Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Frank Arnesen åbner op: Afslører ukendte historier fra fodboldens verden

01.06.2026 Kl. 17:41
Boganmeldelsen er skrevet af Jesper Ralbjerg.

Titel: Total fodbold 
Forfatter: Frank Arnesen og Tonny Vorm
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2026
Sidetal: 320

I 2023 udkom Steffen Pedersens Dirigenten om Søren Lerby på Gyldendal, og 2 år senere fulgte samme forfatter og forlag succesen op med bogen Dribleren om Jesper Olsen. Nu har Gyldendal så at sige fuldendt hattricket ved at udgive bogen Total fodbold med Frank Arnesen i centrum. Arnesen optrådte naturligvis på det elskede 80’er-landshold sammen med Lerby og Olsen, og alle tre har de optrådt i klubben Ajax Amsterdam – Lerby og Arnesen endda på samme tid.

Der er mange lighedspunkter mellem de tre udgivelser, blandt andet den meget stringente kronologi i bøgerne, men på ét punkt adskiller Total fodbold sig afgørende fra sine to forgængere. Arnesen står selv opført som forfatter, og bogen fortælles med Arnesens egne ord – dog er Tonny Vorm en langt fra uvæsentlig medforfatter. Det er både en gave til og en hæmsko for erindringsbogen. En gave, fordi Vorm er en rutineret og eminent sikker levnedsskildrer af sportsstjerner. En hæmsko, fordi det stilsikre og letflydende sprog i bogen ofte lyder som noget, der kommer fra en superdygtig medforfatter/redaktør snarere end fra en fodboldspiller, der i bund og grund – med egne ord – er en gavflab fra Amager.

Sidstnævnte forhold er medvirkende til, at Arnesen i nogle passager kommer til at fremstå afmålt og distanceret i forhold til sit stof og sine læsere. Lidt firkantet skitseret kan man hævde, at den slebne diplomat og sportsdirektør Arnesen fylder for meget i forhold til den fandenivoldske fodboldgavtyv Frank. Som læser kunne man godt savne, at Arnesen gravede et spadestik eller to dybere visse steder i stedet for at køre snorlige ud ad den strikse kronologis tangent.

Når det er sagt, skal det dog også fremhæves, at Total fodbold samlet set er en mere end almindeligt anbefalelsesværdig fodboldbog. Få danskere har haft en så lang og begivenhedsrig karriere i fodboldens verden og tjeneste som Frank Arnesen –både som aktiv spiller, sportsdirektør, talentspejder og -udvikler og meget, meget mere. Såvel inden for som uden for kridtstregerne har Arnesen oplevet mere end de fleste, og i Total fodbold får vi som læsere lejlighed til at stifte bekendtskab med mange af de fodboldpersonligheder, som Arnesen har mødt i sit lange virke. Man må i sandhed konstatere, at der er tale om en perlerække af notabiliteter – foruden en lang række af danske landsholdskoryfæer hilser vi i bogen også på berømtheder som Johan Cruyff, Ruud Gullit, Romario, Ronaldo (den brasilianske), José Mourinho og Roman Abramovitj. Hvad angår den russiske forretningsmand, klæder det i øvrigt Arnesen at han ikke forsøger at lægge afstand til sin tidligere arbejdsgiver, fordi Vestens forhold til alt, hvad der er russisk, er blevet anstrengt. Sådan var det jo meget langt fra, da Arnesen oparbejdede et tæt forhold til milliardæren fra det store land.

Har man fulgt med i og husker Arnesens karriere, vil meget af stoffet i sagens natur være velkendt, men erindringsværket rummer også talrige og meget underholdende anekdoter, som aldrig har været fortalt tidligere – i hvert fald var de ukendte for denne anmelder, eksempelvis denne: Vi befinder os i Arnesens og Lerbys første sæson i Ajax, og vi lader Arnesen fortælle:

”Min første kamp for Ajax var på andetholdet, Jon Ajax, i Zeist mod Willem […] en uges tid efter vi var ankommet […] Vores træner var Theo Laseroms […] Han begyndte at udlægge taktikken på hollandsk, men blev afbrudt af en af de andre spillere: ’Hey, vi har to danskere med. De forstår ikke hollandsk.’

Theo var mildt sagt ikke god til engelsk, så han begyndte at svede endnu mere, og det var ikke meget, Søren og jeg forstod på det taktikmøde. På et tidspunkt sagde Theo til Søren: ’You have to go into the room.’ Han mente selvfølgelig, at Søren skulle søge de tomme rum på banen, men det forstod Søren ikke, så han rejste sig og gik ind i rummet ved siden af.”

Den slags morsomheder er bogen heldigvis rig på, og det er ikke nogen hemmelighed, at Preben Elkjær synes at være et af Arnesens yndlingsofre – på den gode måde og med et glimt i øjet, præcis som man kender og husker Arnesen. Skulle man ikke have oplevet Arnesen i hans storhedstid som spiller og senere sportsdirektør, er Total fodbold en glimrende anledning til at stifte bekendtskab med en eventyrlig karriere i dansk og international fodbold. Skulle man have oplevet Arnesen i hans storhedstid som især spiller og senere som sportsdirektør, er Total fodbold en oplagt grund til at genopleve et utroligt liv i dansk og international fodbold.

Skrevet af Jesper Ralbjerg.

Du kan læse mange flere anbefalinger af fantastiske fodboldbøger på Gandil-Selskabets hjemmeside.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce