Efter år i skyggen af Schmeichel og Hermansen: Nu genstarter han landsholdsdrømmen
Det er ikke let at stå i skyggen af en af Danmarks allerbedste målmænd gennem tiderne. Det har Daniel Iversen i dén grad måttet sande.
Ikke blot har Kasper Schmeichel domineret det danske landshold og efterladt ekstremt få kampe til de næstbedste, men Daniel har også været substitut for Schmeichel i en årrække i Leicester City.
Der er en spændende konkurrence om keeperpladsen på landsholdet just nu. Mads Hermansen og Filip Jørgensen står i forreste række, og det skal blive interessant at se om de kan opnå tilstrækkeligt med spilletid i deres respektive klubber, og dermed holde niveau.
Andreas Jungdal er lige pt. landstræner Brian Riemers tredjevalg, men der er flere gode keepere der trænger sig på. Afskriv ikke Daniel Iversen!
60 U-landskampe
Daniel fylder 29 år i dag, og nærmer sig dermed sin bedste alder som målmand. Han blev født i vestjyske Gørding ved Holsted Å, og spillede ungdom for Esbjerg fB.
I 2013 blev han kåret til Årets U-16 Talent i dansk fodbold. Det er muligt, at han er gået en hel del under radaren herhjemme, men i DBU’s talentarbejde var der et vågent øje på ham.
Daniel spillede nemlig et væld af U-landskampe på samtlige landsholdsårgange. Faktisk hele 60 af slagsen. Det er faktisk ret ekstremt.
I 2019 var han ved EM-slutrunden for U-21 landshold i Italien, hvor Danmark slog Serbien og Østrig, men desværre tabte til Tyskland. Året forinden var Niels Frederiksens mandskab blevet skudt i sænk af engelske 2 x Dominic; Solanke og Calvert-Lewin i en testkamp i Esbjerg.
Danmark tabte 5-1, men ud over denne match, så gik der kun 13 kasser ind på Iversen i de 15 øvrige U-21 landskampe. Det er en fin statistik.
Frosset ud i Leicester
Den talentfulde keeper har måttet lære faget på den hårde måde. Han fik kontrakt i Leicester i 2018, men konkurrencen var voldsom. Han blev udlejet til Oldham og Rotherham de to første sæsoner, og gjorde det ganske lovende.
Et lejeophold i belgiske Leuven blev desværre ødelagt af en skade, men Leicester kaldte ham prompte tilbage og sendte i stedet danskeren til Preston North End. Her udvikledes lidt af en kærlighedsaffære, for Deepdale og Prestons fans tog Iversen til sig. Han blev kåret til Årets Spiller i klubben i 2022, og imponerede i The Championship.
Året efter kom chancen i Leicester efter en EFL-pokalkamp med tre redninger i en straffekonkurrence. 12 kampe med generelt fornuftige præstationer i Premier League var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at slå sig ind på førsteholdet, og så fulgte endnu et (succesrigt) lejeophold i Stoke City.
I 2024-25 spildte han en hel sæson i Leicester med at være reserve, og uden at få spilletid. Det må være psykisk hårdt. ”Frænde er frænde værst”, som man siger, og nu var det Mads Hermansens tur til at holde Iversen ude af holdet.
Det var ikke fordi The Foxes klarede sig specielt godt, så det må have været en befrielse, da kontrakten med Leicester løb ud. Han udtalte selv til Tipsbladet:
”Jeg troede, jeg skulle tage af sted i sommer, og det skete ikke fra Leicesters side. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg var skuffet. Jeg forsøgte at få et lån, og jeg fik et nej, forsøgte at blive solgt og fik et nej, så det var lidt frustrerende fra min side”.
Succes på Deepdale
Preston North End stod klar til at hente danskeren ”hjem” til The Lillywhites, og siden har Daniel stået med stor autoritet og succes for Tom Finneys gamle klub.
Preston har et solidt hold, der sluttede midt i The Championship i fjor, og selv om det måske ikke er den profilerede og eksponerede adresse, så er basen god nok til at være i spil til landsholdet.
Det er blevet til et par reservetjanser på A-landsholdet, men endnu ingen debut. Han var inde i billedet i forhold til playoffkampene i foråret, da det stod klart at Kasper Schmeichel ikke ville blive klar, men en skade kom i vejen på et meget uheldigt tidspunkt.
Jeg kan dog ikke forestille mig, at Iversen er glemt af landstrænerteamet.
2026-27 kan blive hans år.
Før VM-finalen: Argentina risikerer markant FIFA-straf



















