Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Duracell-kaninen

20.05.2026 Kl. 11:04

29 år i dag.

Der var ikke meget der tydede på, at Joakim Mæhle skulle blive en af dansk fodbolds bedste backs – ikke blot i sin egen epoke, men i hele historien – da han rejste fra AaB til forholdsvis upåagtede belgiske Genk i 2017.

Fra ubemærkethed til belgisk mesterskab

Den løbestærke forsvarer fra Østervrå havde ikke gjort videre væsen af sig i forhold til de danske ungdomslandshold. Kort før skiftet til den limburgske klub fik han dog chancen på U-20 landsholdet i en enkelt kamp, og opnåede siden 7 kampe på U-21 landsholdet, blandt andet i forbindelse med EM-slutrunden i 2019 i Italien.

Det er relativt betragtet en ret undervældende repræsentation på dansk fodbolds bedste talentårgange. Men målbevidste Mæhle havde en stærk tro på sig selv. Og talentspejderne i RKC Genk havde gjort deres forarbejde godt.

Efter et års tid med en indkøringsfase erobrede den energiske vendelbo en fast plads som højre back og havde et brag af en sæson i 2018-19, hvor ”Smølferne” vandt det belgiske mesterskab og kvalificerede sig efterfølgende til Champions League.

Da Kasper Hjulmand debuterede som landstræner i september 2020 i en Nations League kamp mod Belgien i Parken (0-2) gav han Mæhle chancen med en indskiftning kort før tid. Debuten blev fulgt op af en startplads i Herning mod Færøerne, og Joakim kvitterede med en scoring foran de blot 200 tilskuere i coronaperioden.

Det stod klart, at der var behov for frisk blod på backpladserne, hvor Daniel Wass og Jens Stryger længe havde været en solid duo, og Hjulmand gav positionen som venstre back til Mæhle. Det skulle blive en af den daværende landstræners allerbedste dispositioner i tiden som chef for nationens udvalgte.

Hjulmands genistreg

I 17 landskampe i 2021 scorede Mæhle 7 gange. Hans konstante raids op ad venstrekanten blev et af landsholdets mest effektive våben. Som en utrættelig og uopslidelig Duracell-kanin med evighedsbatterier brød han gang på gang igennem kæderne og rev modstandernes organisation itu.

Præstationerne ved EM i 2021 var uforlignelige. Joakim scorede mod Wales og Rusland, og hans oplæg til Kasper Dolbergs mål mod Tjekkiet i kvartfinalen er et af de smukkeste, jeg nogensinde har set. Den perfekt timede yderside aflevering til ”Dolleren” sad i skabet som dåseåbner til konserves.

Genk var efterhånden for lille en adresse. Kort før årsskiftet 2020-21 købte Atalanta ham for ca. 75 millioner kroner. Tiden i Bergamo blev lærerig. Atalanta har i de senere år udviklet en frisk, offensiv spillestil.

Konkurrencen i Serie A er hård, men Mæhle spillede en god sæson i 2022-23, hvor han – sammen med bl.a. Rasmus Højlund, var med til at opnå en fin 5. plads i ligaen. I sommeren 2023 solgte italienerne ham til VfL Wolfsburg for små 100 millioner kr.

Skrækkelig sæson

Den tyske Folkevognsklub strutter af økonomiske muskler og store ambitioner. Men i realiteten er der længe imellem de sportslige højdepunkter. I 2025 forsøgte man sig med dansk sportsdirektør og en stamme af danske spillere.

Det blev, mildt sagt, ikke nogen succes. Peter Christiansen røg på porten, og blandt de danske aktører har kun Christian Eriksen spillet op til forventningerne. Joakim Mæhle har haft en forfærdelig sæson, martret af skader.

I marts gjorde han comeback efter en meget lang skadespause, akkurat i tide til at spille to Bundesligakampe og dermed berettige en udtagelse til det danske landshold i forbindelse med de to VM-playoff opgør.

Mod Nordmakedonien spillede Mæhle intet mindre end blændende. Han knoklede ufortrødent på i offensiven såvel som defensiven kampen igennem, og indtog en af hovedrollerne i den overbevisende 4-0-sejr.

I den afgørende gyser i Prag var det desværre tydeligt, at formen endnu ikke var helt på plads. Det var også hård kost med to ”pokalfinale-opgør” på få dage. Han var langt fra præstationen i Parken, men som altid var der ikke noget at indvende i forhold til engagement og vilje.

Indtil nu har Joakim spillet 57 landskampe (11 mål) for Danmark, og han udtalte til Tipsbladet i 2025:

”Landsholdet betyder – jeg vil ikke sige alt – men i hvert fald rigtig, rigtig meget for mig. Det er i klubben, men tjener sin løn og skal lave de gode præstationer, for ellers bliver man ikke udtaget til landsholdet, men det største er at være med her. Det er det fedeste sted at være som fodboldspiller”.

Mæhle har allerede indskrevet sig i dansk landsholdshistorie som en af de bedste venstre backs landet har kunnet mønstre.

Manchester City ansætter Enzo Maresca – men han var ikke førstevalg

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce