Kurt Børge Nicolaj ”Nikkelaj” Nielsen var en folkelig figur i dansk klubfodbold. I sin mangeårige karriere som klubtræner stod han urokkeligt på en angrebsorienteret holdning til spillet. DBU kunne dårligt have valgt en mere diametral modsætning til kynikeren Rudi Strittich som dennes afløser.  

Skovserdrengen Kurt var kendt som en notorisk ”fisker” af spillere fra småklubber, og så havde han generelt et godt øje til lovende unge spillere. Især dem der kunne score mål. I slutningen af 50’erne opdagede han som træner i Frederikshavn den bedste af slagsen, Danmark nogensinde har haft: Rødspættebyens egen ”Bette Halle”, Harald Nielsen. Han gjorde sin ”egen” gamle klub, Skovshoved IF, til en af de mest underholdende og offensivt indstillede i dansk fodbold. Og senere i sin lange æra i B.1901 inspirerede ”Nikkelaj” til angrebsfodbold og introducerede afrikanske Biri Biri, som han ”fiskede” nede i Gambia, og som blev en stor stjerne i Sevilla. Som andre daværende toptrænere i dansk fodbold tjente Kurt vist nok ind imellem en skilling på at formidle et spillersalg til en udenlandsk professionel klub. Men på det område adskilte han sig ikke fra Rudi Strittich. 

Som aktiv havde Kurt opnået 3 landskampe inden han blev professionel (uden sportslig succes) i franske Marseille.  

Det var altså ikke en uerfaren nok-sagt som DBU hyrede i 1976. Det var en mand der havde klare doktriner i forhold til hvordan fodbold skal spilles. Devisen var ”angreb er det bedste forsvar”. I denne proces forsømte Kurt Nielsen desværre at instruere og organisere sin defensiv, der i høj grad blev negligeret. 

Endelig: Sejr over Sverige!

Det startede som et tiltrængt frisk pust. Kurt indså at det var gavnligt at skabe en hyggelig og social atmosfære omkring landsholdet, da han var totalt afhængig af at de bedste spillere i udlandet selv sørgede for at få fri til landskampene af deres arbejdsgivere. Det kneb ofte for folk som Allan Simonsen, Henning Jensen, Jørgen Kristensen, Benny Nielsen, Ulrik le Fevre m.fl. Som disse navne indikerer, var materialet ellers yderst lovende.  

Når ellers spillerne lykkedes med at få landsholdsorlov fra klubberne, vankede der smørrebrød og bajere i landsholdslejren. I eftertidens mere disciplinerede og strømlinede perspektiv er dette ofte blevet bebrejdet landstræneren som dybt useriøst, og endda upassende for et professionaliseret idrætsmiljø. Men Kurts jovialitet var ingenlunde påtaget. Han var et gennemført hyggeligt menneske. Og der er ingen tvivl om at landsholdsspillerne langt hellere anstrengte sig for at overtale klubberne til at give fri, når de skulle hjem og spille under Kurt Nielsen, sammenlignet med deres motivation under forgængeren. Hvilket var evident i deres præstationer på banen. 

Det ”friske pust” gav sig udslag i en usædvanlig stærk og vellykket landsholdssæson i Kurts debut-år, 1976. På mål af Lars Bastrup og Ove Flindt Bjerg slog Danmark Sverige på udebane for første gang i 39 år! Kampen blev vist i tv forskudt og umiddelbart inden udsendelsen gik tv-sportens Gunnar ”Nu” Hansen på skærmen og afslørede resultatet i ren glæde. Det kostede en vred telefonstorm på DR, men sejren over naborivalerne var unægtelig en stor triumf for den nye landstræner. Den årlige svenskelandskamp var i hele DBUs amatør-epoke det store tilløbsstykke og højdepunkt. Sejren gav Kurt Nielsen en god platform.

FIFA’s kvalifikation til VM i Argentina kom også godt i gang for Danmarks vedkommende. Landsholdet slog Cypern med 5-1 ude og 5-0 hjemme. Publikum og presse begyndte at vejre morgenluft. Kunne Danmark virkelig for første gang kvalificere sig til et verdensmesterskab? Håbet blev godt og grundigt skudt ned året efter.  

