Drev til havs i stjålet robåd: Historien om fodboldstjernernes syge drukkultur
Det er ingen hemmelighed, at engelsk fodbold i årtier bar et stærkt præg af alkoholkultur. Det er ret utroligt, at så relativt mange var i stand til at levere et helstøbt professionelt arbejde på grønsværen, når man tænker på omfanget af udskejelser.
Mange af de kontraktansatte spillere drak tæt, og klubberne havde folk ansat til at ”støvsuge” pubberne fredag aften for spillere, og få aktørerne sendt hjem i seng.
En cocktail af alkoholkultur, manglende socialt sikkerhedsnet og relativt små lønninger udgjorde tilsammen en farlig blanding for en professionel fodboldspiller, ikke mindst når karrieren lakkede mod enden, og man mere eller mindre pludseligt eller ufrivilligt skulle integreres i en normaliseret tilværelse som almindelig samfundsborger. Mange spillere havde ingen som helst uddannelse at falde tilbage på og måtte stille sig i køen af arbejdsløse på socialkontoret. Indimellem vedkendte klubberne sig et vist socialt medansvar og tilbød deres forhenværende lønmodtagere forskellige jobs, men sådanne ordninger var vilkårlige, og der fandtes ingen systemisk organisering.
Det havde sine konsekvenser. Mange blev værtshusværter, hvilket næppe har været et sundt og konstruktivt miljø, når man havde alkoholproblemer.
Skotterne var de vildeste
I skotsk fodbold reflekterede problemerne et langt stykke hen ad vejen tilskuernes uhæmmede og voldsomme adfærd. I dag er hooliganismen nok associeret af de fleste med England og engelske fangrupper, men i 1960’erne og helt frem til ca. 1980 var de skotske hooligans i en ”klasse” for sig.
For eksempel har danske Preben Arentoft fortalt om de voldsomme og skrækindjagende optøjer i forbindelse med Europa Cup kampene mellem Newcastle og Glasgow Rangers i 1969, hvor politiet fuldkommen mistede kontrollen med hærgende og voldelige supportere i tusindvis.
Old Firm opgørene mellem Celtic og Rangers udviklede sig ikke sjældent til regulære gadeslag mellem fraktionerne. I dag forbinder de fleste heldigvis de skotske landsholdsfans med godt humør, festligt sækkepibespil og masser af bajere i en hygsom atmosfære. Men sådan har The Tartan Army ikke altid ageret. På samme måde var landsholdet også notorisk uregerligt.
I mange år var der en helt udpræget mangel på disciplin blandt landsholdsspillerne. De opførte sig i forbindelse med landsholdssamlinger og kampe nogenlunde som derhjemme i klubberne. Alkoholkulturen blev ganske enkelt bragt med ind.
Det fik Newcastle Uniteds stærke centerforsvarer, Bobby Moncur at mærke som anfører for The Tartan Boys.
Moncur fortalte for nogle år siden i et interview med The Scotsman, at han nær var kommet fuldkommen til kort i kaptajnrollen før en landskamp mod Peru i 1972. Landsholdsmanageren Tommy Docherty havde givet truppen lov at gå på pub aftenen før, under forudsætning af at alle mand indfandt sig på hotellet klokken 22. Der røg en del pints ned i bedste skotske stil, og lidt i 10 rejste Moncur sig så og beordrede medspillerne hjem. ”Det føltes som i en western, hvor sheriffen pludselig indser, at hele byen har vendt sig imod ham”. Ingen rejste sig og kaptajnens autoritet var for alvor truet. Det blev stjerneangriberen Denis Law der kom Moncur til undsætning. ”Skipperen har ret. Lad os komme afsted”, sagde den forgudede goalgetter og hviskede ”godt gået, kaptajn” til Moncur da de sammen forlod etablissementet. Samtlige spillere fulgte trop. Men så relativt nemt gik det langt fra altid.
I 1974 initierede flere stamspillere et gigantisk drukgilde efter en landskamp. I en kolossal brandert fik den finurlige dribler Jimmy ”Jinky” Johnstone den geniale ide at kapre en robåd. Han tabte årene og drev til havs, så kystvagten måtte i al hast sende et redningsfartøj for at frelse fulderikken fra druknedøden.
Forbundet forsøgte i tiltagende grad at sætte en stopper for den destruktive og pinlige adfærd. Den negative spiral accelererede indtil en efterårsaften i 1975 – i København.
Da Bremner røg på r…
De skotske spillere valgte at fejre deres 1-0-sejr i Idrætsparken den 3. november 1975 med en særdeles våd bytur i det københavnske natteliv. U-21 landsholdet havde også spillet mod danskerne, så der var to trupper ”på spil”. De fleste tog på Discoteque Bonaparte, hvor en gruppe, med den daværende Aberdeenspiller Willie Young i spidsen, skejede ud ved at ødelægge ølhaner, lamper og andet indbo. Skærmydsler, slagsmål og vandalisme bragte naturligvis politiet til stede, men netop som gemytterne syntes at være dæmpet, startede den vilde bersærkergang forfra. Politiet endte med at lukke etablissementet og der blev foretaget anholdelser.
De skotske ledere var rasende og reagerede prompte. Nu skulle der statueres et eksempel der kunne mærkes.
Anføreren Billy Bremner fik både en kæberasler der sendte ham i gulvet (af landsholdets holdleder, Jock Wallace), og en livstidskarantæne af fodboldforbundet, der også udelukkede de fire Aberdeenspillere, Arthur Graham, Mark McCluskey, Joe Harper og Willie Young for bestandigt. Harper havde scoret det skotske sejrsmål i Idrætsparken nogle timer tidligere, mens de tre andre repræsenterede U-landsholdet. Bremner havde ikke direkte deltaget i balladen, men heller ikke forsøgt at standse den.
En politisk indsats i Skotland i 1980, der kan sammenlignes med de lovændringer som den britiske regering gennemførte i 1985 på bagkant af Heysel-tragedien, medførte en ændring i tilskuerkulturen i det skotske. Og med strafaktionen i København kulminerede drukskandalerne på landsholdet.
