Annonce
Annonce

Den anonyme nationalhelt

13.09.2026 Kl. 12:30
Malachy (Mal) Martin Donaghy var en af Sportslørdag-epokens mere anonyme, men særdeles værdifulde, spillere.

Mal Donaghy, der i dag fylder 69 år, blev født i Belfast og var længe om at blive scoutet af engelske ligaklubber. Som 20-årig rendte han rundt i Larne uden den store udsigt til at føre det til det store.

Men så tog Luton Town i 1978 en chance med den kloge, versatile forsvarer, og tilbød en kontrakt og en overgangssum på beskedne 20000£. Det blev Mals held, at han kom til lufthavnsbyen på et godt tidspunkt.

The Hatters

I begyndelsen af 1980’erne kom The Hatters op i 1. division med et spændende mandskab, dygtigt bygget op af manager David Pleat. Han satte en klassisk britisk forwardduo sammen, bestående af fysisk stærke Brian Stein og den hurtige makker Paul Walsh. De to goalgettere spillede en hovedrolle da Luton kvalificerede sig til 1. division i 1982, og de efterfølgende sæsoner imponerede forstadsklubben med frisk direkte spil, og var fast bestanddel af the top flight i resten af 1980’erne.  Walsh blev købt af Liverpool efter 1983-84-sæsonen, og i stedet parrede David Pleat Brian Stein med den hovedstødsstærke Mick Harford i front.

I 1985 blev der installeret kunstgræs på Kenilworth Road, hvilket medvirkede til stor frustration for gæstende mandskaber i Luton, og en ret markant sportslig fordel til hjemmeholdet.

Sensationel Liga Cup triumf

Luton nåede frem til Liga Cup-finalen i 1988. Den kamp vil blive husket for en sensationel kovending, der gav The Hatters et meget overraskende trofæ.

Luton stillede i offensiven med de to føromtalte fysisk stærke forwards, sydafrikansk fødte Brian Stein og Mick Harford (de fik henholdsvis en og to landskampe for England) samt den vævre nordirer Kingsley Black, der fik et flot gennembrud i denne Littlewoods Challenge Cup-finale. Derudover rådede Luton over to andre nordirske landsholdsspillere, playmakeren Danny Wilson og forsvareren Mal Donaghy. Sidstnævnte udgjorde den centrale defensiv sammen med den notoriske fighter Steve Foster.

Luton var oppe imod selveste Arsenal, der var forsvarende Liga Cup-mestre, og var ved at opbygge en stærk og velorganiseret enhed under George Grahams ledelse.

Kampen vendte på en studs

Efter et indledende mål af Brian Stein vendte The Gunners kampen og trykkede Luton langt tilbage på banen. Havde det ikke været for den vikarierende målmand Andy Dibble, havde Arsenal scoret adskillige gange allerede før pausen. To mål af Alan Smith og Martin Hayes midt i anden halvleg bragte dog Grahams Gunners på sejrskurs, og det lignede en stensikker afgørelse, da stjernen David Rocastle fik straffespark med blot ti minutter tilbage.

Men så fik begivenhedernes gang en dramatisk ny kurs. Reserven Andy Dibble reddede Nigel Winterburns forsøg, og kort efter forkludrede Arsenalforsvareren Gus Caesar et indgreb, hvilket gav Lutons Danny Wilson mulighed for at udligne.

På to minutter havde opgøret totalt ændret karakter. Hvad der grangiveligt så ud til at blive en sikker favoritsejr, endte i stedet med en sensation, da Brian Stein i kampens sidste minut flugtede et indlæg i kassen bag John Lukic.

Dobbelt British Home Championship vinder

Mal Donaghy debuterede på det nordirske landshold tilbage i 1980, i en 1-0-sejr over Skotland, der overraskende bragte ”Norn Iron” til tops i den gamle, hæderkronede British Home Nations Championship. Denne turnering har været udkæmpet siden 1883, og det var kun lykkedes for Nordirland at vinde den 6 gange tidligere, overfor Englands 52 og Skotlands 41 triumfer (Wales havde vundet den 12 gange). Men i 1984 blev den atter vundet af Nordirland. Det betød, at det smukke gamle sølvtrofæ blev placeret hos det nordirske fodboldforbund, hvor det såmænd stadig befinder sig, eftersom 1984 blev det sidste år, hvor turneringen blev afholdt.

Desuden var Donaghy stærkt medvirkende til gode nordirske VM-resultater i perioden. Billy Binghams tropper var med ved VM-slutrunderne i 1982 og 86. I den førstnævnte blev Mal udvist i puljekampen mod VM-værterne Spanien, men hans holdkammerater fightede alligevel en sensationel 1-0-sejr hjem.

Læs mere om Nordirlands store målmandshelt, Pat Jennings, her: Tottenham-ikon solgt til Arsenal – blev en af de største nogensinde

I alt spillede forsvareren 91 landskampe for sin nation. Det indplacerer ham på en 6. plads over flest optrædener i historien for Nordirland. Det er ikke for meget sagt, at Donaghy også rangerer højt på ”listen” over nordirske landsholdslegender og helte.

Mal Donagy med Emilio Butragueño i baggrunden. Foto: Imago.

Loyal soldat for Ferguson

I 1988 hentede Alex Ferguson den da 31-årige forsvarsspiller til Manchester United for 650000£. De næste 4 sæsoner opnåede Mal 89 ligakampe for Manchester United, flest som venstre back. Han var dog uheldig med at sidde udenfor, eller på bænken uden spilletid, i Uniteds store finalekampe i de år, i FA Cup, Liga Cup og Europa Cuppen for pokalvindere. Det må have været en skuffelse. Der er alligevel ingen tvivl om, at Ferguson satte pris på sin loyale defensivspiller, der uden vrøvl løste de forskellige opgaver, han blev betroet.

I 1992 skiftede han til Chelsea og spillede 68 ligakampe for The Blues. 

Efter den aktive karriere arbejdede Mal som coach og talentudvikler for det nordirske fodboldforbund i en årrække.

Annonce