Drømmen skudt i sænk

Når Kurt Nielsen evaluerede et skuffende resultat overfor sportspressen, så talte han altid om at danskerne blot havde været uheldige. Ind imellem var det svært at være helt uenig med ham: En helt utroligt partisk dommerpræstation af den algierske Aouissi ødelagde Danmarks muligheder i en svær udekamp mod Portugal på Estadio da Luz. Dommeren snød Allan Simonsen for århundredets mest soleklare straffespark, da den portugisiske målmand ”klippede” Allan i en friløber. Siden udviklede kampen sig ualmindeligt ondt, og der opstod slagsmålsagtig tumult flere gange. Et enkelt portugisisk rødt kort i slutfasen kunne dog ikke hindre at danskerne tabte 1-0. 

Det afgørende skud for boven kom på arbejdernes internationale kampdag, den 1. maj 1977, i Idrætsparken mod Polen. Henning Jensen og Jørgen ”Troldmanden” Kristensen havde ikke fået fri. Men Danmark bragte alligevel en stærk line up med Birger Jensen, Per Røntved, Johnny Hansen, Ole Bjørnmose og stjernen Allan Simonsen. Det var denne kamp, der blev benyttet som kulisse i actionfilmen ”Skytten”, hvor Jens Okking pløkkede Simonsen fra en nærliggende tagryg. Nede på Idrætsparkens plæne skød polakkerne danskernes VM-chance i sænk. Polen havde et historisk stærkt hold der havde vundet bronze ved VM tre år før, med Deyna, Lato, Lubanski og Andrzej Szarmach. To mål af Lubanski dræbte danskens drøm. ”Vi var bare skide-uheldige”, sagde Kurt Nielsen på pressemødet bagefter. Landstræneren ville ikke høre tale om den mangelfulde defensive organisation, der gav polakkerne alt for nemme scoringer og de livsvigtige points. 

De to resterende opgør i puljen blev et mareridt. Polen vandt let med 4-1 i silende regn i Chorzow og vandt dermed puljen. Og endelig gjorde Portugal fuldkommen grin med et totalt sejlende dansk forsvar, i et pinligt dansk 4-2-nederlag i København. 

Angrebsfodbold uden defensiv 

Næste års Nations Cup (EM) kvalifikationskampe understregede med al tydelighed de defensive brister. Per Røntved skrev i sin selvbiografiske ”Fodbold på vrangen”: ”Det viste sig hurtigt, at Kurt Nielsen ikke var fremtidens mand for dansk fodbold. Hans taktiske oplæg var tilfældige og kortvarige, bygget op på flosklen: ”Hvis hver og én kæmper, kan vi sagtens slå de bavianer”.  

Angrebsmæssigt brillerede spillere som Jørgen Kristensen, Allan Simonsen, Benny Nielsen og Henning Jensen. Og Kurt Nielsen indføjede – ganske tro mod sin fornemmelse for talenterne – med succes – de purunge ”Ajax-tvillinger”, Frank Arnesen og Søren Lerby, samt den yderst lovende Köln-forward, Preben Elkjær, i landsholdstruppen. Især på hjemmebane spillede landsholdet offensivt sprudlende. Det vidner resultaterne om. I hjemmekampene mod Nordirland, Irland, Bulgarien og England scorede Danmark 12 gange. Publikum blev godt underholdt. Men det blev alligevel kun til 1 sejr (mod Nordirland) og alle udekampene blev tabt. Efter 2-2 mod Bulgarien sad man med en fornemmelse af at der kun havde været ét hold på banen. Især Jørgen Kristensen havde været i hopla og spillet blændende. Men det gav kun uafgjort. 

