"Forbyd kvinder adgang": VM-heltens chok-udtalelse rystede en hel nation
Alan James Ball fra Farnsworth, Lancashire, var karrieren igennem noget helt for sig selv. Med sine 168 centimeter og forholdsvis spinkle skikkelse blev han i sine unge år anset for at være lovlig klejn til professionel fodbold. Men han kompenserede med ukuelig løbe- og fightervilje og et vinderinstinkt langt ud over det sædvanlige. Han var en teknisk dygtig, pasningsstærk midtbanespiller med et godt overblik og et hårdt og præcist spark.
En hidsig håndfuld
Faderen, Alan Ball senior, var manager for en obskur klub i den lokale Lancashire-liga. Han fik udvirket en prøvetræning for knægten i Blackpool FC, og det var måske årsagen til, at faderen gennem resten af sønnens karriere følte sig berettiget og foranlediget til at blande sig. Blackpool kastede en kontrakt efter junior, der fik et kometagtigt sportsligt gennembrud, efter at han debuterede i 1963 som 17-årig. Der kom hurtigt stor opmærksomhed omkring talentet. Alan Ball optrådte bemærkelsesværdigt uimponeret og selvsikkert trods sin unge alder. Der var en eksplosiv aggression og en nærmest elektrisk energi omkring ham, når han betrådte banen. Nogen beskrev hans tilstedeværelse som at smide en håndgranat blandt modstanderne. Ball kunne løfte og inspirere sine omgivelser. Men han kunne også – nogle gange endda i høj grad – have en tendens til at være demoraliserende og trække sit eget hold ned. Han stillede store krav til omgivelserne, og hvis spillet ikke kørte, kunne han blive hidsig og ubalanceret og forfalde til hårdt spil og indbyrdes skænderier. Han var ikke altid nem at håndtere for sine managere.
Heldigvis kom unge Ball i hænderne på to knalddygtige trænerautoriteter, der fik enorm betydning for hans udvikling. Det var Evertons Harry Catterick og landsholdets Alf Ramsey. Sidstnævnte fik tidligt øje på Blackpool-dynamoen. Egentlig foretrak Ramsey helt grundlæggende spillere med rutine, men han gav alligevel Ball landsholdsdebut i 1965, tre dage før dennes 20-års fødselsdag. Den rødmossede fighter passede simpelthen perfekt ind i Ramseys koncept, der gjorde op med de klassiske wings og i stedet prioriterede løbestærke boks til boks-midtbanespillere. I 1966 var Alan Ball yngste mand blandt Englands World Cup-triumfatorer, og det er ikke ude af proportioner at påstå, at Balls samarbejde med Bobby Charlton på den offensive midtbane var af afgørende betydning for VM-guldet.
Samme år hentede den højt respekterede old-school-manager Harry Catterick den nybagte verdensmester til Everton, og den kyndige og erfarne træner gjorde hurtigt sin nyerhvervelse til nøglespiller.
Everton havde et stærkt hold med spillere som forsvarsspillerne Brian Labone og Ray Wilson, midtbanemanden Colin Harvey, kaldet ”den Hvide Pelé”, og boksspilleren Joe Royle. Alan Ball var den lysende stjerne på Goodison Park, da the Toffeemen vandt det engelske mesterskab i 1970 med et ni point forspring til Leeds United. Ball satte aldrig sit lys under en skæppe og stillede op i hvidmalede støvler, men forholdet mellem Harry Catterick og hans kaptajn blev med tiden slidt. Det var da heller ikke ligefrem, fordi midtbanedynamoen gik af vejen for en frisk konflikt.
Chauvinist og provokatør
I 1971 ragede Ball således uklar med sådan cirka halvdelen af den britiske befolkning, da han udtalte i medierne, at kvinder, efter hans opfattelse, burde forbydes adgang til fodboldstadioner. De havde alligevel ingen forstand på spillet, og deres tilstedeværelse havde en irriterende tendens til at distrahere spillerne. Midt i en tid med rødstrømpebevægelse, almindelig fokus på ligeberettigelse og ikke mindst kvindefodbold i hastig fremmarch er det ikke så underligt, at Balls chauvinistiske udtalelser blev taget meget ilde op af diverse kvindesagsrepræsentanter med flere. Konduite var ikke hans stærke side.
Midt i sæsonen 1971/72 valgte Harry Catterick, efter svære overvejelser, at sælge Alan Ball til Arsenal for 220.000 pund, hvilket dengang var transferrekord. Arsenals manager Bertie Mee satsede skjorten og sprængte banken for at gentage mesterskabssuccesen fra året forinden, men the Gunners blev nummer fem og tabte en stenhård FA Cup-finale med 0-1 til Leeds. Alan Ball reagerede karakteristisk og kontroversielt ved demonstrativt at smide sin tabermedalje væk. Andenpladser var ikke hans kop te. Forud for finalen havde Ball provokerende udtalt, at han ”inderligt håbede”, at Leeds ville sætte Billy Bremner til at skygge ham i finalekampen. Bremner ville blot blive ”hans hare”, hvis det blev tilfældet. I realiteten vandt skotten den direkte duel, da det kom til stykket.
Alan Ball overtog erhvervet som landsholdsanfører efter Bobby Moore i 1973, men da Don Revie blev landstræner for England, ulmede konflikten straks. Ball havde haft enorm respekt og tillid til forgængeren Sir Alf Ramsey, men med Revie var det helt modsat. Landsholdsanføreren afskyede ”the Dons” forsøg på at sammentømre Three Lions med bingo og biksemad og gik snart i rette med sin chefs taktiske formåen. Under overskriften ”Et landshold af idioter” anklagede landsholdsanføreren Don Revie for at foretrække hjernedøde spillertyper, der kun kunne løbe og kæmpe, og ikke ”tænke” fodbold. Kritikken vandt nok gehør hos mange – uden for Yorkshire – der var trætte af Revie, hans Dirty Leeds og det fysisk betonede spilkoncept, han som manager havde haft succes med på Elland Road. Men der var ikke mange, der var i tvivl om, at Ball, med sin nådesløse kritik, reelt havde gravet sin egen grav på landsholdet. Sådan gik det da også. Ball blev stående på de (flotte) 72 landskampe, han var noteret for.
Fandt lykken på sydkysten
Alan Balls tid på Highbury blev sportsligt set en mager affære. Efter Arsenals sølvmedaljer i 1973 gennemgik holdet en deroute. Bertie Mee havde ikke en heldig hånd på transfermarkedet, og store investeringer som Bobby Gould, Peter Marinello og Jeff Blockley slog simpelthen ikke til. Personligt holdt Alan Ball dog et højt niveau. Selv i en kollektiv nedtur brændte hans talent igennem.
Et benbrud ødelagde den sidste sæson i Arsenal i 1976/77, hvorefter Ball skrev kontrakt med 2. divisionsklubben Southampton. Skiftet til the Dell på sydkysten medførte et større offentligt møgfald fra Alan Balls far. Ball senior havde ganske vist aldrig ført det længere end til amatørklubben Ashton United, men følte sig alligevel kaldet til at revse sønnens karrierevalg. Faktisk var faren ikke bleg for at kalde sin søn en stupid idiot i tabloidaviserne. ”Det er jo et endegyldigt farvel til landsholdet,” klagede han. ”Helt tåbeligt!” Alan Ball junior var i denne sammenhæng mere realistisk. Landsholdet var fortid, og alderen begyndte at trænge sig på, men i Southampton medvirkede han til at lægge fundamentet for en stærk æra for the Saints i tæt samarbejde med manager Lawrie McMenemy.
I 1979 deltog Ball i en sidste (Liga) Cup-finale på Wembley, da Southampton mødte Nottingham Forest. Selvfølgelig kunne den gamle provokatør ikke dy sig for at sende en stikpille af sted mod favoritterne: ”Jeg kan i bund og grund ikke lide Brian Clough. Og han bryder sig sikkert heller ikke om mig. En af grundene til, at jeg er så glad for at være her [i Southampton, red.], er, at ingen er bange for at komme med idéer – og endnu bedre: McMenemy er ikke for stolt til at lytte og eventuelt gøre brug af de idéer.” (Fra alt om Sport 1979). Nottingham vandt dog med 3-2, og Alan Ball fik aldrig en pokalsejr ud af i alt tre finaler på Wembley.
Efter et par sæsoner i Nordamerika og én i Blackpool blev det til yderligere to sæsoner i Southampton, hvorefter Ball lagde op som 38-årig i 1983. Det flammende hjerte, som den lille rødhårede ildsjæl altid havde med sig på banen, førte han efter den aktive karriere med sig over i managergerningen.
Alan Ball døde i 2007.
