Han gjorde Liverpool til mestre - men blev udskældt efter VM-triumfen
Selv i en tid, hvor mange lider af historisk tunnelsyn og kun kan tage stilling til dét de selv har oplevet, og selv om Liverpool FC i de nyere har kunnet mønstre spillere som Steven Gerrard, Mo Salah og Virgil van Dijck, så er det umuligt at komme udenom Roger Hunt, når man diskuterer hvem klubbens største profiler gennem tiderne er. Hunt er afgjort en af de største.
Han blev født i den idylliske Lancashireby, Glazebury, der udmærker sig ved at have flere pubber end butikker. Roger spillede som ung for amatørklubben Stockton Heath, hvor han scorede en kæmpe bunke mål. Alligevel blev han ”opdaget” ret sent, da han fik kontrakt med Liverpool FC som 20-årig i 1958, og først debuterede et år senere.
Taylor grundlagde kulturen og Shanks udviklede den
Det var den gamle Liverpool-kæmpe Phil Taylor der sad i managerstolen på det tidspunkt. Taylor havde været anfører for klubben i en årrække og opnået 3 landskampe for England. Han var ”Rød” i marv og ben og levede og åndede for Liverpool FC. Klubben lå på det tidspunkt kun i 2. division, og kæmpede desperat for at komme op i det fineste selskab. Det var en næsten ubærlig skuffelse for Taylor, at det mislykkedes i 1958-59. Han tog sin afsked og udtalte til pressen, at ”Jeg satte hjertet og al min energi ind på det. Men det har ikke været nok, og nu er tiden kommet til at overlade det til en anden for at efterlade plads til nogen der kan gøre det bedre”. Taylor var en nedbrudt mand, og han fik aldrig mere et job som manager. Men efterlod alligevel en vision: Han samlede en uhyre dygtig trænerstab og skabte en ledelseskultur omkring førsteholdet, som afløseren, Bill Shankly, videreudviklede til det legendariske ”Boot Room”. Teamet bestod af Shankly, Reuben Bennett, Joe Fagan og Bob Paisley.
I 1962 lykkedes oprykningen – men først i Shanklys tredje forsøg. Roger Hunt etablerede sig i The Reds’ angreb som en målfarlig herre med en særdeles komplet ”pakke” af kompetencer. Han dannede en fantastisk angrebskonstellation sammen med den ihærdige og lille, men særdeles hovedspilsstærke Ian St. John. Hunt scorede 41 mål for Liverpool i oprykningssæsonen.
Shanks mandskab satte sig ret hurtigt på en vis dominans i 1. division. Liverpool blev engelske mestre i 1964 og 66 og vandt FA Cup turneringen i 1965. Finalen var en intens og medrivende dyst mod et andet stærkt hold, Leeds United, der – ligesom Liverpool – kom op nedefra med deres egen ”Gaffer”, Don Revie. Bill Shankly vandt den duel i kraft af sin dynamiske duo, Hunt og St. John, der scorede et mål hver i 2-1-sejren.
På den personlige note fortsatte Hunt med sin fine scoringsstatistik. I de første 4 sæsoner efter oprykningen nettede han 26, 33, 37 og 32 gange. Han var indiskutabelt Liverpools største stjerne og førstekæmper, og publikum på The Kop gav ham det ridderlige tilnavn ”Sir Roger”.
I 1966 blev han topscorer i divisionen og førte klubben til mesterskab nummer 2 i Shanklys æra. Det var naturligt, at Sir Roger kom til at spille en fremtrædende rolle på det engelske VM-landshold dét år.
Forfulgt af publikum på landsholdet
Med tre mål under slutrunden gjorde Hunt sin skyldighed gældende, men mange engelske fans havde svært ved at tilgive at den højtelskede Jimmy Greaves blev placeret på bænken i VM-finalen. Landsholdsmanager Alf Ramsey foretrak en opstilling med Hunt og Geoff Hurst, hvilket jo var vanskeligt at modsige, eftersom Hurst bankede tre mål ind i finalen. England tog Jules Rimet-trofæet, men Roger Hunts popularitet (udenfor Merseyside) styrtdykkede.
I 1969 meddelte han sit landsholdsstop til Alf Ramsey, efter at han var blevet piftet ad og forfulgt af det primært Londonbaserede publikum på Wembley i en række kampe. Det blev samlet til 39 landskampe og 18 mål.
Fra 1967 til 69 scorede Hunt 19, 30 og 17 gange for Liverpool, men Bill Shankly var klar over, at hans mandskab trængte til udskiftning, og den da 31-årige forward blev i 1970 solgt til Bolton Wanderers, hvor karrieren blev trappet ned.
Med 285 mål i 492 kampe er Roger alle tiders nummer 2 på Liverpools topscorerliste (efter Ian Rush).
Efter den aktive karriere gik Roger ind i familiens transportfirma. Han blev adlet i 2000 og optaget i engelsk fodbolds Hall of Fame i 2006. Han døde i 2021, 83 år gammel, og blev, under stor opmærksomhed, bisat i Liverpool Cathedral.
