
For 47 år siden fik Sepp Piontek sit gennembrud - en sensationel sejr over Spanien ændrede dansk fodbold
Der er inspiration at hente i historien, når det danske landshold går på grønsværen i Braga, og skal forsøge at skabe en overraskelse mod en af Europas stærkeste nationer. For præcis 47 år siden stod man i samme situation. Den kamp blev et gennembrud for Sepp Piontek og ”Dynamitholdet”.
Danmarks nemesis
Det er ikke for meget sagt at Spanien ofte har været det danske landsholds nemesis.
Allerede i Spaniens allerførste internationale landskamp, ved OL i 1920, drillede de danskerne og vandt sensationelt 1-0. Siden har et par typer som Emilio Butragueño og Jose Maria Bakero været med til at sætte et trist præg på de danske landsholdsdrømme.
Forventningerne til landskampen i Cadiz den 14. november 1979 var stærkt nedtonede. Sepp Piontek havde næsten lige overtaget tøjlerne, og det taktiske grundlag var endnu ikke på plads.
Spanierne var så småt i færd med at spille et mandskab sammen til VM på hjemmebane to et halvt år senere. Ibererne havde stærke profiler som målmanden Luis Arconada, den skræmmende barske centerforsvarer Migueli, den tårnhøje centerforward Carlos Santillana og den senere mestertræner Vicente del Bosque.
Elkjær brillerede
Kampen blev sendt forskudt i dansk tv, og mange forventede en midnatsgaber med et dansk hold der var oppe imod overmagten. Men sådan gik det ikke. Danskerne var rigtig godt med rent spillemæssigt, og Spanien havde mere end svært ved at dominere. Fra at være et opgør uden det store og indlysende perspektiv, udviklede det sig til at blive det første glimt af det fremtidige ”dynamitspil”.
I front viste Preben Elkjær sig at være et rent monster for det spanske forsvar. Hvis ikke de kendte ham inden kampen, så gjorde de i alle tilfælde bagefter. Elkjær var en konstant trussel og scorede to mål på sine sædvanlige opportunistiske gennembrud. Og minsandten om ikke den da helt upåagtede midtbaneslider Jens Jørn Bertelsen kronede en enorm arbejdsindsats med et hårdt og præcist spark i anden halvlegs start.
Spanien forsøgte sig med en indskiftning af den sprælske Francisco Carrasco, men hjemmeholdets offensiv blev gang på gang standset af et påpasseligt dansk forsvar, hvorefter hurtige og optimistiske kontraangreb blev iværksat.
Milepæl
For Sepp Piontek var Cadiz-kampen en massiv opmuntring. Årets sidste landskamp blev også den klart bedste. Man var ikke på nogen måde vant til, at landsholdet var i stand til at opnå resultater på udebane. Og da slet ikke mod så stærke modstandere. Selv om der kun var tale om en venskabskamp, så står sejren i Cadiz som en milepæl. Ikke mindst for den – indtil da – ret så udskældte Sepp Piontek.
Men kampen kom også til at forme en skillelinje. Flere af de erfarne landsholdsspillere fik – trods den overraskende sejr og det gode spil – ikke megen plads i Pionteks fremadrettede planer. For Birger Jensen og Kristen Nygaard blev det deres sidste optræden i landsholdstøjet. Benny Nielsen fik kun yderligere 4 landskampe. Og Jan Sørensen fra Brugge blot to. Portræt af Jan Sørensen: Talentet der blev væk
Til gengæld tegnede der sig et billede af en akse med Søren Busk, Sten Ziegler (der var anfører), Morten Olsen (endnu på midtbanen), Jens Jørn Bertelsen og Preben Elkjær. Endnu lidt uklart og tåget, men ikke desto mindre en brugbar vision for fremtiden.
Kampen i tal
14-11, 1979. Ramon de Carranza, Cadiz. 18000 tilskuere.
Spanien-Danmark 1-3.
Mål: Preben Elkjær, Jens Jørn Bertelsen, Mesa, Preben Elkjær.
Spanien: L. Arconada (Urruticoechea), San Jose, G. Navajas, Migueli, Cundi, J. Alonso, V. Del Bosque, Mesa, Dani, C. Santillana, L. Ufarte (F. Carrasco).
Danmark: Birger Jensen, Palle Hansen (Klaus Nørregaard), Frank Olsen, Sten Ziegler, Søren Busk, Jens Jørn Bertelsen, Morten Olsen, Kristen Nygaard, Benny Nielsen, Preben Elkjær og Jørn Sørensen. Træner: Sepp Piontek.

















