Cody Gakpo risikerer straf
Det engelske fodboldforbund kan meget vel kiggere nærmere på, hvordan Liverpool-spilleren Cody Gakpo fejrede det engelske mesterskab.
Hollænderen havde nemlig taget en t-shirt på, hvor der stod ”I belong to Jesus”, og det er der nu en stor sandsynlighed for, at han kan blive straffet for.
Det er The Telegraph, som kan fortælle, at både Cody Gakpo og Liverpool kan risikere at blive straffet af FA for budskabet på hollænderens t-shirt.
Han viste t-shirten frem, da han scorede til 3-1 i søndagens kamp mod Tottenham, og det fik han et gult kort for – helt efter bogen, fordi han smed sin kamptrøje i jubelscenen.
Han risikerer dog en yderligere straf for det religiøse slogan på sin t-shirt, for tidligere på sæsonen har der været andre tilfælde i den boldgade.
Crystal Palace-spilleren Marc Guéhi blev påmindet af det engelske fodboldforbund, at han ikke måtte skrive ”I love Jesus” og ”Jesus loves you” på sit regnbuefarvede anførerbind.
I reglerne står der, at det kan koste en karantæne – men Marc Guéhi slap med en påmindelse to gange.
Nu vil Cody Gakpo nok også håbe, at han undgår en straf og i stedet blot bliver mindet om reglerne på området.
Her kan du læse mange flere nyheder om Liverpool.