Den glemte målmager
Hvorfor er det, at visse spillere bare ikke ”hænger fast” i den kollektive hukommelse, selv om deres præstationer er i topklasse? ”Glemmebogen” er ofte en nådesløs størrelse, men der er aktører der bare SKAL hives frem i lyset fra glemslens mørke. En sådan er David Herd. En af engelsk fodbolds største målscorere, men i dag relativt glemt.
Sent udviklet klassecenterforward
Herd blev født på denne dag i Skotland, men voksede op i Manchesterområdet, hvor faren, Alec, var professionel fodboldspiller i en årrække. Davids første klub var Stockport, hvor han debuterede som 18-årig i 1951 og faktisk spillede på hold med sin far.
Endnu som 20-årig manglede David fortsat sit gennembrud. Talentet var ikke specielt indlysende, men efterhånden som knægten voksede til og fik mere fysik, tegnede der sig alligevel et billede af en angriber med potentiale.
At spille centerforward dengang var ikke for pattebørn. Forsvarernes markeringer var som tætnede med superlim, og tacklingerne blev sat ind bagfra med stor kraft og uden hensyntagen til om manden eller bolden blev ”høstet” først. David lærte at give igen med samme mønt og trænede sig til et brillant hovedspil der supplerede hans hårde, præcise spark.
Arsenal scoutede Herd, og den daværende manager Tom Whittaker købte ham for 10000£.
Under den elskelige og populære Whittaker udviklede David sig langsomt, men sikkert. The Gunners havde en fornem tradition for at præsentere nogle af de allerbedste centerforwards i engelsk fodbold, og Herd afløste legendariske topscorere som Ted Drake og Ronnie Rooke. I 1956 overlod Tom Whittaker, efter et tiår i chefstolen, managerjobbet til Jack Crayston, og Herd etablerede sig, i kraft af 18 scoringer, som spydspids og targetman. I de næste efterfølgende sæsoner var han klubbens førende målskytte, mest fremtrædende i 1957-58 med 24 ligascoringer og 1960-61 med hele 29.
Desværre var Arsenal inde i en historisk svag periode. Der var udpræget titeltørke og resultaterne var skuffende og magre. Det nærmeste man kom et mesterskab, var i 1959 med en tredjeplads, men hele 11 point efter Wolverhampton. David kom på det skotske landshold i 1958 og opnåede 5 landskampe med 3 mål, men han kom skidt ud af det med Craystons afløser, den tidligere målmand George Swindin, og insisterede på at komme på transferlisten. Det udnyttede Matt Busby og Manchester United, der hentede den hyperstærke forward for 35000£.
Triumfer med Manchester
Havde Herd sukket efter trofæer, så blev sulten stillet på Old Trafford. Han dannede en verdensklasseduo i angrebet med landsmanden Denis Law, og nettede to gange i FA Cup finalen i 1963, hvor United besejrede Leicester, der havde profiler som Gordon Banks, John Sjoberg og Frank McLintock i defensiven. I 1965 og igen i 67 vandt The Red Devils det engelske mesterskab.
Det skortede ikke på personlig succes for Herd. I 1963 nettede han 21 gange, i 64 blev det til 27 kasser, og året efter hele 28. I 1966 udnyttede han oplæg fra bl.a. Bobby Charlton og George Best til at komme på scoringslisten hele 33 gange. Det forekom næsten latterligt, at det skotske landshold ikke kunne bruge Herds kompetencer i hele denne periode. Men måske var det meget sigende. Davids spillefacon var ikke spektakulær. Han var ikke nogen gudbenådet feinschmecker der knaldede perlemål ind, eller en dribler der kunne beruse publikum til stående ovationer. Men han var hamrende effektiv og benhård. Uden Herd havde Denis Law stensikkert ikke fået plads til at rulle talentet ud, og vinde Ballon d’Or i 1964. Men sådan går tingene ikke altid efter fortjeneste. Arbejdsmændene der tager slagsmålene hyldes ikke på samme niveau som de, der er leveringsdygtige i de tekniske lækkerier.
Måske hører det også med til helhedsbilledet, at David var en stille og lidt genert personlighed. Han levede en meget rolig og privat tilværelse og brød sig ikke om rampelys og berømmelse.
Til gengæld fik han markeret sig så fornemt som målscorer, med 145 scoringer i 265 opgør, at han i dag befinder sig på en imponerende 6. plads på listen over Manchester Uniteds bedste målscorere gennem tiderne, hvis man regner ud fra målgennemsnit. På samme måde er han på en 9. plads på Arsenals tilsvarende liste (107 mål i 180 kampe). Det er – om ikke enestående – så i alt fald voldsomt stærkt, at en angriber har så fremragende en statistik i to forskellige klubber.
I Manchesters Europa Cup triumf i 1968 sad Herd imidlertid uden for. Et brækket ben ødelagde sæsonen. Fysikken var desværre slidt ned og der var ikke mere at hente. Karrieren blev afsluttet med et par år i Stoke City. Han omtales i dag primært som en ”unsung hero”, en glemt stjerne.
David Herd gik bort i 2016.
