I England var det i årtier et indiskutabelt faktum, at man var verdens bedste. I alt fald udelukkende i konkurrence med de andre britiske nationer. Den traditionelle Home Nations Cup var, i briternes øjne, det uofficielle verdensmesterskab. Man havde ikke meget til overs for FIFA’s VM. 

Katastrofen i 1950

Først i 1950 nedlod fodboldforbundet sig til at deltage ved en slutrunde. Optakten var fin. England besejrede i maj 1948 verdensmestrene fra Italien i Torino med hele 4-0. Angrebsformationen var den stærkeste, Three Lions nogensinde har mønstret: Stanley Matthews, Stan Mortensen, Tommy Lawton, Wilf Mannion og Tom Finney. Billy Wright styrede defensiven foran verdens på det tidspunkt bedste keeper, Frank Swift. 

Året efter blev Italien igen overvundet. Denne gang med 2-0. Wales blev besejret med 4-1, Portugal med 5-3, Belgien med 4-1 og Irland blev ydmyget med hele 9-2. Men landsholdet var i forandring. Flere af spillerne var i en moden alder, Frank Swift stoppede og ”Troldmanden” Matthews var efterhånden 35. Desuden tog centerhalfen Neil Franklin fra Stoke pludseligt til Colombia, hvilket chokerede alle i engelsk fodbold. Franklin kom ikke mere i betragtning til landsholdet. 

Coachen for nationalmandskabet, Walter Winterbottom, måtte slås med en fodslæbende og overdimensioneret udtagelseskomité, og det var meget vanskeligt at skabe kontinuitet. Desuden manglede spillerne respekt for den skolemesteragtige og tørre Winterbottom. 

England tog til VM i Brasilien i 1950 med en halvskadet Matthews, og med en kombination af malplaceret overlegenhed og dårlig forberedelse faldt favoritterne tungt. Et næsdten grotesk nederlag til undertippede USA blev fulgt op af endnu en fiasko mod Spanien. Englænderne tog hjem i skam. Undskyldningerne stod imidlertid i kø. Varmen havde været imod de koldblodede angelsaksere og skader havde været et forstyrrende element.

Winterbottom haltede videre

De næste år bliver nok mest husket for Three Lions’ totale fallit i 1953 mod de mageløse magyarer. Fortet Wembley blev sprængt til atomer af Puskas og co., der gav englænderne en gedigen fodboldlektion og det første nederlag til en kontinental nation i løvens egen hule. Ungarerne fulgte op med en 7-1-ydmygelse i Budapest.

VM i Schweiz i 1954 gav Walter og landsholdet en vis oprejsning, for England nåede trods alt kvartfinalen, og pressen, spillerne og Walter selv harcelerede bagefter over, at brutalt uruguayansk spil havde stjålet chancen for en VM-medalje.

Fire år senere kom England i en ”dødens gruppe” i Göteborg, og tre uafgjorte kampe mod Sovjet, Brasilien og Østrig rakte ikke til videre avancement, da man tabte i playoff til russerne. Truppen agerede i skyggen af tragedien i München få måneder før, der berøvede England adskillige nøglespillere.

Slutrunden i Chile i 1962 blev Walter Winterbottoms sidste som ansvarlig for landsholdet. Landstræneren havde fået gennemtrumfet et tiltrængt generationsskifte og gjort plads til meget lovende spillere som Bobby Charlton og Jimmy Greaves. England slog Argentina, og gik ned med flaget og æren i behold i kvartfinalen, hvor de senere brasilianske verdensmestre sejrede med 3-1 i en særdeles fin kamp – formentlig slutrundens bedste.

Kritikken var alligevel ret massiv. Walter blev bebrejdet for at hans kølige, intellektuelle facon var uinspirerende for spillerne, og at han taktisk var gået helt i stå. 

I forbundet mente man, at hans tid var omme, og afløseren blev Alf Ramsey, der var en helt anderledes type. Ramsey afskaffede straks udtagelseskomiteen og strammede sejlene og rettede kursen frem imod VM på hjemmebane i 1966. Hvor Winterbottom havde været en dannet demokrat, var Alf en stædig og egenrådig general.

Triumf og ny deroute 

I 1966 styrede Ramsey England til nationens eneste VM-titel i historien. Det var ikke nogen ringe bedrift, trods hjemmebanefordelen og et tvivlsomt finalemål. Landstræneren gjorde modigt op med en ellers rodfæstet dogmatisk, taktisk tilgang, og skabte sin udgave af 4-3-3, den såkaldte ”Wingless Wonders” formation. 

For englænderne blev triumfen en bekræftelse på, at fodboldens moderland – trods megen modgang igennem årene – alligevel var bedst. Dét selvbillede fik et skud for boven fire år senere, da Vesttyskland slog verdensmestrene ud i en dramatisk og intens kvartfinale, og det blev endnu værre i løbet af 1970’erne, hvor England gik glip af to slutrunder i træk med kiksede kvalifikationer i 1974 og 78.

I 1982 manglede landstræneren Ron Greenwood offensivt mod, og han burde aldrig have bragt de skadede profiler, Kevin Keegan og Trevor Brooking, med til Spanien. Deres tilstedeværelse skabte uro, og de fik næsten ikke spillet. 

Fire år senere stod en argentinsk ”Guds Hånd” i vejen for en engelsk semifinale. Diego Maradonas svindelnummer sved alvorligt, ikke mindst på grund af den politisk anspændte situation landene imellem. 

Forbandelsen

Siden har Englands VM-historie været en smertelig fortælling om brændte straffespark. I 1990 i kvartfinalen mod Tyskland, 1998 mod Argentina og 2006 mod Portugal blev englænderne slået på straffekonkurrencer. Dertil kan lægges nederlag på 11-meter afgørelser ved EM i 1996 (mod Tyskland), 2004 (mod Portugal), 2012 (mod Italien) og 2021 (i finalen mod Italien). Straffesparkskonkurrencerne har været Englands forbandelse og nemesis, og der sidder næppe mange på den anden side af Nordsøen og håber på uafgjorte knald-eller-fald kampe efter forlænget spilletid…

Fjerdepladser i 1990 og 2018 har været Englands bedste præstationer, udover guldet i 1966. Men kan Thomas Tuchels udvalgte matche de indsatser, og hive en medalje med hjem over ”dammen”?

Med to EM-andenpladser i træk besidder truppen en vis slutrunderutine. Der er også indiskutabel klasse på Englands mandskab. 

Spændende engelsk trup

På midtbanen skal Tuchel have den centrale konstellation med Declan Rice, Elliott Anderson og Jude Bellingham til at harmonere. 

Meget afhænger naturligvis af Harry Kane oppe på toppen, men det må vække bekymring, at Bukayo Saka forekom ude af form i den sidste del af Premier League, og den tyske landstræner har ikke prioriteret Manchester Citys Phil Foden og Chelseas Cole Palmer. Der er dog erfarne kræfter at trække på til de offensive pladser, i form af Marcus Rashford og Anthony Gordon. Sidstnævnte spillede fremragende i den sidste testkamp mod Costa Rica. 

Men det er tydeligt, at Tuchel har foretrukket et internt hierarki med en række rutinerede stamspillere i toppen, suppleret med helt uprøvede talenter. 

De største bekymringer ligger i forsvaret foran Jordan Pickford. John Stones og Reece James er fysisk skrøbelige og har været igennem mange skader. Holder de til et tætpakket slutrundeprogram?

Hvis de gør, så kan England stå til en kvartfinale. Måske mod Brasilien? Og måske er marginalerne denne gang med fodboldens hårdtprøvede moderland.