På pressemødet bagefter spurgte de østeuropæiske journalister Kurt Nielsen om hvem af bulgarerne der havde været bedst? ”Ham hvis navn slutter på -ov”, svarede landstræneren. Det gjorde de alle sammen. Det var ganske morsomt sagt, hvis det da ikke havde været fordi Kurt i bund og grund ikke vidste ret meget om, og ej heller interesserede sig særligt for modstandernes spillere og mulige trusler. Det faldt i nogen grad pressen for brystet, og Nielsen forsøgte at forsvare sig – på sin helt egen og meget karakteristiske facon: ”Jeg vidste alt om bulgarerne. Jeg havde set dem på film mod DDR. De havde kun to spillere der bekymrede mig: Panov og en anden, jeg ikke husker navnet på. Det var i øvrigt ligegyldigt, eftersom han havde brækket benet og ikke kunne spille. Resten var en stor grå masse. Om de gik med røde seler eller tæskede konen, var underordnet i denne forbindelse”. 

Kort efter – og dagen før puljens sidste hjemmekamp mod Nordirland – udkom Per Røntveds og Frits Ahlstrøms bog ”Fodbold på vrangen”. Røntveds bemærkninger om Kurt Nielsen ramte svidende plet: ”Taktikmødet mod Bulgarien i Idrætsparken glemmer jeg næppe nogensinde Kurt Nielsen for. Han havde fået betændelse ved det ene øje og bar derfor solbriller. Som han sad dér, lignede han en, der hvert øjeblik ville rejse sig, gå ud på gaden, sætte sig op på sin Harley Davidson og fræse gennem byen. Alle tiders læderjakke. Misforstå mig ikke. Jeg kan virkelig godt lide ham, men jeg anser ham på ingen måde for at være den rette til jobbet som landsholdets træner. Han er dansk, han er festlig, og han er folkelig; egenskaber jeg sætter pris på til visse tider, for eksempel når jeg er uden for rampelyset og fritaget for diverse pligter”.  

Denne karakteristik sårede naturligvis Kurt dybt. Han så ingen anden udvej end at sætte Røntved af holdet mod nordirerne. Kampen blev husket for at Danmark spillede offensivt fremragende (og endda holdt nullet), og således vandt 4-0 på bl.a. tre mål af den nye unge stjerneforward, Preben Elkjær. Og så blev den tillige husket for at landstræneren viste sit store menneskelige format ved at skifte Per Røntved ind i anden halvleg. Kurt bar ikke nag, og blandt de mange mennesker i fodboldens verden, der krydsede hans vej, var der ikke mange der havde noget negativt at sige om ham personligt. 

Kurt blev frosset ud

Sejren over Nordirland var dog ikke tilstrækkeligt til at forlænge Kurt Nielsens stilling. DBU ville noget andet. Formanden, Carl Nielsen, udtalte i forbindelse med kåringen af ”Årets hold” i 1978, at unionen ”ville gøre alt for at skaffe verdens bedste træner”, hvortil den tilstedeværende Kurt Nielsen prompte udbrød: ”Jamen ham har I jo”. Kurt var dybt skuffet og udtalte at han mente at han fortjente chancen for at køre landsholdet videre. Han evaluerede sig selv på sin særegne måde i et interview med Frits Ahlstrøm: ”Jeg sludrede med madammen om det forleden, og vi blev enige om at jeg ikke havde lavet nogen større bommert i de tre år. Men i hendes øjne er jeg også verdens bedste”. 

Den kommende landstræner skulle ellers komme til at virke under klart forbedrede arbejdsvilkår. I årene der kom, ville spillerne ”automatisk” få fri fra klubberne, når de blev udtaget. Og selve udtagelsesprocessen blev lagt i hænderne på landstræneren alene – uden om diskussionerne i UK. Desuden havde Carlsberg givet tilsagn om et stor-sponsorat, der bl.a. gjorde at DBU kunne have en landstræner på mere attraktive økonomiske vilkår, og ikke – som Kurt – være afhængig af værtshusdrift i Nykøbing ved siden af ansættelsen i DBU. Det skulle altså ikke være Kurt ”Nikkelaj”, men i stedet en barsk preussisk forsvarsmøver af rang.  

Statistik:

Landstræner 1976-79.

31 landskampe. 13 sejre, 6 uafgjorte, 12 nederlag. Målscore: 55-45.