A-landskampe i 1980, mod Sovjetunionen og Schweiz.
På Pionteks landshold
Det var i tiden inden det tekniske og offensive dynamitspil senere i 80’erne. I Pionteks opstart med landsholdet handlede det meget mere om disciplin og defensiv struktur. Og så havde Sepp en ide om, at landsholdet skulle bygges på en stamme af hjemlige spillere. En tanke der var funderet i erfaringerne fra Kurt Nielsens periode, hvor der altid var mange afbud fra de udlandsprofessionelle, hvilket gjorde det nærmest umuligt at sammenspille holdet.
De fleste af de første landskampe under den senere så folkekære tysker var faktisk rene ørkenvandringer. Umiddelbart harmonerede Kim Sanders filosofi ikke helt godt med den strikse germaners. Men i en artikel i Fodbold Jul 1980-81 redegjorde Sander fornuftigt og indsigtsfuldt for hvorfor dette netop IKKE var tilfældet: ”Det accepterer jeg (Pionteks resultatorienterede stil, red.), fordi der ligger andre ting bag. Dansk fodbold har brug for internationale resultater, og dem er vi ved at få. Når vi har fået etableret en selvsikkerhed, kan vi begynde på den anden stil, og jeg tvivler ikke på, at udviklingen vil gå den vej i løbet af få år. Vi ”tænker” fodbold lige så godt og måske bedre end de fleste andre nationer, men vi mangler lidt i råstyrke og disciplin”.
Ved samme lejlighed kårede Fodbold Jul – lidt autonomt – Kim Sander til Årets Fodboldspiller i Danmark. Den officielle kåring gik dog til klubkammeraten Lars Bastrup.
Sepp havde god fidus til Sander. Det kom til udtryk ved at han – ud over de to nævnte landskampe i Moskva og Lausanne – havde AGF’eren med på landsholdsbænken i de to ekstremt vigtige VM-kvalifikationsopgør mod Jugoslavien og Italien, som Danmark desværre tabte.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Tragisk, alt for tidlig død
I 1981 frigjorde det berømte EF-dekret spillerne fra deres klubber pr. automatik i forbindelse med landskampe. Det betød at Pionteks tanke om at have en hjemlig spillerstamme blev lagt i mølposen. Kim Sander blev dog udtaget til landsholdet mod Rumænien i 1981. Men hans rolle på øverste hylde blev kortere end ventet og håbet.
AGF sluttede som en fin nummer 4 i 1980 og 81, og man rådede over et kolossalt stærkt mandskab, så De Hvi’e spillede for alvor med om mesterskabet. Med det blev ikke helt med Kim Sander i den ventede hovedrolle. Skader og – især – sygdom kom på tragisk vis i vejen. Han spillede nogle sæsoner for Nørresundby og Skovbakken, men snart stod det klart, at Sander led af sklerose (ALS) og i 1992 døde han alt, alt for tidligt som kun 35-årig.
I dag ville Kim Sander have været fyldt 70 år.
